personal

Tænk sig lige at for præcis 7år siden i dag sad jeg lidt uden for Aalborg og kedede mig så meget, at jeg bestemte mig for at oprette en blog. Bloggen Life Outside of Town blev født d. 22 juni 2010 og ikke længe efter skiftede den navn til NEMESIS BABE. Og her sidder vi så. Og det skal fejres! BOOM!

Og som vi alle jo ved, ville det ikke være muligt at have så overdrevet nice en blog, hvis ikke det var for jer derude på den anden side af skærmen, som sluprer i jer alt jeg smækker op på world wide web. Og som en tak skal I have del i nogle af de goder, jeg nyder godt af på grund af bloggen. Som for eksempel nogle lækre t-shirt som jeg fik af Munthe i går, da jeg luftede det faktum at bloggen havde fødselsdag. Dem skal I ha’! Og for at gøre det endnu bedre skal I dele dem med en i holder af.

For at vinde de to lækre tees i str 38 fra Munthes festival-kollektion, kan man deltage i denne giveaway ved at gøre følgende:

1. Følge NEMESIS, BABE på instagram(duh, det gør I jo allerede)
2. Skrive en kommentar til dette indlæg med: 
   1. Navnet på jeres instaprofil
   2. Hvor længe I har fulgt bloggen(bare fordi jeg er nysgerrig)
   3. Hvem I vil dele præmien med og hvorfor det netop er den person.
3. For at forøge chancerne skal I være velkomne til at dele konkurrencen med jeres favorit-person, for så er der jo dobbelt chance for at netop I to vinder.

Man kan deltage indtil d. 29/6 og jeg trækker en vinder, når jeg er kommet hjem fra Roskilde festival d 2/7! 

I dag er det tid til at tale om et emne, jeg har funderet længe på om jeg skulle tage op på bloggen eller ej. Jeg har haft vendt det med venner og har haft svært ved at finde ud af hvordan jeg skulle få det til at passe ind på bloggen, om det var noget jeg skulle snakke om offentligt eller noget jeg hellere skulle holde for mig selv.

Men forleden dag sad jeg i toget på vej hjem til mine forældres hus i Aalborg med en t-shirt på, hvor der er broderet en lille fin kvinde og under hende står der ”SPEAK UP!”. Og som jeg tidligere har nævnt i dette indlæg om kropspositivisme, kom jeg til at tænke på den mulighed jeg har og den magt i form at bloggen som mit medie om at tale om emner, som kan hjælpe andre. Give andre et frirum til at tale om deres oplevelser eller spejle sig i mine og se at de ikke er alene.
Og denne gang bliver det et af de tungere emner, nemlig seksuel krænkelse. Så nu er det tid til at jeg ”speaker up” igen, for jeg tvivler ikke én gang på at jeg er den eneste der har oplevet det. Da jeg skrev til en veninde for at vende med hende hvordan jeg skulle gribe indlægget an, fandt jeg ud af at hun også engang var blevet seksuelt krænket og ikke havde sagt det til nogen.

Hele den her snak tager udgangspunkt i en oplevelse, jeg havde på Assistens Kirkegården for præcis et år og en måned siden og der er en hel masse usikkerheder og sårbarheder forbundet med at snakke om den oplevelse. Mest af alt, fordi jeg er bange for at folk vil sige ting som ”hvorfor gjorde du ikke noget?” ”hvorfor sagde du ikke noget?” ”hvorfor ringede du ikke til politiet?” ”hvorfor gik du ikke bare?”. For mange af svarene på de spørgsmål er at det ved jeg ikke. Og jeg frygter at blive stemplet som en pivskid for ”det er da ikke så slemt, du blev jo ikke voldtaget” og jeg ”kunne da bare have gået eller kigget væk”.

Og med en klump i halsen for at skulle genkalde den oplevelse og fortælle den for jer, kommer her mit forsøg på at bryde tabuet omkring seksuelle krænkelser og den skam og ydmygelse, det bringer med sig. For hvordan skulle nogen bare kunne sige noget i en sådan situation, hvis ikke vi bryder det tabu? Vi bliver nødt til at tale højt om det, der gør os sårbare, for at vi selv kan handle stærkt i de situationer, hvor vi føler os krænkede. Og vi bliver nødt til at lytte og forstå hvad det gør ved os at opleve de her ting og respondere på folks fortællinger om deres oplevelser med accept og forståelse og ikke bare et ”hvorfor gjorde du ikke bare dit eller dat.”.

