3 trends fra AW17-catwalken og hvad du kan bruge dem til

… når det altså bliver efterår.

Igen har jeg gennemgået denne sæsons modeshows, som sluttede i Paris i sidste uge. Der er som altid en hulens masse trends, der er nice og jeg kommer til at tage dem i lidt mindre bidder af 3 pr. indlæg – og vi begynder i dag!
Udover at blive velinformeret om hvad du skal gå i om et halvt år har jeg også denne gang kørt en lille service, hvor du kan finde ud af hvad de her trends egentlig kan gøre for dig og dit forhold til påklædning(og elregninger), når vi kommer til efteråret.


ASSYMMETRI OG DEKONSTRUKTION

Måske er det ikke en af de største trends, men det er en af dem, jeg ret godt kan lide: assymmetri, skævtknappede skjorter og dekonstruerede stykker tøj. Jeg er vild med det mere rodede og uperfekte look og den måde det giver ekstra karakter til looket.

 

Det kan du bruge trenden til: 

Hvis du vil være med på trenden kan du snildt spare en smule på elregningen til efterår og vinter, da du ikke behøver at tænde for lyset, når du klæder dig på på de mørke morgener for at kunne knappe skjorten præcist. Bonus!

 

 


LADY IN REEEEED

Wow, ja, vi kan vidst alle blive enige om at rød giver den gas til efteråret. Der var nærmet ikke én catwalk uden komplet røde looks eller røde, lårlange lakstøvler. Jeg er som bekendt tosset med at gå i én farve fra top til tå, så den her trend falder absolut i min smag.

 

Det kan du bruge trenden til: 

Har du aldrig turdet at hoppe i rød, eller at hoppe i rød fra top til tå, så har du din chance her – hvis du altså har lyst. Til efteråret vil ingen se skævt til dig, når du kommer spankulerende ned af gaden i røde støvler og en rød, oversize maxikjole!

 

VARMT TØJ

Ja, det er sket! Endelig! endelig bliver det trendy at holde sig varm om vinteren. Ofte har diverse efterår/vinter catwalks været proppet med elegante små sager, som man kan hoppe i om vinteren, hvis man altså lige bor 3000km længere sydpå end Danmark. Men denne vinter ser det ud til at det, med at holde varmen bliver populært. Det var da også på tide!

 

Det kan du bruge trenden til: 

Det her er en nobrainer. Hvis du vil være trendy kan du samtidigt prise dig lykkelig for ikke at fryse anklerne eller armene af. Sådan modebranche, der ramte I sgu plet!