spørgerunde-svar, del 2: skønhed og stil

 

 photo IMG_5483-1_zps91fc2035.jpgHvad er dine tre ynglings ting i din garderobe? Haha, det er saftsusemig ikke et nemt spørgsmål! Jeg tror at mit Cacharel-sæt ligger i toppen i hvert fald, sammen med min guld-gallakjole som var min studentergave fra mine forældre. Derudover elsker jeg min lilla, printede bluse fra London og min post- og sømandsskjorte. Papegøje-nederdelen er heller ikke dårlig. Ej heller er min pink jakke og mit gigantiske pink tørklæde at kimse af. Jeg kunne blive ved! Hvad er din yndlingslæbestift? Hvis man bestemmer det efter hvilken jeg bruger mest, er det Red Russian og Up The Amp fra MAC. Men jeg elsker også min nye Candy Yum-Yum derfra, som er super hot og mat shocking pink. Dit yndlingsoutfit nogensinde? Haha, det finder jeg aldrig frem til! Det skifter som dagene går, pt. er jeg glad for mit sidste outfit fra London med post-skjorten men også et ret hip-hoppet outfit fra Paris, som I endnu ikke har set. 50’er-outfittet med papegøje-skørtet er også ret så lækkert! Hvis du skulle vælge, hvad ville du så helst: gå kun i sort tøj i en hel måned, eller lade være med at blogge i et halvt år? Fedt spørgsmål – det sætter virkelig nogle tanker i gang. Jeg ville nok vælge den sidste mulighed, tror jeg. Selvom jeg er blevet meget vant til bloggen og konstant at vise hvad jeg har på, hvad jeg har købt og hvad der inspirerer mig til alle mulige fremmede mennesker på internettet, ville jeg nok hellere forblive loyal overfor mig selv og min egen stil og så give ekshibitionismen op i et stykke tid. Også selvom det måske vil skrue min kreative proces en snært ned, eftersom jeg så ikke er nødt til konstant at finde på nye indlægs-idéer eller lave collager med de nye kollektioner – men så må man jo lære at bruge sin kreative energi på andre måder! Jeg tror også det ville hjælpe mig til at sætte tingene lidt mere i perspektiv hvad angår det virkelige liv overfor det virtuelle liv. Men som det pt. ser ud, er jeg heldigvis hverken nødsaget til at opgive bloggen eller klæde mig i sort, for jeg vil nødigt gøre nogle af delene.

 photo nemesisbabesposlashrgerundedel2questionsanswers_zpsa0ce6d30.jpgTil modeugerne i, fx CFW, føler du dig så ikke ret anderledes, fordi alle har dyrt, sort tøj på? Jo, det gør jeg, men det er slet ikke noget, jeg har noget imod, jeg mener, jeg vil tusinde gange hellere føle mig anderledes og se lidt fjollet ud end selv at gå rundt i sort, dyrt tøj. Og til modeugen ser man alligevel så mange, der er klædt anderledes og fjollet, så det er slet intet problem. Sådan som vi ser dine outfits fra modeuger osv., ser du så cool ud hver dag? Jeg bestræber mig på det – en gang i 1.g, før jeg havde startet bloggen, men havde en profil på lookbook.nu, satte jeg mig for, at jeg skulle klæde mig således at jeg ville kunne lægge mit outfit op på lookbook hver dag. Siden da er det bare blevet kutyme for mig at klæde mig ud hver dag – men hvis jeg føler mig lidt fesen, kan jeg også finde på at leve et par dage i strømpebukser og strik. Samtidig vil jeg også sagtens kunne finde på at hoppe i et af mine modeuge-outfits til hverdag. Har du et stilikon, og hvis ja, hvem? Hm, jeg kan ikke lige sætte fingeren på nogen specifikt, fordi min stil er så sporadisk, ud over det hele, men jeg skrev en gang om Eva B. fra lookbook, som er et ret godt bud på et stilikon – se hende HER. Hvordan har du fundet din stil? Jeg tror det startede da jeg var omkring 14 år, hvor jeg begyndte at spille amatør-ungdomsteater på Det Hem’lige i Aalborg. Der mødte jeg nogle mennesker med en meget anderledes stil end hvad jeg var vant til, og så begyndte jeg selv at eksperimentere. I starten blev jeg nok kategoriseret som hippie(jeg vandt da ”årets hippie” på efterskolen, endda!) og da jeg kom i musikklassen på Katten i Aalborg gav det mig endnu mere mulighed for at eksperimentere med min stil, da mine klassekammerater var meget åbne og fordomsfrie når det kom til påklædning. Derfra har jeg bare prøvet mig frem med hvad jeg synes var fedt. Har du altid gået så meget op i din stil og udstråling? Hmm, det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror det. Nogle gange har jeg gået mere op i mode generelt, end hvordan jeg selv har klædt mig, men siden omkring 7.-8. klasse har jeg været ret bevidst om hvordan jeg så ud og hvordan jeg ville have andre til at se mig – det er jo det fede ved mode; ved at ændre sin påklædning, kan man let bestemme, hvordan andre vil opfatte én. Hvordan får du modet til at skille dig sådan ud med din stil? For mig tror jeg ikke det handler om mod. Det er i hvert fald ikke det jeg tænker på, når jeg klæder mig på om morgenen – jeg tager det tøj på, jeg selv har lyst til og så er den ikke længere.. Jeg tror bare jeg er blevet mere og mere ligeglad med andres mening om mit udseende, og som jeg sagde i forrige spørgsmål: når jeg klæder mig på, har jeg jo som regel magten over hvordan folk opfatter mig og så er det ret sjovt at se, hvilken reaktion man så for ud af det.

 photo ben1_zps57ff5ea8.jpgHvor høj er du? Jeg er 167½cm. Laver du noget speciel form for motion, for at holde dine ben og generelt din krop så flot? Jeg dyrker jo yoga og til tider tager jeg også et stepfit-hold, men i det store hele er det mine gener, der gør arbejdet for mig. Jeg tror aldrig rigtig jeg har gjort en døjt for mine ben, de er bare som de er – men tak for komplimentet! Dine tre bedste skønheds tips? Dem er jeg desværre ikke så rig på. Men ét godt tip, som jeg har fået fra Alt for Damerne er, at når min hud virkelig går bersærk, tager jeg en tre-ugers ”oliekur”, hvor jeg drikker en spiseskefuld abrikoskerneolie om dagen, hvilket gør at der kommer ”ro på” og den bliver pæn igen. Det er det eneste skønhedstip, jeg nogensinde har oplevet virke! Derudover holder jeg alle mine hudprodukter fra det samme mærke, Urtegaarden, som jeg køber i helsekostforretninger – jeg går ud fra huden har bedst af at blive behandlet med de samme rene, økologiske produkter hver dag, som ikke indeholder alle mulige underlige tilsætningsstoffer. Har du nogensinde haft andre frisurer end din nuværende? Jep, indtil i sommers havde jeg sideskilning. Og på efterskolen blev jeg engang klippet diagonalt, så mit hår gik lige til over skulderen på den ene side og så gik skråt ned bagpå og blev langt i den anden side – jeg havde det alligevel altid skubbet til én side, så hvorfor ikke bare klippe det sådan? Derudover havde jeg også en kort periode med blå-grøn-gråt hår på efterskolen.. Jeg havde ikke vervejet at blege det før, så kønt var det ikke, haha!