En fredag eftermiddag i maj havde jeg netop afleveret en eksamen om feministisk kunsthistorisk teori(oh the irony) to dage tidligt og besluttede mig for at komme ud af den mørke lejlighed og ud, nyde solen og fejre friheden. Jeg tog en taske med tæppe, pude, magasiner, snacks, akvareller og papir under armen og gik ned på Assistensen, som nærmest var min baghave dengang. Jeg bestemte mig for at jeg skulle finde et andet sted end min vanlige plads under det træ, jeg havde læst op til eksamen ved, og gik en god lang tur rundt på kirkegården for at finde den rette plads. Mens jeg gik rundt, kom en mand forbi mig trækkende på en cykel og uden andet end et par hvide shorts på.
Jeg blev ved med at gå rundt, til jeg fandt en plads på et hjørne mellem to stier nogle meter fra en studerende ung mand til højre og et ungt par nogle meter bag mig.
Tæppet blev lagt ud, magasinerne kom op af tasken og det skulle hygges og nydes min kortvarige frihed før næste eksamen. Umiddelbart efter jeg havde lagt mig på min plet, kom manden med de hvide shorts trækkende forbi med sin cykel igen og jeg tænkte at han sikkert også ledte efter den perfekte plads. Jeg læse videre i mit magasin, spiste mine oliven med mandler og nød solen. Min far ringede til mig og men jeg lå der på tæppet i solen, sludrede med ham og kiggede på de mange forbipasserende mennesker opdagede jeg at manden med de hvide shorts havde sat sig på en græsplet 10 meter foran mig mellem nogle buske og nogle gravsteder. Halvt gemt bag en busk. Jeg sludrede videre med min far og næste gang jeg kiggede op sad manden med shortsene og kløede sig godt og grundigt mellem benene. Jeg fnisede og snakkede videre i telefonen. Så lagde jeg på og læste videre i mit magasin. Næste gang jeg kiggede op kunne jeg se at manden tydeligvis ikke bare kløede sig mellem benene, men havde gang i at røre godt og grundigt ved sig selv. Jeg fandt det lidt morsomt og snappede et selfie til nogle veninder om at ”haha, der sidder en mand på Assistensen og onanerer”.

Men lige så stille blev det mindre og mindre morsomt. Manden rykkede sig længere og længere frem fra sit skjul bag busken. Hver gang jeg kiggede op blev det mere og mere grænseoverskridende. Mere og mere hud kom frem og han havde tydeligvis ikke underbukser på under sine tynde shorts. Efter lidt tid sad han åbenlyst, med hele underlivet udenfor shortsene og onanerede mens han kiggede på mig og jeg prøvede at kigge væk. Tænkte på hvilke våben jeg havde. Jeg havde min vandflaske. Hvordan skulle jeg kunne gøre noget med min vandflaske? Hvad kunne jeg kaste på ham? Mine oliven var i så lille et glas at de ikke alle sammen ville kunne komme ud på én gang, hvis jeg skulle kaste dem efter ham. Ville det være sikkert at gå hen til ham og råbe af mine lungers fulde kraft at han var en klam stodder? Hvad med dem omkring mig? Ham den studerende? Han var gået. Stierne var pludselig tomme for mennesker. Parret på tæppet bag mig var så langt væk at jeg ville skulle råbe efter dem. De ville sikkert også synes det var underligt at jeg kom rendende og råbte hjælp, der er en mand, der onanerer mens han kigger på mig. Hvordan skulle det være deres problem? Hjertet kom længere og længere op i halsen og jeg gav op. Jeg kunne ikke yde nogen anden modstand end at skynde mig væk. Jeg sked på at få mine ting i min taske, tog det hele i favnen, rejste mig og gik. Da jeg et kort sekund kiggede tilbage så jeg at manden med de hvide shorts havde taget sit tæppe og var på vej væk.

