New Yorks modeuge er netop blevet sparket i gang og jeg har ikke den mindste smule fomo. I en god håndfuld år har jeg siddet med en helt forfærdelig “fear of missing out” hver gang modeugerne har været i gang og jeg ikke har været der.. Men den er lige så stille drysset helt væk.
Efter at have svømmet i en suppe af at vise sig frem på gaden, være iklædt de rigtige trends og blive fotograferet af de rigtige fotografer i mine modeuge-år, hvor jeg rejste afsted 4 gang årligt, er det gået op for mig at jeg er virkelig forvirret omkring hvad modeugen egentlig er.
Mark Tan SS17-show i København
Som udgangspunkt ville man nok definere modeuge som en håndfuld dage, hvor modebranchens indkøbere og presse kommer for at kigge på de kommende kollektioner og at diverse modeshows handlede om at vise tøjet frem til denne lille skare af branchefolk.. Men jeg synes ikke helt at modeugen kan defineres lige så klart mere. Måske er jeg mærket af min fortid som streetstyle-fotograf, men ordet “modeuge” bringer for mig billeder frem af et hurlumhejhus af folk, der spankulerer rundt på gaden for at vise deres udlånte outfit(som i øvrigt er dagens trejde look) endnu mere end modellerne gør det på catwalken…
Da jeg var til sommerens modeuge i København havde jeg en mindre åbenbaring, der fik mig til at tvivle på hvorfor jeg var til modeugen. Den handlede om, at jeg egentlig intet behov havde for at vise mig frem under modeugen. Det eneste jeg ville, var faktisk bare at se det, jeg var inviteret til, nemlig tøjet på catwalken. Og det selvom flere og flere af de internationale fotografer jeg tidligere rendte rundt med i London og Paris nu også er begyndt at komme til Københavns 3 dage, nej, i virkeligheden bare 2 dage, lange modeuge for at fotografere de smarte skandinaver. Den der lyst til at være prætentiøs og vise mig frem og blive fotograferet af gud og hvermand synes jeg ikke er relevant, når jeg tænker på hvad formålet med modeugen er. Eller plejede at være.
Det virker som om at modeugens gadecirkus nu er blevet mere vigtig end hvad der går ned af catwalken.
Jeg er begyndt at overveje om det egentlig er på gaden mere end på catwalken de vigtigste salg bliver gjort under modeugen? Til Baum und Pferdgartens show under modeugen havde modehuset klædt stort set alle gæster, der sandsynligvis ville blive fotograferet – inklusiv undertegnede – på i deres egen efterårskollektion, der netop lige var kommet i butikkerne. Smart trick? I think so!
Men smarte markedsføringstricks født ud af selvpromoveringens enorme vigtighed til side. Det var mere den ting, der har skabt det behov for at putte diverse smarte personer i den seneste kollektion, jeg vil snakke om. Den konstante spankuleren rundt, poseren og vigtighed af at være inviteret til alle shows uanset om man finder dem relevante eller interessante. Det forvirrer mig. Men samtidigt giver den ganske god mening i det selvpromoverende “mig mig mig”-samfund, som jeg vil vove at påstå vi lever i. Den handler jo altsammen om skamløs selvpromovering, så hvorfor fokusere på tøjet på catwalken og art directionen af et godt show, når man kan fokusere på at sætte sig selv i et godt lys?
illustration via Cover
Meget passende skrev modemand, Chris Pedersen, en interessant opdatering på sin facebook umiddelbart efter modeugen,
“Godt råd til modemagasiner, der gerne vil bevare relevansen. Drop historier om redaktionens tøj og fokuser på at formidle jeres oplevelser af designernes kollektioner, stylisternes arbejde, looket på gaden, stemingen i luften. #gratistip #kigudoveregennæsetip“
Kunne jeg være mere enig? Jeg tror det ikke! Så i det mindste er jeg ikke alene om at tænke at modeugerne har bevæget sig ud af en tangent, der minder mere om et cirkus, hvor alle har et “stur stur nummer” der skal fyres af på gaden og foran eget selfiecam.
Det jeg egentlig var ude på med dette essay var noget i retningen af at komme med en redifinition på hvad modeuge er.. Men jeg synes ikke at være kommet til en konklusion andet end at ordet “modeuge” er begyndt at runge mere og mere hult i mine ører. Og nu hvor diverse kollektioner kommer på nettet få timer efter showet er slut, begynder jeg at tvivle på om det cirkusset er det værd at deltage i, hvis man kun er interesseret i at kigge på tøj og blive inspireret af et flot, veludført show som ikke kun foregår på gaden?
Farvel modeuge-fomo!