Så deeeet.. Der gik vidst lige et par uger mere end først planlagt med ferie på bloggen.

Der er sket meget for mig og inden i mig i løbet af den her sommer og en af tingene er noget af en åbenbaring. Det har været godt, men det har også været pissehårdt. Lad os begynde med hvorfor jeg overhovedet tog pause fra bloggen og instagram in the first place:

I 2017, sluttede jeg året af med lidt over en måned med daglig trykken for brystet. Stort set hele 2018 har jeg haft ondt i maven. Fysisk ondt i maven og både jeg og lægen har ikke kunnet finde ud af hvorfor.  I det tidlige forår begyndte jeg dagligt at have ondt i hovedet på en måde, der naturligvis har gjort mig generelt sløvere og mere træt til hverdag, men også har nedsat min lyst til at lave noget som helst.
Samtidigt med det her har jeg drevet en blog hvor jeg har udgivet nye indlæg hver anden dag, samt en instagramprofil hvor jeg max med 24 timers mellemrum har lagt billeder op af mig selv eller lavet lange instagramstories og hele tiden tjekket statistikker for hvem der så det, hvor mange likes jeg fik osv. Derudover har jeg lavet et skoleprojekt, som jeg valgte at gøre 3 gange større end krævet (de her videoer). Derudover har jeg naturligvis også brugt tid på at være en god ven, roomie, søster, datter og forsøgt mig en smule på dating-markedet igen, hvilket jeg umiddelbart ikke har haft den store succes med.

I slutningen af juni begyndte jeg til en holistisk fysioterapeut, der skulle hjælpe mig med at fikse nogle enormt stærke rygsmerter jeg har haft til hverdag de sidste 10-15 år. Da jeg fortalte hende om mit liv og min fysiske og mentale tilstand – jeg var glad, havde det godt, var godt nok stresset og havde godt nok haft hovedpine og mavesmerter de seneste 6 måneder, men ellers var alt fint – var hendes første foreslag at jeg skulle tage en ferie. Jeg havde godt set det komme. Jeg har selv tænkt på det det seneste år. Jeg har jo ikke holdt pause fra bloggen og instagram siden jeg begyndte i juni 2010. Jeg greb bolden og valgte at planlægge ferie i 2 uger i juli.

I løbet af mit første besøg hos fysioterapeuten fandt vi ud af at mine rygproblemer stammer fra en trafikulykke jeg var med i som 11-årig – det er en lang historie, alle de ting, der har medvirket til mine rygsmerter siden da. Men det var en stor kamel at sluge og noget af et traume at skulle gå ind i igen for at rette op på den skade det har gjort. Men ikke desto mindre har fysioterapeutforløbet og hendes opfordring til en pause fra et alt for stresset liv virkelig sat tingene i perspektiv og bragt noget godt med sig.

Min ferie fra bloggen og instagram var guld. Jeg slettede forresten instagram fra min telefon helt, så jeg ikke “kom til” at lige kigge. Jeg tog på ferie med min søster til Berlin, har brugt engangskameraer i stedet for telefonen og lavet fotoalbums, brugt dage på sofaen uden dårlig samvittighed og været nærværende sammen med mine venner. Læst avis, næsten løst Weekendavisens kryds og tværs, malet min vindueskarm, lavet absolut ingenting. Og ikke desto mindre: kommet af med både hovedpine og mavepine. Og jeg fandt ud af at min trang til at klæde mig ud til hverdag ikke var baseret på at please mine instagram-følgere, men en iboende lyst til at lege med mit look, også selvom jeg bare skulle i Netto.

D. 16 juli skulle jeg tilbage på internettet. Jeg vågnede med ondt i maven. Kunne næsten ikke spise morgenmad. Jeg havde tænkt mig at skulle lave en instastory om mit outfit den dag, lægge et billede op og skrive et blogindlæg omkring livet uden instagram. Da jeg downloadede instagram kom min migræne tilbage med fuld kraft. Jeg prøvede at unfollowe alle de profiler jeg fulgte, som jeg ikke synes gjorde mig gladere. Jeg lavede en instastory om at jeg var tilbage og fik min roomie til at tage et billede af mig som jeg lagde op. Back on track.

