nytårsforsættet

NYpost-1

Alle mulige ting er sket, sides sidst, jeg sad og skrev nytårsindlæg. Alle mulige ok sindssyge og livsforandrende ting. Voldsomt alligevel. Og derfor sidder jeg i øjeblikket og forbereder mig på alt muligt, jeg ikke ved en døjt om. Jeg er imponeret over hvordan tingene arter sig, medens jeg selv går rundt og og tænker at der ikke sker noget.

Netop dette er det, jeg planlægger at lave om på i 2015. Jepper, jeg har fået mig et nytårsforsæt jeg bliver nødt til at makke ret overfor; i det kommende år har jeg sat mig for at jeg skal lære at tro på og vise at jeg er sej. Det lyder tosset, men jeg er sikker på at det vil gøre godt, for når jeg omtaler nogle af de førnævnte ok sindssyge ting, jeg oplever og gør(eksempler: at være ret så populær på streetstylefronten, at have rejst rundt til 25 modeuger i en alder af 22, at kunne arbejde to deltidsjobs og stadig have tid til at drive en prisvindende blog dagligt), starter jeg som regel mine sætninger med “Nåh, det var jo bare..” i stedet for “Det er mega vildt, det her, jeg har gjort, nu skal du høre!”. Derfor skal jeg i det nye år lære at være mere åbenlyst stolt af og flashy omkring det jeg gør – for stolt er jeg, men jeg fejer det ind under mit nordjyske ydmyghedsgulvtæppe i stedet for at fejre den succes, jeg har haft med projekter i det seneste år. Dumt, ikke?

Billedet ovenfor er forresten et “behind the scenes”-billede fra et shoot jeg har lavet her i december, som I kommer til at se mere til i 2015. Og som jeg er pissestolt af(se, jeg er allerede gået i gang)!

 

Hvad er jeres nytårsforsæt? Og hvad har været skelsættende for jeres år?

Og forresten: Godt nytår allesammen!

 

Psssttt.. Hvis du vil vide hvad mit nytårsforsæt for 2014 var, kan jeg fortælle at det gik ud på at skulle lære Napoleon Dynamite-dansen. Det skal jeg og en veninde bruge vores eftermiddag på – jeps, vi klarer forsættet i elvte time. Hvis jeg er god kommer den på insta!