Rejselængsel og hverdags-outfits med lidt ekstra

 SUNNIES & BAG: WEEKDAY, DRESS: VINTAGE, SHOES: MONKI(ad link)

I morges vågnede jeg op med en utrolig udlængsel. Fortsatte min dårlige vane med at tjekke telefonen som det første og så at min kære veninde, Andreea, er taget til Milano-modeugen efter et par sæsoners pause for os begge. Jeg har fulgt med i New York og London-modeugerne på mine tidligere fotograf-kollegers instastories og mærket et lille stik af savn. Især når jeg tænker på min og Andreeas sidste hele London-Milano-Paris-tur med et pitstop i Venedig. Der var en årsag til at jeg stoppede med at fotografere ved modeugerne, men lige nu har jeg lyst til at smide alt og flyve til Milano og derefter at tage toget til modeugen i Paris i næste uge.

Det er lidt underligt – en gang var en stor del af min identitet at rejse meget. Lufthavnene var mit andet hjem og jeg var i Paris 4 gange hvert år, og London og Milano 2 gange om året. Sidst jeg var i Paris var for et år siden, hvor jeg nærmest var ved at kaste op over det modeuge-cirkus der. Men alligevel sidder jeg med en kæmpe rejse-længsel efter modeuge-rundturen. The good old days, you know. Før det gik op i hat og briller(eller gjorde det egentlig ikke også det dengang?).

Jeg tjekkede priser på flybilletter til Paris i morges i sengen med telefonen i hånden. Hvis jeg og min gruppe i skolen bliver færdige med en stor opgave i denne uge og jeg tonser igennem på en anden stor opgave, som jeg finder ret svær, før onsdag, så kunne jeg rejse. Bonjour, Paris, min kære ven, kunne jeg sige. Åh, jeg ved det ikke. Måske skal man bare prøve at være hvor man er, hva’? Måske er det “tilbage til skole-hverdagen”, der gør at jeg har lyst til at smutte. Den der konstante jagt på ECTS-point, der gør at jeg faktisk ikke kan skride i en uge eller to, gør at jeg endnu mere bare har lyst til at sige au revoir!

I det mindste kan man klæde sig som om man var til modeuge i Paris, selvom man egentlig bare pendler til Malmö for at lære ting om etnografisk metode. Hverdags-outfits med lidt ekstra(glimmer & print), ja tak!

 

SHOP SKØNNE RØDE KJOLER (reklamelinks)

… OG DE VILDESTE STØVLER! (reklamelinks)