COLLAGE BY ME
Forleden havde jeg en idé til en inspirationscollage. Da jeg gik i gang, troede jeg den skule være poppet, skrigende og vild, men da jeg så rodede gennem min inspirationsmappe ende jeg med at skifte spor fuldstændigt. Jeg med at bevæge mig et sted hen, der var mere gammeldags, blød i farverne og proppet med småting. Denne gang blev collagen ikke en idé til inspiration til styling, men mere et produkt af en inspirationsidé, der sprang op, da jeg var halvt i gang. Normalt er jeg ikke typen, der smider rundt med budskaber, men jeg vil mene at der er en slags budskab – eller et tema – heri collagen, I ved, med posering foran diverse portrætteringsmidler gennem tiden. Egentlig en ret sigende kommentar om samfundet i dag. Wau, nu bliver det samfundskritisk. Men hvis man ser bort fra det, eller tager det i betragtning, for den sags skyld, synes jeg collagen er hammerfin – hvad synes I?
The other day I had an idea for an inspirational collage. When I started I thought I’d do something pop, bright and wild, but when I went through my inspirational folder, I ended up changing my tracks completely. I wnet somewhere old fashioned, softly coloured and full of little scrappy things. This time my collage didn’t become an idea for inspiration on styling, but more a product of an inspirational idea, hitting me when I was in the middle of making it. Usually, I’m not the type who throuws around messages in this way, but I think this collage brings a message – or at least a theme – you know, something about posing in front of various media for self-portraitture through time. Quite a relevant comment on today’s society. Wau, this is getting society-critical. Oh well, apart from that.. or with that fact in mind, I think this collage is super fine – what do you think?