personal

Fujifilm Instax-kameraet som jeg fotograferer med til serien er udlånt til mig af Instax Danmark på mit eget initiativ

Så er jeg ægte begyndt på sommerferien efter den der uges post Roskilde-sygdom og en del af sommerens indlæg kommer til at være en lille ugentlig, visuel update på hvad der foregår. Jeg spenderer sommeren hjemme i København, fordi jeg jo er blevet produktionsmanager på Nicholas Nybros SS18 show som vi afholder d. 9 august.

Så som en lille “behind the scenes” og mere hyggelig visuel dagbog end insta kører jeg de her ugentlige instax-indlæg fordi jeg – som jeg også nævnte i Roskilde-indlægget – bare synes det er en mere stemningsfuld måde at fotografere og vise ting frem på. Ps. det grynede på billederne er bare mig, der har glemt at tørre min støvede scanner af. Flot, Marie.

Så lad os se hvad ugen har budt på! 

Jeg startede ugen/afsluttede sidste uge med en tur til Byhaven for at lytte på lidt swing med to veninder. Jeg arbejder stadig med at finde ud af hvordan jeg fortæller Instax’et at det ikke skal blitze hver gang. I ved, så billederne kommer til at se sådan her ud og som det øverste billede(der egentlig blev ret artsy, hva’?).

Mandag startede med et møde med Nicholas for at lave en status quo og planlægge hvordan vi skulle gå frem herfra. Det viste sig at der var umådeligt meget styr på tingene og al den tid jeg havde tænkt jeg skulle bruge på showet blev minimeret på grund af at den sværeste ting i planlægningen havde flasket sig over weekenden.

Tirsdag stod den på skydning af pressebilleder af kollektionen på vores show-location, Kongernes Lapidarium. Der var virkelig smukt og stemningsfyldt og jeg fik heldigvis set noget af kollektionen, som var helt vildt spændende og flot. Glæd jer!

Efter et møde med dem, vi skal caste showets modeller igennem og en efterfølgende kop kaffe og videre planlægning med Nicholas i Absalon drog jeg til Søndermarken for at nyde vejret. 2 timer blev spenderet i hunde-delen af parken hvor jeg lyttede på podcast, tog selfies og hilste på fremmede hunde. 

Generelt har den her uge stået ret meget på afslapning hjemme i kollektivet. Jeg troede jeg ville få meget mere travlt, men et gjorde jeg ikke, så der blev tid til både Tour de France i stuen, film flere aftener med mine roomies, oprydning og i går, en tur til Amager Strandpark, hvor jeg desværre glemte at tage mit Instax med.

Hvad bruger I sommerferien på?

Tænk sig lige at jeg kalder det her indlæg noget med “karriere”. Jeg forestiller mig stadig at jeg ikke er i nogen karriere-mæssig situation og ung og vild og sådan noget… Men faktum er at jeg jo har haft gang i en karriere i nogle år efter hånden. Og nu er jeg endnu en gang kommet i tvivl om hvor den skal bære mig hen. Eller hvor jeg skal bære den hen, den karriere. Så derfor kommer i dags “Livsstatus” til at handle om karriere og de nye tanker jeg er begyndt at gøre om netop det emne.

For nu skal I høre: jeg har nok tidligere nævnt her på bloggen at jeg drømmer om at blive art director eller AD, forkortet. Det gør jeg også. Det var derfor jeg søgte ind på min uddannelse og derfor jeg også faktisk rigtig gerne vil færdiggøre den, så jeg kan kalde mig BA i arts & visual communication og praktisk talt uddannet AD. Sagen er bare den at jeg, gennem mine projekter i skolen og de projekter jeg har lavet ved siden af både skole og blog, har fundet ud af at jeg også er god til noget andet. Og det er lækkert, men det betyder jo også at jeg måske burde overveje at pege min karriere i en anden retning end hvad jeg oprindeligt havde tænkt.

Selvom det er fedt at være god til mange ting, har opdagelsen gjort mig lidt frustreret. Jeg tror måske nogle af jer kan genkende jer selv i problemet: Nu havde jeg jo lige bestemt mig for hvad jeg skulle. Endelig efter årevis af undren over hvilken hylde jeg skulle vælge at stå på i livet, har jeg fundet den rette hylde og gået i den retning. Og svup! Så finder man ud af at man måske skal noget andet. For helvede osse!

