CREATIVE MINDS #2: Line Rossau Jewellery

This post is only available in Danish. Want it translated? 

 

Hvem er du? 

Line Rossau, 26 år, København. Jeg arbejder i mit firma Line Rossau Jewellery.

 

Hvordan begyndte du med at arbejde kreativt?

Jeg har altid tænkt og været meget kreativ. Og det med at lave smykker det passede mig bare utroligt godt, for jeg er ikke typen som er til at tage en tube maling og smøre ud over det hele. Men jeg er total draget at den æstetik og det fine håndværk, som ligger i at fremstille et smykke.

Og hvorfor begyndte du? 

Jeg begyndte at lave smykker, fordi at jeg fandt at det var den helt rette hylde, Jeg var slet ikke i tvivl. Engang for mange år siden, gik jeg forbi en guldsmed, og så hvordan at der sad en dame med den der loddepistol med ild i og jeg var helt betaget. Siden dengang har jeg ikke kunnet få det håndværk ud af hovedet.

Jeg har lavet smykker siden starten af 2013 og arbejdet hos forskellige danske guldsmede, som Marianne Weiss og Rikke Gransøe. Jeg har også været i lære som guldsmed, men færdiggjorde ikke uddannelsen, da jeg følte at jeg ville få mere ud af at gå min egen vej. Line Rossau Jewellery er ganske nystartet i den form det er i i dag. Det blev egentlig til fordi at jeg følte at det kriblede så meget i mig hver gang jeg var på min læreplads, og jeg kunne bare se hvordan jeg ville gøre alt så meget anderledes end min mester. Jeg lærte meget af at være i lære, især hvordan jeg ikke ville gøre tingene. Det var egentlig rigtig meget lige det som var mit drive i forhold til at skabe mit eget firma.

 

Hvilket medie arbejder du mest i? 

Jeg laver smykker i ædle metaller. Dog elsker jeg at kombinere farver og nye materialer med de traditionelle guldsmede teknikker, for at få et anderledes udtryk, men stadig en følelse af at det er kvalitet og et “rigtigt smykke”, som man går med. Jeg har lige nu kun mine bead-øreringe i mit sortiment, men der er meget snart en ny kollektion ude. Den glæder jeg mig meget til at vise.

Hvad er det særlige ved at arbejde i det medie? 

Det fedeste ved at arbejde med ædle metaller som guld og sølv, det er, at jeg kan sidde med en lille klump, og den kan jeg forme til lige det jeg vil. Jeg kan hamre, banke, varme og bøje det lige i den form som jeg ønsker. Og det mest fantastiske er også at man så kan få det til at skinne, selvom det har været helt rødglødende og sort efter at være blevet varmet op. For mig er det en fantastisk proces at starte med et stykke eller en klump eller en teen, som vi kalder det, også ende ud med et smykke. det er virkelig en belønning at det man står med i hænderne til sidst skinner, er værdifuldt og smukt. Og det at vide at det er et smykke som en anden skal bære og gå med, det gør mig glad.

 

Hvad inspirerer dig, når du laver kreative projekter?

Jeg inspireres rigtig meget af hverdagen. Bare det at cykle til og fra arbejde kan inspirere mig, eller når jeg går tur med min hund. Nogle gange kan jeg falde over en form eller en farvekombination, som jeg synes er helt vildt fed. Så tager jeg altid et billede af den med min telefon, for så kan jeg altid gå tilbage og kigge på det. Men hverdagen og de indtryk jeg får derfra er oftest bare første del af processen for mig, når jeg får en idé, som jeg ved at jeg vil bygge videre på, så begynder jeg at tegne. Jeg har altid en tegneblok med i min taske. Fra tegning, så går jeg hurtigt videre til at begynde at lave smykkerne i de materialer, som jeg arbejder bedst i. Nemlig sølv og guld.

Hvad drømmer du om at kunne komme til at lave med din kunst? 

Jeg drømmer om at lave flere smykker. Dansk producerede smykker i god kvalitet. Alt er gået meget hurtigt, og jeg har jo kun mine bead-øreringe i sortiment lige nu. Men jeg er i gang med en rigtig spændende og ny kollektion, som vil være klar henover sommeren. Derudover drømmer jeg om at få mine smykker til udenlandske butikker.

 

Hvilke andre kreative synes du er mest spændende lige nu?

Jeg har lige været en tur på Louisiana og se Tal R’s udstilling. Den var spændende.

 

Kan man købe din kunst?
Ja, på min hjemmeside: www.linerossau.com, og hos Nørgaard på Strøget, Støy i Århus, Strøm på Strandvejen, Dr. Adams i Odense, Veras på Nørre Voldgade og Bundgaards i Silkeborg.

Følg Line på Instagram her! 

line rossau

Læs mit andet indlæg i serien Creative Minds med Helga Askehave HER