Det var døsstødet. Han havde valgt mig, udset sig mig til at være offeret, den person han ville krænke i dag, og som skulle bære den byrde og nu var jeg gået, så han gik også.
Jeg gik et andet sted hen på Assistensen. Satte mig mellem en masse børnefamilier mens jeg holdt øje med om han nu var i nærheden og bad min veninde ringe til mig. Hun ringede med det samme og jeg sad der med mine dameblade og akvareller mellem legende børnefamilier på en solskinsdag og tudede i telefonen. Jeg vidste ikke hvorfor. Hvorfor havde jeg ikke bare gjort noget? Det var jo ikke så slemt, var det? ”Marie, du er jo blevet seksuelt krænket, selvfølgelig er du ked af det. Det er en forbrydelse og du er forurettet” sagde min veninde. Dér faldt femøren. Nå ja. Jeg, som aldrig havde overvejet at andre mennesker kunne bestemme at jeg var et seksuelt objekt, bruge mig for deres egen fornøjelse og skide på at jeg også var en person. Og at de kunne krænke mig uden at røre mig fysisk.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Dagen efter var jeg sammen med en veninde, der sagde at nu skulle vi ikke snakke om det, fordi det gjorde mig i det dårligt humør. Og det er her det gik galt, hvad angår at bryde tabuet. For ja, at tale om ubehagelige ting er ikke rart, men hvis vi taler nok om det, bryder vi et tabu, der er mindst lige så ubehageligt og en byrde at bære rundt med sig oven i hatten på den oplevelse man har haft. Heldigvis fik jeg fortalt flere om oplevelsen. Sågar til et fancy mode-event, bestemte jeg mig for at det var værd at snakke om, hvilket gav lidt løftede øjenbryn, men samtidigt åbnede op for en samtale om emnet.

Jeg blev også spurgt hvorfor jeg ikke ringede til politiet. Det vidste jeg ikke man kunne, så det gjorde jeg ikke. Hvorfor skulle politiet bryde sig om at jeg skulle kigge på en mand onanere til mig på en kirkegård? Tjo, fordi det er en forbrydelse på straffelovens paragraf §232 omkring seksualforbrydelser og blufærdighedskrænkelse.

Nu har jeg fortalt min historie. Det er ret grænseoverskridende men det føles mindre ubehageligt en hvad der faktisk skete den maj-dag på Assistensen. Og jeg håber det giver dem af jer, der har haft en grænseoverskridende oplevelse med fx seksuel krænkelse mod på at prøve at bryde det her tabu sammen med mig og tro på at jeres følelser omkring de oplevelser I har haft er legitime. Selvom I ikke man ikke har været udsat for voldtægt eller er blevet slået ned eller noget andet voldsomt, så kan en oplevelse af mindre voldsom karakter også sætte nogle spor og krænke voldsomt.

Fortæl jeres venner, familie, folk i møder(jeg har sågar gjort det til en fest med glimmertema) om oplevelsen og hvad det gjorde ved jer, hvis I har modet til det. Snak med dem I har nærmest og som kan trøste jer, og hvis ikke I tør sige det til nogen I kender, kan I altid søge hjælp hos professionelle.
Vil du helst vil være anonym kan du ringe til Sexlinjen og Offerrådgivningen. I en del danske byer findes der også et sted, der hedder Headspace, som giver rådgivning til unge(både chat, telefonisk og ved at møde op hos dem), der har brug for nogen at snakke med – jeg har selv brugt det og det kan absolut anbefales, hvis du har brug for nogen at snakke med.

Lige her på falderebet vil jeg sige at NEMESIS BABE er absolut stadig en mode-modeblog, men samtidigt: hvis jeg har muligheden for at løfte noget, at hjælpe på en eller anden måde udover mode-inspirationsmæssigt, vil jeg tage mig friheden til at bruge bloggen til det – for hvis jeg ikke gør det, hvem skal så? Og hvis vi ikke er sammen om at tale om både de tunge og lette sager, hvem skal så gøre det?

SPEAK UP!

Eftersom der er sket en god portion ting over det seneste halve år, har jeg bestemt mig for at bakse en lille omgang indlæg sammen under titlen Livsstatus. Som i: hvordan står det så til nu?

Jo, i det her første indlæg lægger vi ud med noget, der har givet mig en hel del ro i livet, nemlig det faktum at jeg har fået mig en fast bolig. Det er så mega optur!
Efter at have flyttet 5 gange på to år(Østerbro, Gothersgade, Islands Brygge, Ydre Nørrebro og nu Indre Nørrebro) har jeg haft så meget brug for at have en base, hvor jeg ved at jeg ikke skal pakke alt mit lort ned igen om 4 måneder og så videre til et nyt hjem.