Det er på sin vis et luksusproblem, men samtidigt en mini identitets-krise-ting, for så skal man jo til at finde ud af hvordan man nu skal definere sig selv og den fremtid man troede man stilede imod. Men måske har jeg længe vidst at jeg nok var på vej i den retning alligevel – sådan er det når man godt kan lide mange forskellige ting og har en beskæftigelse, der kræver at man kan jonglere på semi-prof niveau med ret mange bolde i forskellige farver.

Men nu har jeg tænkt mig at afsøge den her nye bold at jonglere med, en ny hylde at prøve af.

Igennem mine projekter i skolen og eksempelvis Goya-videoen her og hele projektet omkring video-produktion har jeg fundet ud af, at selvom jeg er dygtig til det kreative, er jeg også god til at få tingene til at gå op i en højere enhed. At holde styr på det hele. Det er måske derfor jeg har villet være AD i stedet for eksempelvis stylist eller set designer – for så har man ligesom overblikket. Men jeg er begyndt ikke at kunne lægge fra mig ansvaret for hele produktionen af de ting vi fx laver i skolen og være tovholder for det hele, fortælle folk hvad vi skal gøre og lægge skema for produktionen.

Så nu skal jeg teste det af – det med at være producer eller produktionsmanager, eller hvad man nu kalder det. Det er lidt skræmmende, fordi jeg på en måde synes der er mere prestige(åh konkurrencesamfund altså) i at have et kreativt job end et koordinator-job. Jeg er bare røvgod til at koordinere. Så nu tester vi det. Mon ikke man kan få kreativitet med ind over produktion?

Sagen er i hvert fald den, at jeg har sat min sommerferie af til at teste mit produktionstalent og skrev derfor for en måned siden til Nicholas Nybro om han manglede en producer på sit show under modeugen i August. Det gjorde han og jeg har fået en sommer-praktikstilling, hvor jeg og Nicholas som udgangspunkt er produktionsholdet på SS18 showet. Hvad det praktisk talt betyder er, at det er mit ansvar at få showet til at ske. Kan man sige. Altså udover at lave tøjet.  Jeg sørger for casting, location er på plads, fikser alle de praktiske foranstaltninger omkring showet og sørger for at de rigtige folk kommer ind på de rigtige tidspunkter. Planlægger og koordinerer, helt enkelt.

Nicholas og jeg havde vores første møde omkring produktionen i sidste uge og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang. Det bliver så sjovt og af nogen grund – selvom jeg aldrig har prøvet den her proces – tror jeg på at jeg kan finde ud af det hele og er god til det. Jeg tror ikke der kan opstå noget problem, der ikke kan løses.

For at citere Pippi: det har jeg aldrig prøvet, så det kan jeg godt finde ud af.

 

Gud det bliver spændende! 

Derefter får vi at se hvor karrieren går hen – om jeg skal fokusere på produktionsdelen ifht fremtidige opgaver i skolen og ved siden af skolen for den sags skyldeller om jeg hellere vil sidde med mere kreative ansvar. Og hvis jeg ikke kan vælge, kan man vel også bare stå på flere hylder. Kan man ikke bare vælge en reol i stedet for én ret hylde her i livet? 

Hvordan står det til hos jer? Har I fundet den rigtige hylde, eller leder I stadig, eller vil I også bare gerne have en hel reol?
Og har nogle af jer også oplevet det med at pludselig være i tvivl og hoppet frem og tilbage mellem forskellige karriere-veje? Og bør man overhovedet vælge én vej?

Tænk sig lige at for præcis 7år siden i dag sad jeg lidt uden for Aalborg og kedede mig så meget, at jeg bestemte mig for at oprette en blog. Bloggen Life Outside of Town blev født d. 22 juni 2010 og ikke længe efter skiftede den navn til NEMESIS BABE. Og her sidder vi så. Og det skal fejres! BOOM!

Og som vi alle jo ved, ville det ikke være muligt at have så overdrevet nice en blog, hvis ikke det var for jer derude på den anden side af skærmen, som sluprer i jer alt jeg smækker op på world wide web. Og som en tak skal I have del i nogle af de goder, jeg nyder godt af på grund af bloggen. Som for eksempel nogle lækre t-shirt som jeg fik af Munthe i går, da jeg luftede det faktum at bloggen havde fødselsdag. Dem skal I ha’! Og for at gøre det endnu bedre skal I dele dem med en i holder af.

