I dag, lige netop denne dag, d. 22. juni for eksakt 3 år siden skrev jeg dette:
“Jeg er ikke sikker hvorfor, men jeg har opkaldt denne nyoprettede blog efter Vetos sang “nemesis, babe”. Jeg synes det er en helvedes god sang, så det er nok derfor. Velkommen ind i mit liv, eller i hvert fald en del af det.
Nemesis er i græsk mytologi gudinden for retfærdighed og hævn. Hendes vrede er rettet mod menneskets overtrædelse af den naturlige orden, og den arrogance der er skyld i det. Ordet “nemesis” er i dag ofte brugt som en betegnelse der beskriver en ærkefjende, gerne også en modsætning af sig selv, som dog stadig besidder ligheder med én (som for eksempel Dr. Doofenschmirz og næbdyret Perry). Nemesis forfølger den hovmodige og den onde med ubrydelig hævn. Hybris (synd og hovmod) straffes med Nemesis (hævn).
Babe er en kærtegnende betegnelse. Kommer af ordet baby.”
Og siden da er der løbet en del vand under broen. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle komme så langt med det er underlige internetprojekt – tænk at en kedsomheds-overspringshandling er blevet min skæbne! Men ikke desto mindre er jeg virkelig glad for den her skæbne: jeg bliver holdt igang kreativt og får brugt både skrive- foto- og opfindsomhedsfærdigheder hver eneste dag. Derudover har den her skæbne nok også været skyld i at min garderobe nu er mindst 4 gange så stor og interessant som den var for tre år siden. Og sidst men ikke mindst, at fremmede kommer hen til mig og roser mit arbejde – hvem havde troet det?
Jeg er ikke sikker på hvorhen min virtuelle skæbne præcis tager mig, men indtil videre har det arbejdet sig godt og grundigt ind i mit knap-så-virtuelle liv hvilket jeg tror det vil blive ved med. Tænk sig lige, 3 år! Jeg må hellere gå ud og købe mig en kagemand.. Tillykke til min NEMESIS, BABE!
Today, on this exact day, the 22nd of June, three years ago I started this blog. Since then a lot of water has run under the bridge. I’d never imagined for this weird internet project to make it this far – to think that an act of boredom has become my destiny! A destiny, I do like, though: it keeps me on track on my writing, photographing, innovating and creatively every day. It has also been a factor in the fact that my wardrobe has grown to at least the quadrouple size of what it was three years ago. And last but not least, it has made strangers come up to me and tell me they liked what I did – who’d ever have thought that?
I’m not sure where this virtual destiny of mine will take me, but so far it has worked itself well into my no-so-virtual life, which I think it’ll keep doing. Just think: three years! Happy birthday to my NEMESIS, BABE!