Nyligt kom jeg i tanker om noget af det, der gjorde at jeg startede bloggen i sin tid. Min enorme interesse for modeverdenen og det, der sker i den – jeg læser enormt mange artikler om modeverdenen, men deler sjældent særlig meget om det, jeg læser om eller de ting, jeg finder interessante eller problematiske.
Nu kommer der nye boller på suppen – en gang månedligt kan I nu læse med i nogle længere artikler(måske knap så passende til internetlæseren, som de kort-tekstede shoppingindlæg, til gengæld er jeg vild med at skrive disse) her på bloggen om emner, der fylder meget hos mig. Og så vil jeg meget gerne også høre jeres meninger omkring emnet!
Jeg er blevet overvældet af den hastighed hvormed tøj produceres, sælges, udgives og skal vises frem på Instagram. Tiden virker til at være blevet vores fjende og overproduktion af modetøj har nået højder som vi – eller i hvert fald jeg – ikke kan følge med i. Den der faste rytme, Forår/Sommer, Efterår/Vinter, Forår/Sommer, Efterår/Vinter, som modeproduktionen før inddeltes i er blevet afløst af alt muligt, der skal nå at produceres, promoveres, sælges og som vi skal nå at have indenfor en urimelig tidsramme. Jeg selv er begyndt at tage afstand fra den der rytme, vi begyndte det hele med. Forår/Sommer, Efterår/Vinter, eller for at gøre det simpelt og mere internationalt; SS og FW. Forbrugsvognen med nye kollektioner flere gange månedligt hopper jeg ikke med på, dog, men idéen om et godt produkt, uanset hvornår det er udgivet; uanset om det ligner det, der gik ned af catwalken i Paris under seneste modeuge; uanset om det er splintrende nyt eller flere sæsoner gammelt; det tiltaler mig.
Forår/Sommer, Efterår/Vinter er en rytme, der på det seneste har skiftet fra at være reglen indenfor modebranchen til snart at blive undtagelsen. Indimellem kommer pre-fall og pre-spring(eller cruise)-kollektionerne og hos de største modehuse, Couture-kollektionerne to gange årligt.
photo: wmagazine
Kollektionsvisningerne – modeugerne, hvor disse kollektioner vises – er noget ikke alle kommer med til. Men vi, som ikke sidder på første række til diverse store shows, kan heldigvis følge med på Instagram, som om vi selv rejser rundt med jetsetterne til New York, London, Milano, Paris hver sæson, SS og FW både til prêt-a-porter og couture-modeuger(og til tider også pre-fall og pre-spring). Dog er der den hage ved kollektionsvisningerne, at tøjet vi ser på catwalken først udkommer et halvt år efter det er vist.
Eller sådan var det i hvert fald, indtil Jeremy Scott trådte på banen hos Moschino og gav os den klareste definition på hvad det nye koncept, fast fashion kan være, da han sendte FW14-kollektionen – bedre kendt som McDonalds-kollektionen – ned af catwalken en februar-aften i 2014 og dagen efter sendte kollektionen i butikkerne med det samme. Vente-legen som ellers er så karakteristisk ved de større shows – længslen efter noget, der først bliver muligt om seks måneder – forsvandt med ét, og det, vi lige havde set på Instagram var straks stillet tid rådighed for os i den nærmeste Moschino-forhandler.
photo: stine goya
Om fast fashion er et begreb, der er kommet frem på grund af den konstante efterspørgsel på nyt i forbindelse med de sociale mediers indtræden, kan jeg ikke sige. Men fast fashion er absolut et koncept, der har grebet om sig over de seneste år. Kigger vi på et dansk mærke som Stine Goya, kan man så hendes hjemmeside spotte at pre-fall og pre-spring-kollektioner er begyndt at snige sig ind i sortimentet i løbet af de seneste par år – som et mindre, dog tydeligt eksempel på at flere kollektioner skal produceres hver år. Forbrugeren skal have mere.