For at vinde de to lækre tees i str 38 fra Munthes festival-kollektion, kan man deltage i denne giveaway ved at gøre følgende:

1. Følge NEMESIS, BABE på instagram(duh, det gør I jo allerede)
2. Skrive en kommentar til dette indlæg med: 
   1. Navnet på jeres instaprofil
   2. Hvor længe I har fulgt bloggen(bare fordi jeg er nysgerrig)
   3. Hvem I vil dele præmien med og hvorfor det netop er den person.
3. For at forøge chancerne skal I være velkomne til at dele konkurrencen med jeres favorit-person, for så er der jo dobbelt chance for at netop I to vinder.

Man kan deltage indtil d. 29/6 og jeg trækker en vinder, når jeg er kommet hjem fra Roskilde festival d 2/7! 

I dag er det tid til at tale om et emne, jeg har funderet længe på om jeg skulle tage op på bloggen eller ej. Jeg har haft vendt det med venner og har haft svært ved at finde ud af hvordan jeg skulle få det til at passe ind på bloggen, om det var noget jeg skulle snakke om offentligt eller noget jeg hellere skulle holde for mig selv.

Men forleden dag sad jeg i toget på vej hjem til mine forældres hus i Aalborg med en t-shirt på, hvor der er broderet en lille fin kvinde og under hende står der ”SPEAK UP!”. Og som jeg tidligere har nævnt i dette indlæg om kropspositivisme, kom jeg til at tænke på den mulighed jeg har og den magt i form at bloggen som mit medie om at tale om emner, som kan hjælpe andre. Give andre et frirum til at tale om deres oplevelser eller spejle sig i mine og se at de ikke er alene.
Og denne gang bliver det et af de tungere emner, nemlig seksuel krænkelse. Så nu er det tid til at jeg ”speaker up” igen, for jeg tvivler ikke én gang på at jeg er den eneste der har oplevet det. Da jeg skrev til en veninde for at vende med hende hvordan jeg skulle gribe indlægget an, fandt jeg ud af at hun også engang var blevet seksuelt krænket og ikke havde sagt det til nogen.

Hele den her snak tager udgangspunkt i en oplevelse, jeg havde på Assistens Kirkegården for præcis et år og en måned siden og der er en hel masse usikkerheder og sårbarheder forbundet med at snakke om den oplevelse. Mest af alt, fordi jeg er bange for at folk vil sige ting som ”hvorfor gjorde du ikke noget?” ”hvorfor sagde du ikke noget?” ”hvorfor ringede du ikke til politiet?” ”hvorfor gik du ikke bare?”. For mange af svarene på de spørgsmål er at det ved jeg ikke. Og jeg frygter at blive stemplet som en pivskid for ”det er da ikke så slemt, du blev jo ikke voldtaget” og jeg ”kunne da bare have gået eller kigget væk”.

Og med en klump i halsen for at skulle genkalde den oplevelse og fortælle den for jer, kommer her mit forsøg på at bryde tabuet omkring seksuelle krænkelser og den skam og ydmygelse, det bringer med sig. For hvordan skulle nogen bare kunne sige noget i en sådan situation, hvis ikke vi bryder det tabu? Vi bliver nødt til at tale højt om det, der gør os sårbare, for at vi selv kan handle stærkt i de situationer, hvor vi føler os krænkede. Og vi bliver nødt til at lytte og forstå hvad det gør ved os at opleve de her ting og respondere på folks fortællinger om deres oplevelser med accept og forståelse og ikke bare et ”hvorfor gjorde du ikke bare dit eller dat.”.

En fredag eftermiddag i maj havde jeg netop afleveret en eksamen om feministisk kunsthistorisk teori(oh the irony) to dage tidligt og besluttede mig for at komme ud af den mørke lejlighed og ud, nyde solen og fejre friheden. Jeg tog en taske med tæppe, pude, magasiner, snacks, akvareller og papir under armen og gik ned på Assistensen, som nærmest var min baghave dengang. Jeg bestemte mig for at jeg skulle finde et andet sted end min vanlige plads under det træ, jeg havde læst op til eksamen ved, og gik en god lang tur rundt på kirkegården for at finde den rette plads. Mens jeg gik rundt, kom en mand forbi mig trækkende på en cykel og uden andet end et par hvide shorts på.
Jeg blev ved med at gå rundt, til jeg fandt en plads på et hjørne mellem to stier nogle meter fra en studerende ung mand til højre og et ungt par nogle meter bag mig.
Tæppet blev lagt ud, magasinerne kom op af tasken og det skulle hygges og nydes min kortvarige frihed før næste eksamen. Umiddelbart efter jeg havde lagt mig på min plet, kom manden med de hvide shorts trækkende forbi med sin cykel igen og jeg tænkte at han sikkert også ledte efter den perfekte plads. Jeg læse videre i mit magasin, spiste mine oliven med mandler og nød solen. Min far ringede til mig og men jeg lå der på tæppet i solen, sludrede med ham og kiggede på de mange forbipasserende mennesker opdagede jeg at manden med de hvide shorts havde sat sig på en græsplet 10 meter foran mig mellem nogle buske og nogle gravsteder. Halvt gemt bag en busk. Jeg sludrede videre med min far og næste gang jeg kiggede op sad manden med shortsene og kløede sig godt og grundigt mellem benene. Jeg fnisede og snakkede videre i telefonen. Så lagde jeg på og læste videre i mit magasin. Næste gang jeg kiggede op kunne jeg se at manden tydeligvis ikke bare kløede sig mellem benene, men havde gang i at røre godt og grundigt ved sig selv. Jeg fandt det lidt morsomt og snappede et selfie til nogle veninder om at ”haha, der sidder en mand på Assistensen og onanerer”.

