I dag er det tid til at tale om et emne, jeg har funderet længe på om jeg skulle tage op på bloggen eller ej. Jeg har haft vendt det med venner og har haft svært ved at finde ud af hvordan jeg skulle få det til at passe ind på bloggen, om det var noget jeg skulle snakke om offentligt eller noget jeg hellere skulle holde for mig selv.
Men forleden dag sad jeg i toget på vej hjem til mine forældres hus i Aalborg med en t-shirt på, hvor der er broderet en lille fin kvinde og under hende står der ”SPEAK UP!”. Og som jeg tidligere har nævnt i dette indlæg om kropspositivisme, kom jeg til at tænke på den mulighed jeg har og den magt i form at bloggen som mit medie om at tale om emner, som kan hjælpe andre. Give andre et frirum til at tale om deres oplevelser eller spejle sig i mine og se at de ikke er alene.
Og denne gang bliver det et af de tungere emner, nemlig seksuel krænkelse. Så nu er det tid til at jeg ”speaker up” igen, for jeg tvivler ikke én gang på at jeg er den eneste der har oplevet det. Da jeg skrev til en veninde for at vende med hende hvordan jeg skulle gribe indlægget an, fandt jeg ud af at hun også engang var blevet seksuelt krænket og ikke havde sagt det til nogen.
Hele den her snak tager udgangspunkt i en oplevelse, jeg havde på Assistens Kirkegården for præcis et år og en måned siden og der er en hel masse usikkerheder og sårbarheder forbundet med at snakke om den oplevelse. Mest af alt, fordi jeg er bange for at folk vil sige ting som ”hvorfor gjorde du ikke noget?” ”hvorfor sagde du ikke noget?” ”hvorfor ringede du ikke til politiet?” ”hvorfor gik du ikke bare?”. For mange af svarene på de spørgsmål er at det ved jeg ikke. Og jeg frygter at blive stemplet som en pivskid for ”det er da ikke så slemt, du blev jo ikke voldtaget” og jeg ”kunne da bare have gået eller kigget væk”.
Og med en klump i halsen for at skulle genkalde den oplevelse og fortælle den for jer, kommer her mit forsøg på at bryde tabuet omkring seksuelle krænkelser og den skam og ydmygelse, det bringer med sig. For hvordan skulle nogen bare kunne sige noget i en sådan situation, hvis ikke vi bryder det tabu? Vi bliver nødt til at tale højt om det, der gør os sårbare, for at vi selv kan handle stærkt i de situationer, hvor vi føler os krænkede. Og vi bliver nødt til at lytte og forstå hvad det gør ved os at opleve de her ting og respondere på folks fortællinger om deres oplevelser med accept og forståelse og ikke bare et ”hvorfor gjorde du ikke bare dit eller dat.”.
En fredag eftermiddag i maj havde jeg netop afleveret en eksamen om feministisk kunsthistorisk teori(oh the irony) to dage tidligt og besluttede mig for at komme ud af den mørke lejlighed og ud, nyde solen og fejre friheden. Jeg tog en taske med tæppe, pude, magasiner, snacks, akvareller og papir under armen og gik ned på Assistensen, som nærmest var min baghave dengang. Jeg bestemte mig for at jeg skulle finde et andet sted end min vanlige plads under det træ, jeg havde læst op til eksamen ved, og gik en god lang tur rundt på kirkegården for at finde den rette plads. Mens jeg gik rundt, kom en mand forbi mig trækkende på en cykel og uden andet end et par hvide shorts på.
Jeg blev ved med at gå rundt, til jeg fandt en plads på et hjørne mellem to stier nogle meter fra en studerende ung mand til højre og et ungt par nogle meter bag mig.
Tæppet blev lagt ud, magasinerne kom op af tasken og det skulle hygges og nydes min kortvarige frihed før næste eksamen. Umiddelbart efter jeg havde lagt mig på min plet, kom manden med de hvide shorts trækkende forbi med sin cykel igen og jeg tænkte at han sikkert også ledte efter den perfekte plads. Jeg læse videre i mit magasin, spiste mine oliven med mandler og nød solen. Min far ringede til mig og men jeg lå der på tæppet i solen, sludrede med ham og kiggede på de mange forbipasserende mennesker opdagede jeg at manden med de hvide shorts havde sat sig på en græsplet 10 meter foran mig mellem nogle buske og nogle gravsteder. Halvt gemt bag en busk. Jeg sludrede videre med min far og næste gang jeg kiggede op sad manden med shortsene og kløede sig godt og grundigt mellem benene. Jeg fnisede og snakkede videre i telefonen. Så lagde jeg på og læste videre i mit magasin. Næste gang jeg kiggede op kunne jeg se at manden tydeligvis ikke bare kløede sig mellem benene, men havde gang i at røre godt og grundigt ved sig selv. Jeg fandt det lidt morsomt og snappede et selfie til nogle veninder om at ”haha, der sidder en mand på Assistensen og onanerer”.