To timer tror jeg der gik fra at jeg installerede instagram, til at jeg ikke kunne overskue konsekvenserne ved at have appen på min telefon resten af dagen. Jeg ville komme til at bruge så meget tid på at tjekke hele tiden. Jeg slettede Instagram igen og opgav at skrive indlæg på bloggen. Hovedpinen var flyttet godt og grundigt ind igen og jeg havde en lortedag. Hovedpinen blev siddende indtil næste aften.

De næste par dage gik skiftevis med at tænke nånå, så tager jeg bare to ugers ferie mere  og   fuck fuck fuck, betyder det her at jeg aldrig kan komme tilbage på bloggen og hvem er jeg så, når jeg har været blogger-Marie i så mange år?. En masse samtaler med roomies og venner, mindre panikanfald, tude-opkald til mor, en stress-hovedpine der stadig kom lidt for ofte på besøg.
Efter en snak med min ene roomie gik det op for mig: jeg kan sagtens stadig lave spændende ting uden at basere hele min karriere og fremtid på bloggen. Noget der også gik op for mig var, at jeg i princippet ikke har nogen trang til at være så selvpromoverende, som det at være blogger kræver. Jo, jeg vil da naturligvis gerne ses og anerkendes, for det jeg kan, men at bruge hver dag nærmest i en konkurrence på instagram om at blive set og liket af fremmede mennesker mest… Hvad er det for et liv?

Jeg har haft så mange kvaler omkring det med hvis jeg ikke skulle være blogger mere. Så mange at jeg, selvom jeg ikke ægte har haft lyst i nok et år eller mere, har kløet på og målt mig med bloggere og instagrammere, der har været langt større end mig og levet af det fuldtid. Det har jeg aldrig rigtig haft lyst til, men alligevel har jeg ladet som om, fordi jeg ikke har turdet indrømme at det måske var på tide at komme videre. Efter modeugen i sidste uge kunne jeg mærke at det er tid til at komme videre. Jeg havde det ikke sjovt. Som jeg også tidligere har skrevet på bloggen, synes jeg modeugen bliver sværere og sværere at navigere i. Streetstyle-cirkusset som er mere voldsomt, se mig-agtigt og grinagtigt end nogensinde og modeugen kan føles som et hierakispil, hvor jeg i virkeligheden aldrig rigtig har følt at jeg passede ind.

Altså – jeg vil stadig gerne arbejde med mode, foto, video, the works, men jeg gider ikke være nødsaget til at råbe Se mig! Se hvad jeg har på! Se min succes!.  Som en anden af mine roomies sagde i går, hvilket jeg virkelig godt kunne lide: det er federe at have et liv, der ikke handler om hvem man er – f.eks. Blogger-Marie – men et liv som handler om hvad man gør. Ellers ramler verden jo når man ligepludselig ikke er Blogger-Marie mere. Så kan man navigere i alle mulige brancher og områder og stadig være sig selv.

Så nu har jeg lavet nye visitkort som linker til min portefølje, og hvor der står hvad jeg gør. Hvad jeg kan, hvad jeg er god til og hvad jeg gerne vil.

Om tre uger sidder jeg på Monkis kontor i Göteborg, hvor jeg skal i praktik i 4 måneder som art director og lave det, jeg synes er sjovt.

På torsdag har jeg booket en tid hos min læge til en samtale om stress, for selvom jeg virkelig ikke laver noget for tiden, ligger stressen stadig i mig.

Og fra nu af, når trangen kommer op i mig til at blogge, er bloggen et hobbyprojekt. Nemesis Babe går tilbage til rødderne – jeg kommer kun til at lave ting, jeg synes er sjove, har lyst til, og som ikke er baseret på hvad jeg tror mine følgere vil have og hvad jeg kan tjene penge på. Kun det jeg lige føler for og når jeg er gearet ned fra den her stress, for i skrivende stund er hovedpinen tilbage.

Jeg kommer nok ikke til at tjekke bloggen for kommentarer lige så tit mere, så hvis I har noget I vil kommentere med er det næsten sikrest at sende en mail på contact@nemesisbabe.dk

Ses!

Ps. Slet instagram fra din telefon, det er virkelig guld.