Behind the scenes fra sidste weekends video shoot

Så har jeg en lille smule godter at vise jer fra hvad jeg lavede sidste weekend! Som jeg tidligere fortalte, begyndte jeg årets første tid med et video-shoot for en dansk designer. Shootet varede i to dage, hvor vi skød en sommer-kollektion på et forfrossent gammelt slot på Fyn, hvilket man kan se en smule på det sidste billede – det var så koldt, at vores performere måtte holde vejret på nogle skud, så man ikke kunne se deres ånde i den kolde luft.

Vi startede allerede med at planlægge shootet i oktober og i fredags gik vi(med vi mener jeg mig og gutterne fra Powerclap) så i gang ægte. Vi startede med at hente en masse tøj og video-udstyr i København, hvorefter vi kørte til Odense for at hente endnu mere udstyr og planter til vores set-design. Så gik turen til Hesbjerg Slot, hvor vi gennemgik slottet og planlagde hvor hvilke klip skulle skydes under vores shoot næste dag og så kørte vi til Assens, hvor vi overnattede.

Den første dag på settet var lidt turbulent – et shoot på et gammelt, frossent slot giver nogle udfordringer, når man skal sætte lamper nok op til at det ligner en sommerdag. At have el nok til at få det hele til at køre rundt tog et  godt stykke tid og udover at style og lave set design, blev en god del af mit job også at underholde performere og make-up artister i den lange ventetid. Vi skød fra midt på formiddagen og indtil kl. 22 om aftenen, hvorefter vi pakkede alt ned og kørte til Assens igen for at overnatte.

Den anden dag på settet gik meget lettere – der var mere styr på hvordan el og udstyr fungerede, vi kendte slottet lidt bedre og skydningen gik så gnidningsfrit at vi nåede at lave en ekstra scene fordi vi havde så meget tid. Da alt var clearet og ryddet op og vores hold sendt hjem, kørte vi igen til Odense for at læsse udstyr og planter af og så vendte vi snuden mod KBH. Nu venter en masse klipning og lyd-mageri så vi kan få det hele til at spille.

Selvom det var en lang og hård weekend – både fysisk og planlægningsmæssigt – så er jeg virkelig oppe at køre over hvad vi fik udrettet. Med et hold på hele 14 mennesker, der alle arbejdede super sammen, kunne deres shit 100% og som alle holdt humøret oppe i kulden, kunne man ikke ønske sig mere(udover sommervarme og fungerende el). Derudover er jeg virkelig imponeret over vores performere der ikke en eneste gang klagede over den bidende kulde, forfrosne tæer eller ventetid.

I kan glæde jer, gutter, til at filmen bliver færdig i starten af februar, for gud, hvor er den smuk!