Jeg har jo ikke skrevet så forfærdeligt meget om min nye boligsituation siden jeg flyttede ind for snart to måneder siden. Jeg skal lige helt på plads først – nu har jeg jo ekstra tid til at finde de helt rigtige møbler til værelset og det tager altså tid. Blandt andet er de eneste stole jag har pt. en fra gangen i kollektivet og en jeg fandt i min baggård. Men en roomtour får I snart – og så når det kommer opdateringer på værelses-interiørfronten, så kommer der små-indlæg hen ad vejen.

Men ja, status på boligsituationen er som følger: Jeg er flyttet i kollektiv! Som I ægte kollektiv med fælles mad i køleskabet, fællesspisning 5 gange om ugen, en stue med et partyhjørne, diskokugle og pladespiller. Kæmpe(ej okay, men stort) køkken med lænestol og kompost og et badeværelse med mindst 9 planter og vaskemaskine.
Udover de fysiske ting som er alt, hvad jeg har drømt om, kom der naturligvis også fire skønne roomies med oven i hatten, og allesammen mega søde og inspirerende mennesker. To start-up-gutter, en arkitekt og en kommende yoga-lærer. Den største forskel der er på mig og mine nye roomies er alderen; jeg er babyen i lejligheden og så er de andre ellers mellem 5-11 år ældre end mig. Jeg er så mega glad for at de lod mig, som jeg tror var den yngste i ansøgnings-samtalepuljen, få værelset – var ellers ret sikker på at min alder kunne fælde mig, men nej!

Kunne I tænke jer et indlæg om hvordan det er at bo i kollektiv egentlig? Så sig endelig til!
I næste livsstatus-indlæg tager vi temperaturen på skole-situationen – hvordan det har været at gå i skole i Sverige, hvad jeg har lært og hvad der skal ske fremover?

DRESS: & OTHER STORIES, SHOES: VAGABOND

Nu er det blevet tid til noget, jeg teasede for dengang, jeg optog podcast med pigerne fra Fries before Guys. Det er ikke det med Tinder – det må komme på et andet tidspunkt, for først skal vi lige igennem et andet, men ret så relateret emne!

Farveladefabrikken

Det er noget, som jeg har været meget bevidst om en ret stor del af mit liv, hvis ikke hele livet. Da jeg var barn, måtte jeg ikke klæde mig selv på, da min mor synes jeg så kom til at ligne en farveladefabrik, som hun kaldte det. Og det er her bevidstheden omkring netop det her emne opstår. Det med at klæde sig tosset eller farverigt eller bare en smule anderledes end alle de andre.

Det er nemlig noget, der altid har været en kæmpe glæde for mig – både at kigge på tøj, men også det med at klæde mig ud. Det er så mega sjovt og da jeg endelig fik lov til at klæde mig selv på blev jeg igen en omvandrende farveladefabrik(efter en kortere emo-periode, men den snakke vi ikke om). Det fede ved det her er, at jeg selv synes det er helt fantastisk at have stærke farver på. I ved, der hvor man virkelig føler sig som sig selv, helt tilpas og glad i hvordan man ser ud. Det med at kigge ned af sig selv og blive helt glad af at se på de farver og det tøj man har taget på. Det er en del af det, jeg skulle kalde essensen af mig selv. Når jeg prøver at efterligne hvordan mindre farverige og tossede folk klæder sig, bliver jeg altid selv lidt underligt til mode.

Det med at hoppe i noget der er gråt eller i ”bare” at have en neutral bluse, jeans og et par sneaks på. Pyha, jeg bliver helt nervøs bare ved tanken. Grå og sort. Pyh for en tanke.

