Weekendtur til Berlin + 7 gode steder at besøge

I går aftens kom jeg hjem efter en tre-dages weekend-tur til Berlin, som Rabathelten inviterede mig og en masse andre danske, svenske, franske og tyske bloggere på. Turen var ret fri og jeg, Mie, Ditte, Natalie og Mike fik spenderet en del tid på at hygge os sammen i Berlin.

Den stod på shopping, lækre asiatiske restauranter, vin, timelange snakke og grineri til vi græd – vidunderligt selskab! Jeg fik også set Ale, Andreeas veninde, i Kreuzberg, hvor hun viste mig nogle lækre steder som jeg har tænkt mig at dele med jer! Læs med nedenfor for at tjekke nogle gode steder, jeg besøgte i Berlin 🙂

Jeg havde forresten – på den halve time jeg havde til at pakke kufferten til turen – pakket nogle sygt lækre outfits med på turen, så glæd jer til outfit’sene derfra!

 

SHOPPING

Jeg fik ikke shoppet tøj denne gang – overhovedet – men jeg slog et smut forbi den skønneste skrive-redskab-tegne-hobby-DIY-dimse-butik i Kreuzberg, der hedder Modulor på Moritzplatz. Den er enorm og det er super svært ikke at købe alting derinde. Jeg holdt mig dog i skindet og tog en håndfuld markere, en tegnebog og nogle “penalhuse”(på billedet) med hjem.

Jeg kom også forbi sminke-favoritten KIKO i Alexa-centeret ved Alexanderplatz, hvor jeg fik billige neglelakker og tre gode, holdbare læbestifter med – unlimited stylo hedder læbestift-typen.

Skal du shoppe genbrugstøj, så tjek de mange HUMANA-butikker rundt om i hele Berlin – den ved Frankfurter Tor er kæmpe!

 

MAD & DRIKKE

I lørdags gik jeg og de andre danske bloggere ud for at spise lækker indisk mad i Friedrichshain på en restaurant, Mie engang boede ved siden af. Den hedder Yogi-Ashram, er super god, billig og ligger på Gabriel-Max-Straße 19.

Lige i nærheden ligger et af mine favoritsteder i Berlin, nemlig take-away-stedet Hot Dog Soup, hvor man kun kan købe superlækre hotdogs og suppe på adressen Grünberger Straße 69.

I Kreuzberg var jeg ude at drikke kaffe på et meget scandi-smart og lækkert sted, der hedder The Visit og ligger på Adalbertstraße 9. 

Derudover var jeg ude med Ale og spise formidabelt vietnamesisk på Miss Saigon på Skalitzer Straße 38 – ikke et sted man normalt ville gå ind på udfra hvordan det ser ud fra gaden, men maden er skøn! Derefter gik vi på Cafe Luzia på Oranienstraße 34 og drak rosé i de smarte, slidte omgivelser og blandt mange hippe typer.