Men lige så stille blev det mindre og mindre morsomt. Manden rykkede sig længere og længere frem fra sit skjul bag busken. Hver gang jeg kiggede op blev det mere og mere grænseoverskridende. Mere og mere hud kom frem og han havde tydeligvis ikke underbukser på under sine tynde shorts. Efter lidt tid sad han åbenlyst, med hele underlivet udenfor shortsene og onanerede mens han kiggede på mig og jeg prøvede at kigge væk. Tænkte på hvilke våben jeg havde. Jeg havde min vandflaske. Hvordan skulle jeg kunne gøre noget med min vandflaske? Hvad kunne jeg kaste på ham? Mine oliven var i så lille et glas at de ikke alle sammen ville kunne komme ud på én gang, hvis jeg skulle kaste dem efter ham. Ville det være sikkert at gå hen til ham og råbe af mine lungers fulde kraft at han var en klam stodder? Hvad med dem omkring mig? Ham den studerende? Han var gået. Stierne var pludselig tomme for mennesker. Parret på tæppet bag mig var så langt væk at jeg ville skulle råbe efter dem. De ville sikkert også synes det var underligt at jeg kom rendende og råbte hjælp, der er en mand, der onanerer mens han kigger på mig. Hvordan skulle det være deres problem? Hjertet kom længere og længere op i halsen og jeg gav op. Jeg kunne ikke yde nogen anden modstand end at skynde mig væk. Jeg sked på at få mine ting i min taske, tog det hele i favnen, rejste mig og gik. Da jeg et kort sekund kiggede tilbage så jeg at manden med de hvide shorts havde taget sit tæppe og var på vej væk.

Det var døsstødet. Han havde valgt mig, udset sig mig til at være offeret, den person han ville krænke i dag, og som skulle bære den byrde og nu var jeg gået, så han gik også.
Jeg gik et andet sted hen på Assistensen. Satte mig mellem en masse børnefamilier mens jeg holdt øje med om han nu var i nærheden og bad min veninde ringe til mig. Hun ringede med det samme og jeg sad der med mine dameblade og akvareller mellem legende børnefamilier på en solskinsdag og tudede i telefonen. Jeg vidste ikke hvorfor. Hvorfor havde jeg ikke bare gjort noget? Det var jo ikke så slemt, var det? ”Marie, du er jo blevet seksuelt krænket, selvfølgelig er du ked af det. Det er en forbrydelse og du er forurettet” sagde min veninde. Dér faldt femøren. Nå ja. Jeg, som aldrig havde overvejet at andre mennesker kunne bestemme at jeg var et seksuelt objekt, bruge mig for deres egen fornøjelse og skide på at jeg også var en person. Og at de kunne krænke mig uden at røre mig fysisk.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Dagen efter var jeg sammen med en veninde, der sagde at nu skulle vi ikke snakke om det, fordi det gjorde mig i det dårligt humør. Og det er her det gik galt, hvad angår at bryde tabuet. For ja, at tale om ubehagelige ting er ikke rart, men hvis vi taler nok om det, bryder vi et tabu, der er mindst lige så ubehageligt og en byrde at bære rundt med sig oven i hatten på den oplevelse man har haft. Heldigvis fik jeg fortalt flere om oplevelsen. Sågar til et fancy mode-event, bestemte jeg mig for at det var værd at snakke om, hvilket gav lidt løftede øjenbryn, men samtidigt åbnede op for en samtale om emnet.

Jeg blev også spurgt hvorfor jeg ikke ringede til politiet. Det vidste jeg ikke man kunne, så det gjorde jeg ikke. Hvorfor skulle politiet bryde sig om at jeg skulle kigge på en mand onanere til mig på en kirkegård? Tjo, fordi det er en forbrydelse på straffelovens paragraf §232 omkring seksualforbrydelser og blufærdighedskrænkelse.