Da jeg var sammen med min seneste kæreste, som synes jeg så godt ud i sort og mindre spraglet tøj, forsøgte jeg mig en enkelt gang med at køre all black. Jeg havde det som om jeg havde klædt mig ud som en helt anden. Og lidt som om jeg skulle til begravese. Det funkede simpelthen ikke! (hvad man ikke gør for kærligheden – men det snakker vi mere om længere nede i indlægget)

begravelses-outfittet – JUMPER: ASHISH, JEANS: ASOS

Jeg prøver tit at forklare folk, hvad det gør ved mig at ikke klæde mig som en farveladefabrik, for jeg har prøvet det et par gange, hvilket var super underligt. Min forklaringsmodel lyder således(vi skal huske at vi taler til nogen, for hvem det, at have farver på er helt uforståeligt): Forestil dig at du går ned af gaden i udelukkende pink tøj. Pink sko, pink nederdel og en pink sweater. Og forestil dig så hvordan du føler at alle kigger underligt på dig. Og hvordan du føler at du ligner en helt anden person end hvem du er. Som om du lyver lidt for hele omverden. Sådan er neutralt tøj for mig.
Det er egentlig lidt sjovt, at man skal forklare sig omkring hvorfor man går klædt som man gør, når man har farver og mønstre på. Der er jo sjældent nogen der spørger folk i jeans og sneaks hvorfor de tager det på, eller hvordan det egentlig er.

Ups & Downs

Det er lidt derfor jeg skriver det her indlæg. For det der med at klæde sig ”anderledes” synes jeg helt klart jeg har mærket har gjort noget ved hvordan jeg bliver opfattet – både positivt og negativt.
JUMPER: WEEKDAY, JEANS: MONKI, BAG: MARIMEKKO, SCARF: SECOND HAND

På den positive side finder vi punkter som komplimenter og beundring. Hammerfedt! Fordi det ikke er alle der kan forstå hvordan det er så legende let for mig at smække pink jeans og en pink sweater på uden at tænke videre over det, er der mange der ser det som et modigt træk, som de beundrer. Det er en enormt lækker følelse, fordi man selv ikke tænker så meget over det med modet, men bare er på den måde, hvilket tilsyneladende så er beundringsværdigt. Optur!

Og den der ”hvor bliver man bare glad af at se på dit tøj, Marie” er helt sikkert også noget af det bedste, der kommer med!

På den negative side kommer der nogle ting, som nemt kan frustrere mig lidt. For når man klæder sig på en måde, så andre bliver glade, klæder man sig tilsyneladende også på en måde, hvor folk ikke synes man er specielt seriøs eller voksen – indtil man åbner munden og siger noget sejt, that is. Men jeg synes det er så ærgerligt at man lidt skal sørge lidt ekstra for at gøre op for det faktum at man kun har taget gult på den dag, end dem der kommer i sort skal. Det er ikke altid det sker, naturligvis, men det er dog hændt at jeg har følt at det, der gør mig mig, mit visuelle udtryk som fylder enormt meget for mit selvværd og min selvopfattelse, spænder ben for mig, fordi det ikke virker lige så voksent som andres smarte tøj.

TOP: MONKI, SKIRT: SECOND HAND

Pippi og professionalismen

Er det egentlig bare en forudsætning, man må lære at leve med, det med at hvis man vil tages seriøst, så må man klæde sig i mørke farver og uden for meget spragl? Eller er det værd at forsøge sig med at kæmpe en lille kamp for de farverige? Jeg har selv tænkt meget over om jeg skulle konformere når jeg har skullet til møder. Med bloggen, har jeg ikke gjort det – potentielle kunder hyrer jo en på baggrund af ens visuelle udtryk med bloggen – men for eksempel skal jeg muligvis være konsulent for et brand, som ikke bruger mig på grund af bloggen. Er det et møde med gult tøj eller er det et med sort? Skal man bare køre fuld Pippi og stå fast på pink hår og gule skørter og så lige bruge den ekstra bid energi til at overbevise folk om éns professionalisme?
Jeg har haft lange samtaler med min søster, som arbejder på kontor-kontor, I ved, mænd i blazere, om hvorvidt hun kunne komme på arbejde i en printet oversize skjorte. Det er jo hendes stil. I ugerne op til hun begyndte på jobbet, brugte vi en del tid på at finde ud af hvad arbejdsgarderobe var og hvor meget hun måtte ændre i sin egen stil for at passe ind på arbejdspladsen.

Måske er det bare mig, der er sippet, men er det ikke lidt trist, at man ikke må klæde sig som sig selv i hverdagen?

Jeg bliver lidt forarget nogle gange, når jeg hører om de her kontor-jobs med indbygget skjorte og slips for at man skulle kunne tage folk seriøst på jobbet. Så man ikke skal tage stilling til dem som individ, som person, når man sidder til et møde. Er det så inkarneret, at man ikke kan give folk den frihed at klæde sig som de vil uden at føle at det er uprofessionelt? Eller er det bare mig, der formodentlig aldrig bevæger mig ud af de kreative brancher og derfor ikke har nogen forudsætning for at forstå kontor-uniforms-konventionen?

