Maries ferie fun facts

CPH lufthavn-1 Nu rejser jeg jo en hel del, og efter at have været på ægte ferie denne sommer, gik det op for mig, hvor mange ting, der er blevet til dogmer for mig, når jeg rejser – og jeg opdagede nogle ting omkring at rejse med andre.. Derfor – i sommerens ånd – får I her en lille håndfuld rejse-fun facts(det lød bare bedre med ferie i titlen, haha!)

Når jeg flyver og selv vælger sæde sidder jeg ALTID på et sæde med bogstavet F – vinduespladsen til højre. Så kan man både sove op ad væggen eller kigge ud på skyerne. Hvad der er galt med vinduespladsen på den anden side, kan jeg ikke sige – den er bare ikke lige så god!

Jeg har loyalitetskort til mindst 4 flyselskaber – hvis ikke flere. Mine bonuspoint hos SAS(som jeg oftest flyver med) gør at jeg nok snart bør tage på en sjov rejse på den konto.

Jeg har altid mindst to bøger med, når jeg rejser. Normalt er de nemlig så korte, at jeg når at læse den første færdig i flyet på vej derned. Jeg læser forresten altid skønlitteratur og den står ofte på Harry Potter eller noget af Erlend Loe.

Selvom jeg rejser meget, har jeg det tit med at blive hamrende nervøs før jeg skal i lufthavnen – selvom lufthavne og flyvere er to af de steder, jeg slapper allermest af i hele verden, er turen derud ret nervepirrende. Nok mest fordi jeg tror jeg har glemt alt jeg skulle have med eller at jeg kommer for sent.

For at berolige mig selv på den nervepirrende bustur, har jeg et nummer, jeg kan høre i timer i træk, og som jeg kalder mit rejsenummer – DET HER!

Jeg er én enkelt gang kommet 2 minutter for sent til check in. Det var på en flyvning fra London til Milano og flyselskabet nægtede mig at checke ind, så jeg måtte spendere 140 pund på at ombooke min billet og bo på lufthavnshotel natten over. Siden da har jeg altid kommet mindst en halv time for tidligt.

Jeg har købt et sæt af tre hvide kufferter i forskellige størrelser, så jeg altid har flotte og gode kufferter med – ikke noget med at låne af forældrene mere! Mine kufferter er forresten DEM HER. Og de kan virkelig anbefales!

 

CPH lufthavn-11

Jeg er så vant til at rejse alene at jeg bliver helt forvirret og til tider lidt irriteret af at rejse med andre. Når jeg rejser alene har jeg nemlig altid fart på gennem lufthavnen og så skal jeg ikke vente på nogen – derfor fløj jeg også alene til Barcelona for nyligt, og mødte mine ferievenner ved baggage-båndet.

Generelt har jeg vænnet mig så meget til at rejse alene at jeg, når jeg rejser i storbyer med andre, ligeledes bliver helt fortumlet over ikke at være alene og kan nemt begynde at gå fra mine rejsekammerater, fordi jeg er vant til kun at skulle huske på at have mig selv med. Ups..

Da jeg var i Paris i starten af denne juni bevægede jeg mig udenfor efter mørkets frembrud for første gang – efter at have hørt om det par veninder, der blev jagtet af en sexgal mand på gaden i Paris midt om natten for nogle år siden, har jeg altid sørget for at være hjemme før det bliver mørkt. Det viste sig, at der ikke var så meget at være bange for alligevel.

– Det sted jeg har besøgt allermest er Paris – i min levetid har jeg været omkring Paris intet mindre end 15 gange.

Min første rejse udenlands var da jeg, som 4-årig, var på fly-camping med familien og naboerne i Tyrkiet.

Jeg har én gang været udenfor Europa, nemlig en tur til Egypten da jeg var 8 år gammel.

Min sidste badeferie, udover den for et par uger siden, var i 2006 med min familie på Kreta. Siden da har den stået på alene-rejser og by-rejser med min søster.

For første gang siden 2006 skal jeg i år på ferie med min familie – i midt august smutter vi lige en tur til Toscana!

 

Har I også ting, I altid gør i lufthavnen? Eller steder I altid rejser hen? Fortæl det endelig i kommentarerne!