Måske kender I Carcel – et lille dansk brand, der blev kendt for deres kickstarter-kampagne, der skulle hjælpe med at starte produktionen af bæredygtige(både miljømæssigt og socialt) strikkede alpaca-styles produceret af kvinder i et kvindefængsel i Cusco, Peru. Carcel har selv lært kvinderne op i produktionen af tøjet. De penge, kvinderne tjener, kan de sende hjem til familien eller spare op, så de kan starte på en frisk når de kommer ud. På Carcels hjemmeside kan man læse om kvinderne i fængslets historier.
For nyligt var jeg med i en lille kampagne for Carcels seneste produkt, deres alpaca uni-tee, som de lancerer i dag i Kødbyen – hvor alle er velkomne, btw! Her fik jeg mulighed for at sludre med kvinderne bag Carcel omkring
bæredygtig produktion af tøj, at lære kvinder i fængsler, der aldrig har strikket før, op ved strikkemaskiner, alpaca-uld, designprocessen og fremtidsplanerne om produktion af silketøj i Thailand.
Til interviewet sad jeg i de små kælderlokaler på Nørrebro hos Carcel sammen med Johanne, pr, Stinne, brand director, og Louise, creative director, mens Line og Ida arbejdede i værkstedet ved siden af med udvikling af nye styles og mønstre til kommende produkter.
Hvordan laver man en forretning, der tjener penge og gør verden til et bedre sted?
MARIE: Hvorfor starter man et brand baseret på etik og bæredygtighed når andet nok er nemmere?
LOUISE: Udgangspunktet er Veronika(red. Som ikke var på kontoret den dag), som ikke er i modebranchen, og hendes udgangspunkt var: hvordan laver man en forretning, der tjener penge og gør verden til et bedre sted? Det var ikke et spørgsmål om hvor produktionen skulle være, det var en mulighed for at ændre noget som er skidt med noget som har et positivt afsæt.
STINNE: Nu hvor Veronika ikke har nogen baggrund i mode, kunne det have været hvilket som helst produkt og det kunne også have været produceret udenfor fængslet. Men første skud til idéen handlede om en socialt bæredygtig påvirkning.
L: Ja, dertil kan man sige at modeindustrien er den mest forurenende efter olie, så der en god grund til at tage fat i den del.
S: Man kan gøre en stor forskel i en modeindustri som virkelig trænger til en modernisering, både i forhold til produktion og arbejdsforhold og i forhold til alt i modeindustrien.
Selvfølgelig er det jo også et produkt af tiden fordi der stille og roligt begynder at komme en efterspørgsel efter transparens og oplysning om hele værdikæden, både indenfor moden, men også indenfor alle mulige andre industrier. Jeg tror man ligesom opdager at der er en ting i tiden man kan gribe fat i, og en mulighed for at gøre noget anderledes.
JOHANNE: I første omgang blev det startet af at Veronika besøgte et kvindefængsel i Kenya, hvor hun opdagede at de sad og lavede alle mulige ting, til sig selv og til familien – det var deres hverdag.
S: Jeg tror Veronika brændte for at lave en positiv påvirkning af en eller anden industri og så ser man jo muligheder i alle mulige situationer. Så da hun kom ind i fængslet og så at der var en masse potentiale og tid til at producere et eller andet produkt, og at den tid ikke blev ordentligt udnyttet, så hun at der var et hul med noget potentiale, hvor der kunne skabes noget godt.
Så tog Veronika fat i Louise og fortalte om idéen og så gik der et par år, før det kom udover rampen.
Veronika købte alt i turistshoppen i fængslet med hjem og viste Louise og spurgte hvad man kunne gøre med det.
L: haha, ikke så meget!
S: Det var virkelig dårlig kvalitet, de var ikke så dygtige efter vestlige standarder og materialerne var ikke altid de reneste eller de bedste. Men det var jo heldigvis ting man kunne løse ved at kortlægge hele verden og finde et sted, der havde samme grad af fattigdomsrelateret kriminalitet og samtidig med adgang til et superlækkert materiale som var lokalt for det sted, det skulle produceret.
At starte en virksomhed har alle mulige forskellige udfordringer og jeg tror ikke vores ligger langt oppe på en skala over hvor svært det er i forhold til andre.
M: Det er dejligt at høre at udgangspunktet var at starte noget op med ideen om at gøre noget godt i stedet for bare at sige ”nu skal vi lave noget tøj”. Men det leder mig så hen til spørgsmålet: Er det er svær måde at starte en modevirksomhed på? Er det mere bøvlet?
S: Jeg synes faktisk ikke det er så meget sværere at starte sådan en slags virksomhed her.
L: Jeg tror generelt at produktion er supersvært uanset.
S: Ja, jeg hører også fra folk der har en ikke-bæredygtig produktion eller en almindelig produktion, som ikke har noget særligt fokus på historie eller transparens, at de har lige så store udfordringer med selve produktionen.
At starte en virksomhed har alle mulige forskellige udfordringer og jeg tror ikke vores ligger langt oppe på en skala over hvor svært det er i forhold til andre.
J: Normalt ville man også outsource ansvar og dele af produktionen og ansætte nogle folk, der allerede har produceret før.
M: Det er nemlig det, med at man så kan sende det ned til nogen, der allerede kan sy i stedet for at man skal ud og lære noget at lave ens produkt. Men det er måske også en styrke at have nogen, der kun er specialiserede i at lave præcis jeres produkter?