EARRINGS: LINE ROSSAU, TOP: SECOND HAND, JEANS: DR. DENIM

Det med kærligheden

Går vi lidt videre i teksten, kommer jo også det med kærligheden, som også er noget, jeg har funderet meget over i forbindelse med min beklædning. Eller kærligheden og kærligheden. Dating måske mere. For når jeg ved hvordan folk kan opfatte en som en useriøs type med lyserødt hår og gule skørter, så tvivler jeg nogen gange også lidt på det med… I ved… Ligner jeg en nogen har lyst til at kysse på og holde i hånd mens man går ned af Nørrebrogade, eller er jeg bare for fjollet? Det er et emne, jeg ikke har taget op så meget her på bloggen før, men som egentlig har fyldt meget. Når jeg går til fest, for eksempel, så klæder jeg mig tit i mindre spraglede ting, fordi man kunne tænke at de der drenge hellere bare ville have en lækker tøs med stramt, sort tøj, end en gakket én med alle regnbuens farver på på en gang. Hm.. Måske er det en tosset tanke, men der er jo en grund til at jeg tænker den – der findes jo konventioner om hvordan man ser lækker og “almindelig” ud og jeg er ikke altid lige god til at være fuldstændigt ligeglad med dem. Underligt nok. Det skulle man egentlig tro, ikke? .
Da jeg farvede mit hår pink for en måned siden, var jeg for eksempel helt oppe at køre over den nye hårfarve, men da jeg, to dage efter, skulle på bodega med en veninde slog det mig: kan man overhovedet score med pink hår, egentlig? Det kan man nok godt. Men hvor vildt er det at man kan have alle de her overvejelser omkring ens største komfortzone, det farverige tøj og visuelle udtryk, så snart man vil imponere nogen? Og er det egentlig bare mig og min hjerne der måske er lidt for reflekteret i forhold til min egen eksistens?

Har nogle af jer har samme tanker? Eller har I oplevet at tænke på en speciel måde om nogen på grund af deres tøj? Hvad synes I om det hele? Og kan I score med pink hår(eller blåt)?

P.S.: Forresten, så går jeg snart så vidt som at følge op på datinglivet her på bloggen – dog, som det hør og bør sig for en ægte fashionblogger: i outfit-øjemed, naturligvis! Stay tuned!

Ej, hvor har jeg kriller i maven i dag.

Endelig kom det, det der podcast-afsnit jeg har lavet sammen med Fries Before Guys-pigerne, som jeg totalt beundrer og nu også har lært lidt at kende. De er simpelthen så seje og det har været rigtig spændende at snakke med omkring noget, jeg ved en god portion om – nemlig blogging, influencere og det ansvar der følger med ved at tjene penge på at lægge sit liv ud på nettet og de sociale medier.

Ej, hvor er jeg spændt. Jeg har hørt afsnittet igennem et par gange, før det kommer ud til jer for lige at vænne mig til at høre på mig selv og hvad det var vi egentlig fik snakket igennem. Snakken går blandt andet om planter på Instagram, hvad der har værdi for én selv og andre at lægge op på sociale medier, hvornår man skal tage et ansvar, hvilket ansvar man skal tage og hvor langt man skal gå for at være en ansvarlig blogger, bashing af bloggere, skinny-shaming, følelsen man får når man connecter med sine følgere, rummelighed + jeg teaser for nogle idéer jeg har til indlæg, som jeg nu bliver nødt til at få lavet snart!

Nogle af de emner vi snakker om i afsnittet går vi i gennem ret hurtigt, så der er stadig en hel masse ting at sige til mange af de problemstillinger vi tager op. Afsnittet er absolut ikke udtømmende, men jeg synes det giver en hel del at tænke over – både som bloglæser og som blogger.

I må enormt gerne smide mig en kommentar eller to når I har hørt afsnittet! Både hvis der er ting, I gerne vil have et mere uddybende blogindlæg om, hvis I har kommentarer til hele snakken eller bare hvis I synes det er fedt!

HØR AFSNITTET MED FRIES BEFORE GUYS HER!