For halvandet år siden stoppede jeg med at fotografere street style efter 3 år – 6 sæsoner – på bagen. Det første bekendtskab jeg stiftede med street style var via Stockholm Street Style, der fotograferede enkle billeder i fuld figur af personer med god stil, ikke nødvendigvis særligt kendte ansigter, bare ganske almindelig dokumentation af god stil.
Med det, som mit udgangspunkt for street style begyndte jeg også selv at fotografere til modeuger – enkle billeder af folk, jeg synes havde god stil, billeder af folk, jeg vendte mig om efter på gaden og som inspirerede mig stilmæssigt. Som mit arbejde med street style langsomt udviklede sig, og jeg begyndte at fotografere for kunder som Cover, Elle og NastyGal begyndte jeg at spore mig ind på hvilke personer, jeg burde skyde for mine kunder. Efter en eller to sæsoner med kunder, hvis stil, jeg skulle holde mig indenfor, begyndte de at sende mig lister over dem, de gerne ville have fotos af. Hos NastyGal var Chloe Nørgaard en pige, jeg skulle have in mente, når jeg skød, mens Pernille Teisbæk, skandinavisk stil og cool modeller var essentielle for Elle. Jeg endte med at kunne navne på hver og én af de vigtige piger på gaden, som jeg vidste mine kunder ville have billeder af og som var ved at gå hen og blive “street style-stjerner”. Og kendte man designerne på det tøj, de havde på – og var det et Moschino-look, der havde gået ned af catwalken dagen før, som Moschino havde betalt dem for at hoppe i – var det endnu bedre.
Og det var her, jeg stoppede op og spurgte mig selv, hvad jeg lavede. For det første, gik det op for mig at drømmen ikke var at blive fotograf eller at rejse rundt tre uger i træk og kæmpe om den bedste plads for at få fotos af modeller, hvis stil jeg ikke fandt særligt interessant. For det andet, nu hvor jeg alligevel rejste rundt som fotograf, gik det op for mig at jeg fotograferede folk på en helt anden måde, end jeg egentlig kunne lide. Jeg fotograferede street style-stjernerne, de cooleste trends på gaden, de rigtige Prada-sko, som jeg alligevel ikke havde råd til, og overså komplet de ukendte piger, med fed stil, som virkelig inspirerede mig. Og så stoppede jeg.
Hvordan street style har udviklet sig i løbet af de seneste år, har frustreret mig og jeg føler at luften er gået ud af ballonen modemæssigt. Kigger du hos Vogue, Style Du Monde, The Cut, Elle og Costume er chancerne for at finde én eller måske endda to piger, der hverken er model, hører under kategorien “street style-stjerne” eller har de seneste Gucci-sko eller den smarte nye Prada-frakke på, minimal. Og hvad jeg egentlig gerne vil se billeder af – ligesom mange af jer også har givet udtryk for – er mennesker, der har god stil, uanset om de er kendte redaktører og modeller eller ej, uanset om de er til modeuge eller ej, og uanset om deres tøj er dyrt eller ej. Dem, der inspirerer, netop fordi de kan vise hvem de er gennem deres beklædning, uden det nødvendigvis skal være et par Saint Laurent-støvler.
Jeg talte for nylig med den toneangivende street style-fotograf Adam Katz Sinding omkring udviklingen af street style siden både han og jeg startede til de europæiske modeuger i 2012, da han er en fotograf, jeg selv har set som en af dem, der var med til at skabe denne nye bølge indenfor street style-fotografi. En bølge, der fokuserer “money shots” – billeder der sælger, såsom dem af netop modellerne, street style-stjernerne og Gucci-skoene, som fotografernes billed-redaktører beder om og som sælger godt ved foto-bureauerne.
Til min store overraskelse var han lige så skeptisk overfor den nye retning som jeg og sagde “There are so many street style photographers out there taking the same photos of all these famous people. They don’t really look for uniqueness, details, people who are creative (…) I only shoot something if I really like it.“. Og da jeg prøvede at fiske ud af ham, hvem han hellere ville fotografere – en komplet ukendt pige eller en af de store street style stjerne, fortalte han at “my favorite subject to shoot is actually this completely infamous girl” og han, i modsætning til mange andre fotografer, har for vane at skære sine fotos, således ansigtet ikke kommer med, så netop tøjet kommer i fokus, uanset hvilket mærke det er.
Så måske er der håb forude for street style når en af de største fotografer anonymiserer, de mennesker, han har på sine billeder, selvom de utvivlsomt ville sælge bedre med ansigt på? Jeg havde netop dømt street style død på grund af den manglende interesse for reel stil og voksende interesse i at fotografere dem, der har flest instagram-følgere, eller dem, hvis billede sælger bedst. Da jeg spurgte Adam hvad hvor han synes street style var på vej hen svarede han “How street style is progressing? It’s digressing!“.
Spot on. Det bliver spændende at se hvor street style er på vej hen, om og hvor det ender og om de ukendtes stil kommer tilbage på mode engang.
Hvad synes I om udviklingen af street style? Hvad er god street style for jer?
Diskutér endelig videre i kommentarfeltet!