Nu har jeg fortalt min historie. Det er ret grænseoverskridende men det føles mindre ubehageligt en hvad der faktisk skete den maj-dag på Assistensen. Og jeg håber det giver dem af jer, der har haft en grænseoverskridende oplevelse med fx seksuel krænkelse mod på at prøve at bryde det her tabu sammen med mig og tro på at jeres følelser omkring de oplevelser I har haft er legitime. Selvom I ikke man ikke har været udsat for voldtægt eller er blevet slået ned eller noget andet voldsomt, så kan en oplevelse af mindre voldsom karakter også sætte nogle spor og krænke voldsomt.

Fortæl jeres venner, familie, folk i møder(jeg har sågar gjort det til en fest med glimmertema) om oplevelsen og hvad det gjorde ved jer, hvis I har modet til det. Snak med dem I har nærmest og som kan trøste jer, og hvis ikke I tør sige det til nogen I kender, kan I altid søge hjælp hos professionelle.
Vil du helst vil være anonym kan du ringe til Sexlinjen og Offerrådgivningen. I en del danske byer findes der også et sted, der hedder Headspace, som giver rådgivning til unge(både chat, telefonisk og ved at møde op hos dem), der har brug for nogen at snakke med – jeg har selv brugt det og det kan absolut anbefales, hvis du har brug for nogen at snakke med.

Lige her på falderebet vil jeg sige at NEMESIS BABE er absolut stadig en mode-modeblog, men samtidigt: hvis jeg har muligheden for at løfte noget, at hjælpe på en eller anden måde udover mode-inspirationsmæssigt, vil jeg tage mig friheden til at bruge bloggen til det – for hvis jeg ikke gør det, hvem skal så? Og hvis vi ikke er sammen om at tale om både de tunge og lette sager, hvem skal så gøre det?

SPEAK UP!

Eftersom der er sket en god portion ting over det seneste halve år, har jeg bestemt mig for at bakse en lille omgang indlæg sammen under titlen Livsstatus. Som i: hvordan står det så til nu?

Jo, i det her første indlæg lægger vi ud med noget, der har givet mig en hel del ro i livet, nemlig det faktum at jeg har fået mig en fast bolig. Det er så mega optur!
Efter at have flyttet 5 gange på to år(Østerbro, Gothersgade, Islands Brygge, Ydre Nørrebro og nu Indre Nørrebro) har jeg haft så meget brug for at have en base, hvor jeg ved at jeg ikke skal pakke alt mit lort ned igen om 4 måneder og så videre til et nyt hjem.

Jeg har jo ikke skrevet så forfærdeligt meget om min nye boligsituation siden jeg flyttede ind for snart to måneder siden. Jeg skal lige helt på plads først – nu har jeg jo ekstra tid til at finde de helt rigtige møbler til værelset og det tager altså tid. Blandt andet er de eneste stole jag har pt. en fra gangen i kollektivet og en jeg fandt i min baggård. Men en roomtour får I snart – og så når det kommer opdateringer på værelses-interiørfronten, så kommer der små-indlæg hen ad vejen.

Men ja, status på boligsituationen er som følger: Jeg er flyttet i kollektiv! Som I ægte kollektiv med fælles mad i køleskabet, fællesspisning 5 gange om ugen, en stue med et partyhjørne, diskokugle og pladespiller. Kæmpe(ej okay, men stort) køkken med lænestol og kompost og et badeværelse med mindst 9 planter og vaskemaskine.
Udover de fysiske ting som er alt, hvad jeg har drømt om, kom der naturligvis også fire skønne roomies med oven i hatten, og allesammen mega søde og inspirerende mennesker. To start-up-gutter, en arkitekt og en kommende yoga-lærer. Den største forskel der er på mig og mine nye roomies er alderen; jeg er babyen i lejligheden og så er de andre ellers mellem 5-11 år ældre end mig. Jeg er så mega glad for at de lod mig, som jeg tror var den yngste i ansøgnings-samtalepuljen, få værelset – var ellers ret sikker på at min alder kunne fælde mig, men nej!

Kunne I tænke jer et indlæg om hvordan det er at bo i kollektiv egentlig? Så sig endelig til!
I næste livsstatus-indlæg tager vi temperaturen på skole-situationen – hvordan det har været at gå i skole i Sverige, hvad jeg har lært og hvad der skal ske fremover?