L: Der er jo plusser og minusser ved at outsource ting, men et er også fedt at have noget kontrol. Det har vi. Det er jo fantastisk. Vi har en frihed i at lave noget, få det og så skifte mening, sende produktet tilbage og sige at det er federe hvis den er kortere. Der er en masse udfordringer i det, men der er også en masse gaver i det. Plus det er sjovere og mere tilfredsstillende. Det er fedt at kende dem, der laver det.
Alpaca-uld er et naturligt materiale der er bionedbrydeligt, hvilket er bæredygtigt i sig selv.
M: Det er fedt. Det næste jeg har skrevet ned er: Materiale, produktion, designproces og fremtidsplaner. Nu har jeg jo læst om kvinderne der producerer inde på jeres hjemmeside, der kommer med en masse forskellige baggrunde, og vi har snakket om produktionen nu – jeg synes det er super spændende. Men jeg ikke ved særligt meget i forhold til bæredygtigheden ved alpaca-uld. Jeg har læst at det er bæredygtigt, også i forhold til at det næsten ikke behøves at blive vasket og det er åndbart. Men hvordan foregår produktionen af materialet i sig selv?
S: Der er jo en masse forskellige bæredygtige faktorer som man kan måle efter. Alpaca-uld er et naturligt materiale der er bionedbrydeligt, hvilket er bæredygtigt i sig selv. Alpaca – altså dyret – bliver ikke holdt i fold og så har de bløde hove, så de ikke stamper jorden, så regnvandet kan trænge ned i jorden og økosystemerne ikke bliver ødelagt.
J: Og så er det lokalt, hvilket jo er virkelig godt. Der er ikke særlig lang transport af materialet til fængslerne.
S: Og det er en fiber, som er utroligt langtidsholdbar og stærk, så det er noget, der holder og ikke går i stykker med det samme og det er noget man kan have i flere år.
Det er ikke en hel almindelig produktionsvirksomhed i den forstand at man bare kan sende en arbejdstegning.
M: Så har jeg skrevet designproces på mit papir, fordi jeg tænker det er spændende at høre. Jeg går ud fra at en stor del af fokus jo ligger i materialet og produktionen, så hvordan finder I ud af hvad det er I så skal producere? Jeg tænker på det med at I har nogle dogmer, som skal overholdes når I laver jeres ting, det med materialet og hvem der skal lave produkterne.
L: Dogmerne, der sætter grænser er egentlig kun materialet, og så kan man lave stort set alt. Vi laver alle prototyper herhjemme. Kvinderne i fængslet har ikke lavet noget lignende før. Det er ikke en hel almindelig produktionsvirksomhed i den forstand at man bare kan sende en arbejdstegning. Så vi laver alle prototyper herhjemme. Det ligner det måske en almindelig designproces, lige udover at vi laver meget få styles, så vi bruger virkelig lang tid på de små detaljer og snit og sådan noget.
Det hele er drevet af hvad vi synes er klædeligt, hvilket snit synes vi er fedt.
L: Hver style kommer af forskellige ting. Vores Milano-trøje(på billedet herover) var den første vi satte i produktion. Jeg tog til Peru med en idé om at lave en ribtrøje. Da jeg kom dertil begyndte jeg at arbejde med en strikkespecialist i Lima, der introducerede mig til forskellige teksturer og så blev jeg fanget af den tekstur.
Vi arbejder også på nogle shorts, som blev affødt af at Stinne kom på arbejde en dag og sagde ”Jeg drømmer om et par shorts”. Det kan komme alle mulige steder fra, det er vildt sjovt. Så vi frigør os fra at lave en kollektion, hvor man sætter sig ned med et tema. Det hele er drevet af hvad vi synes er klædeligt, hvilket snit synes vi er fedt.
J: hvad havde du mere?
M: Det sidste på min liste var egentlig bare fremtidsplaner – hvad skal der ske?
S: Har du hørt om Thailand?
Missionen er at ansætte flest mulige kvinder.
M: Det har jeg! Jeg har været inde og snuppe billeder af jeres moodboard. Det er det, der er i kikkerten nu?
S: Ja, men vi er begyndt at få nogle flere leads en gang i mellem. Nogle gange ringer fængsler fra rundt om i verden til os og det er vildt dejligt, men vi skal også prøve at være lidt mindre ambitiøse på udvidelsesafdelingen. Vi skal lige have ro på der hvor vi har produktion. Hvis Thailand kommer op og køre i år, skal der også lige ro på der.
Men vi har også snakket om hør i Østeuropa hvor der er tradition for at producere i hør. Verden er heldigvis fyldt af gode materialer, og der er desværre også mange steder med fattigdomsrelateret kriminalitet.
J: Missionen er at ansætte flest mulige kvinder.
L: Og udvide produktionen i de lande hvor vi har produktion.
S: Ja, og nu har vi været i gang i et halvt år og der går nok et halvt år i hvert fald, før vi kommer rigtigt i gang i Thailand, men vi vil også gerne få slået fast at vi ikke kun er et strikmærke. Det bliver fedt for mærket at understrege at der er tanker og fremtidsplaner og at udvide til andre materialer og andre lande.
I kan læse mere om Carcel på deres hjemmeside her, se videokampagnen for deres nye uni-tee her(og måske få et lille glimt af mig i mængden) og så kan I jo også kigge forbi Carcel uni-tee lancerings-event i Kødbyen i dag, hvis I er i nærheden!