Taler vi om udvidelse af sortiment i en større skala – ja, nærmere definitionen på fast fashion – kan vi se på high street-kæder som H&M, Zara, Topshop og Mango. Og her kan vi næsten ikke se kollektionerne for bare tøj. Taler vi high street-webshops er sagen den samme: på ASOS-hovedkvarteret køres i snit 4000 nye produkter, både fra ASOS og andre mærker – tøj, accessories, sko, tasker – igennem systemet og ind på hjemmesiden hver uge. Her ser vi ingen ”Forår/Sommer, Efterår/Vinter”. Her ser vi nyt hver dag.
Hastigheden hvori kollektionerne rammer de fysiske high street-butikker er næsten lige så svimlende, og som forbrugere ved vi nær ikke hvilke kollektioner, der er SS og hvilke der er FW. For indimellem kommer pre-fall og pre-spring og derindimellem kommer ekspress-kollektioner, der spyttes ud med få ugers mellemrum, således vi som forbruger altid overraskes med nye sager, når vi sætter foden ind i butikken.
Den spanske high street-butik Mango har for nylig annonceret at de vil sende nye produkter i butikkerne hver anden uge. Hurtigt skal det gå. Vi skal have nyt hele tiden!
High-street-butikkernes ualmindeligt kvikke produktion giver dem også mulighed for at lave Moschino-McDonalds-tricket i mindre skala. For imens de store mærker som Chanel, Louis Vuitton og Dior holder ved det samme 6 måneders interval mellem show og salg af kollektionen i butikkerne, kan high street-butikkerne producere tøj, der ligner de store modehuses på to uger og dermed mætte de modehungrende Instagram-følgeres sult efter noget der ligner det, der gik ned af catwalken ved Diors seneste show.
photo: high snobiety
Og selvom Dior ikke sender nyproducerede kollektioner ud hver anden uge, kan modens nye hastighed også mærkes oppe i de højere luftlag. Diors tidligere kreative direktør Raf Simons sagde i 2015 sit job op hos det kendte modehus, meget sandsynligt fordi netop hastigheden var for stort et pres. I et interview siger Raf om kollektionen han sendte ned af catwalken i oktober 2015: ”You know, we did this collection in three weeks (…) Actually everything is done in three weeks, maximum five. (…)”, en hastighed der problematiserer det som moden egentlig handler om – kreativitet og mulighed for at udtrykke sig: ”When you do six shows a year, there’s not enough time for the whole process (…) Technically, yes — the people who make the samples, do the stitching, they can do it. But you have no incubation time for ideas, and incubation time is very important.”. Tiden til at producere nyt æder tiden til den kreative del af moden. Tiden til kreativitet, tiden til fordybelse og tiden til udvikling virker til at forsvinde. Alt imens vi selv går og ser op til et glansbillede af den modeverden vi – eller i hvert fald jeg selv – drømmer om at blive en del af, trækker Raf sig. En mand, der praktisk talt har nået toppen hvad angår modedesign-verdenen trækker sig på grund af tid.
photo: love aesthetics
Jeg tænker personligt det er tid til en revurdering af hvad, der er vigtigt, når det kommer til mode og design og netop som jeg researchede til artiklen her fald jeg over et nyt indlæg hos min favorit-blogger, Ivania fra Love Aesthetics, der netop har taget stilling til tid hvad angår mode. Hun har annonceret at hun vil lancere en linje af hendes egne designs, som hun sætter til salg, og som tager så stor afstand fra ”Forår/Sommer, Efterår/Vinter” og high street-butikkernes express-kollektioner som muligt: ”We don’t participate with the cycle of fashion seasons, instead take all the time needed to individually develop and perfect each product.”. En anerkendelse af det faktum at ting tager tid og en filosofi, der sandsynligvis ville tiltale Raf mere end Diors høje tempo. Det har gjort ret stort indtryk på mig.
Måske er det tid til at sætte farten lidt ned og bruge lidt længere tid på kreativitet, lidt mere tid til at tænke og lidt mere tid til at producere produkter, der holder distancen og ikke går ud af sæson efter en måned. Eller 6 måneder for den sags skyld. Måske er det tid til at tage sig tid? Slow fashion?
Hvad synes I? Er der brug for fast fashion eller burde der skrues ned for hastigheden og op for fordybelsen?