Jeg har tit fået spørgsmålet omkring hvilke blogs jeg selv læser. Sandheden er, at jeg ikke læser specielt mange blogs troligt, men nu har jeg alligevel fået skrabet en lille portion blogs sammen til et indlæg, om de blogs, der inspirerer mig, og som jeg også tror vil inspirere jer.
Det er nok ret tydeligt at jeg selv går meget op i fotografi, når det kommer til min egen blog, og sådan er det absolut også, når jeg læser andres blogs. I indlægget her, har jeg fundet tre forskellige modebogs frem, alle med superlækre billeder, men med forskellig stil – en high fashionblog, en der er mere relatérbar blog og en nicheblog. Lad os kigge på dem!
Bloggen Gary Pepper drevet af den Australske fashion-business-kvinde Nicole Warne opdagede jeg først efter at jeg havde set Nicole til adskillige modeuger og ville finde ud af hvad, hun egentlig var for en. Hendes blog er ekstremt gennemført, smuk og med de vildeste billeder, jeg har set i blog-verdenen – hvilket også retfærdiggør det faktum, at hun vandt bloglovin’s pris for bedste fotoblog. Nicole har samarbejdet med utallige high fashion brands, såsom Louis Vuitton, Dolce & Gabbana og Marc Jacobs, hvilket også har ført til nogle vidunderlige fotoserier på hendes blog, som f.eks. de to sidste billeder der er fra samarbejder med Dolce & Gabbana og Lancôme.
Sarah fra Frambiose Fashion har I mødt her på bloggen før – hun er nemlig en af mine gode blogger-veninder og så er hun hammerdygtig hvad angår blogging. Sarah, der egentlig er københavner, har boet i London de seneste par år, hvilket også har givet hendes blog et enormt boost af lækre billeder, indlæg og endnu mere kvalitet end hvad der allerede var at finde hos hende før. Hun styler inspirerende outfits med high street items, som man kan relatere til, og så laver hun de smukkeste billeder – både når den står på beauty og outfit-fotos.
Plaaastic! er drevet af GG, der har den vildeste visuelle stil. 18-årige GG, der er bosat i Singapore, kører en super spændende 90’er-spacy niche-stil, som en del undergrundsteenagere eksperimenterer med i disse år, og hun gør det til komplet perfektion – og med en ægtehed, der gør at man er spændt på hvad hendes næste træk bliver. Jeg følger hovedsageligt GG og Plaaastic! for den interessante fotostil, hun kører – uprætentiøs og ekstremt kreativ, hvilket inspirerer mig en del i forhold til de billeder, jeg går og har lyst til at tage.
Hvilke blogs følger I?