Men lige så stille blev det mindre og mindre morsomt. Manden rykkede sig længere og længere frem fra sit skjul bag busken. Hver gang jeg kiggede op blev det mere og mere grænseoverskridende. Mere og mere hud kom frem og han havde tydeligvis ikke underbukser på under sine tynde shorts. Efter lidt tid sad han åbenlyst, med hele underlivet udenfor shortsene og onanerede mens han kiggede på mig og jeg prøvede at kigge væk. Tænkte på hvilke våben jeg havde. Jeg havde min vandflaske. Hvordan skulle jeg kunne gøre noget med min vandflaske? Hvad kunne jeg kaste på ham? Mine oliven var i så lille et glas at de ikke alle sammen ville kunne komme ud på én gang, hvis jeg skulle kaste dem efter ham. Ville det være sikkert at gå hen til ham og råbe af mine lungers fulde kraft at han var en klam stodder? Hvad med dem omkring mig? Ham den studerende? Han var gået. Stierne var pludselig tomme for mennesker. Parret på tæppet bag mig var så langt væk at jeg ville skulle råbe efter dem. De ville sikkert også synes det var underligt at jeg kom rendende og råbte hjælp, der er en mand, der onanerer mens han kigger på mig. Hvordan skulle det være deres problem? Hjertet kom længere og længere op i halsen og jeg gav op. Jeg kunne ikke yde nogen anden modstand end at skynde mig væk. Jeg sked på at få mine ting i min taske, tog det hele i favnen, rejste mig og gik. Da jeg et kort sekund kiggede tilbage så jeg at manden med de hvide shorts havde taget sit tæppe og var på vej væk.
Det var døsstødet. Han havde valgt mig, udset sig mig til at være offeret, den person han ville krænke i dag, og som skulle bære den byrde og nu var jeg gået, så han gik også.
Jeg gik et andet sted hen på Assistensen. Satte mig mellem en masse børnefamilier mens jeg holdt øje med om han nu var i nærheden og bad min veninde ringe til mig. Hun ringede med det samme og jeg sad der med mine dameblade og akvareller mellem legende børnefamilier på en solskinsdag og tudede i telefonen. Jeg vidste ikke hvorfor. Hvorfor havde jeg ikke bare gjort noget? Det var jo ikke så slemt, var det? ”Marie, du er jo blevet seksuelt krænket, selvfølgelig er du ked af det. Det er en forbrydelse og du er forurettet” sagde min veninde. Dér faldt femøren. Nå ja. Jeg, som aldrig havde overvejet at andre mennesker kunne bestemme at jeg var et seksuelt objekt, bruge mig for deres egen fornøjelse og skide på at jeg også var en person. Og at de kunne krænke mig uden at røre mig fysisk.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Dagen efter var jeg sammen med en veninde, der sagde at nu skulle vi ikke snakke om det, fordi det gjorde mig i det dårligt humør. Og det er her det gik galt, hvad angår at bryde tabuet. For ja, at tale om ubehagelige ting er ikke rart, men hvis vi taler nok om det, bryder vi et tabu, der er mindst lige så ubehageligt og en byrde at bære rundt med sig oven i hatten på den oplevelse man har haft. Heldigvis fik jeg fortalt flere om oplevelsen. Sågar til et fancy mode-event, bestemte jeg mig for at det var værd at snakke om, hvilket gav lidt løftede øjenbryn, men samtidigt åbnede op for en samtale om emnet.
Jeg blev også spurgt hvorfor jeg ikke ringede til politiet. Det vidste jeg ikke man kunne, så det gjorde jeg ikke. Hvorfor skulle politiet bryde sig om at jeg skulle kigge på en mand onanere til mig på en kirkegård? Tjo, fordi det er en forbrydelse på straffelovens paragraf §232 omkring seksualforbrydelser og blufærdighedskrænkelse.
Nu har jeg fortalt min historie. Det er ret grænseoverskridende men det føles mindre ubehageligt en hvad der faktisk skete den maj-dag på Assistensen. Og jeg håber det giver dem af jer, der har haft en grænseoverskridende oplevelse med fx seksuel krænkelse mod på at prøve at bryde det her tabu sammen med mig og tro på at jeres følelser omkring de oplevelser I har haft er legitime. Selvom I ikke man ikke har været udsat for voldtægt eller er blevet slået ned eller noget andet voldsomt, så kan en oplevelse af mindre voldsom karakter også sætte nogle spor og krænke voldsomt.
Fortæl jeres venner, familie, folk i møder(jeg har sågar gjort det til en fest med glimmertema) om oplevelsen og hvad det gjorde ved jer, hvis I har modet til det. Snak med dem I har nærmest og som kan trøste jer, og hvis ikke I tør sige det til nogen I kender, kan I altid søge hjælp hos professionelle.
Vil du helst vil være anonym kan du ringe til Sexlinjen og Offerrådgivningen. I en del danske byer findes der også et sted, der hedder Headspace, som giver rådgivning til unge(både chat, telefonisk og ved at møde op hos dem), der har brug for nogen at snakke med – jeg har selv brugt det og det kan absolut anbefales, hvis du har brug for nogen at snakke med.
Lige her på falderebet vil jeg sige at NEMESIS BABE er absolut stadig en mode-modeblog, men samtidigt: hvis jeg har muligheden for at løfte noget, at hjælpe på en eller anden måde udover mode-inspirationsmæssigt, vil jeg tage mig friheden til at bruge bloggen til det – for hvis jeg ikke gør det, hvem skal så? Og hvis vi ikke er sammen om at tale om både de tunge og lette sager, hvem skal så gøre det?
SPEAK UP!