“Blogging gjorde at gud og hvermand kunne følge med i hvad der gik ned af catwalken og at helt almindelige mennesker blev stil-ikoner…”
Da jeg var 14 år gammel, fik jeg det første modemagasin af min mor, hvilket virkelig satte gang i min interesse for modebranchen og gjorde at jeg endte med at sidde og nørde kollektioner hver sæson på Style.com og bestille abonnementer på diverse modemagasiner. Da min interesse for mode blev til en besættelse af mode og min viden heromkring blev større og større begyndte jeg virkelig at føle mig som en “fashion insider” – jeg følte mig en smule speciel og blev af mine veninder kåret til den mest nørdede i venindeflokket på grund af min interesse for mode. Netop omkring det tidspunkt begyndte modeblogging også at komme frem og denne begyndelse på demokratiseringen af moden nagede mig – jeg synes moden, og specielt high fashion, skulle være for de få. For dem der var med i branchen og dem, der var modenørder.
Senere hen startede jeg, som bekendt, min egen modeblog for netop at dele min tilsyneladende specielle interesse med nogen – indtil jeg startede bloggen havde jeg mødt én, der synes mode var lige så spændende som jeg, og jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, overvejelser og ideer omkring mode – og blev hermed en del af demokratiseringen af den ellers eksklusive modeklub. Blogging gjorde at gud og hvermand kunne følge med i hvad der gik ned af catwalken, at helt almindelige mennesker blev stil-ikoner og at alle med den rette portion talent, iver eller læsertække kunne møve sig ind i modebranchen uden nødvendigvis at være uddannet til det og deres læsere kunne følge med i det hele.
Ind til videre har det jo vist sig succesfuld for mig at deltage i demokratiseringen af modebranchen, eftersom jeg har fået hvad jeg kom efter – en fod indenfor. Men jeg er begyndt at overveje om denne demokratisering også har været årsagen til modens nedgang? Moden, som vi hidtil har kendt den, altså. For samtidigt med at mode er blevet for alle og enhver, har moden fået en oprejsning i form af at flere følger med i hvad der sker på modescenen og flere tager del i modens tendenser og strømninger.
Demokratiseringen kombineret med fremmarchen af sociale medier, der bringer modens elite og deres udsyn fra front row tættere på forbrugeren i løbet af minutter, ja, sekunder, gør at alle for det første kan deltage i den eksklusive begivenhed et modeshow nu engang er og er det så overhovedet eksklusivt mere?, samtidigt med at hastigheden hvormed behovet for det viste stykke tøj opstår idet, det går ned af catwalken. Som jeg tidligere har blogget om har hastigheden hvormed mode skal produceres løbet løbsk, hvilket har vist sig en formidabel forretning for hurtigt-producerende high street brands, der kan kopiere og producere et lignende stykke tøj på kun uger.
gucci resort ’16 & gucci pre fall ’16 both via style.com, RED METALLIC SKIRT: MANGO, ORANGE METALLIC SKIRT: ASOS, LIGHT GOLD METALLIC SKIRT: H&M, GOLD METALLIC SKIRT: ZARA
“Fashion became pop. I can’t make up my mind if that’s a good or a bad thing…”
Dette øjeblikkelige behov for catwalk-kopier, der kommer med at alle kan deltage i modebegivenheder på lige fod med top-moderedaktører lægger et pres på alle. Et pres på modehuset, der netop har sendt det ned af catwalken for at sende kollektionerne hurtigere i butikkerne, samtidigt med at konkurrere på prisen med de high street-brands, der kopierer tøjet med lynets hast. Et pres på high street-brands, der gerne skal følge de strømninger, der ses i high fashion-verdenen. Et pres på redaktøren og modebloggerne for at formidle tendensen, der opstår på catwalken til forbrugerne så hurtigt som muligt, samt at fortælle dem hvordan de selv kan deltage i denne trend uden af blive ludfattige. Og sidst men ikke mindst et pres på den modeinteresserede forbruger til at deltage i en trend, de end ikke har lært at kende, før den skal følges.
Raf Simons, tidligere kreativ direktør hos Dior, der sagde op sidste år på grund af hastigheden moden begyndte at bevæge sig med og det pres, det lagde på ham har udtalt: “Fashion became pop. I can’t make up my mind if that’s a good or a bad thing. The only thing I know is that it used to be elitist. And I don’t know if one should be ashamed or not to admit that maybe it was nicer when it was more elitist, not for everybody. Now high fashion is for everybody.” og i i-D’s nytårs-artikel med mode-elitens nytårsforsæt for modebranchen udtaler designer Philip Lim: “I would like to bring back the mystery of fashion that no longer exists.”.
Editor-at-large for Vogue Nippon, Anna Dello Russo
Hos Antidote, kan man læse at “the fashion critic” er en døende race, på grund af den direkte forbindelse mellem modehus og forbruger i forbindelse med de sociale mediers inddragen af alle i en tidligere eksklusiv branche, hvor man kun så det, som eksperterne fandt interessant og som modemagasinerne valgte at bringe. Det kan få én til at tænke over hvor længe modekritikeren, moderedaktøren og modemagasinet som det forbindende led mellem modebranchen og forbrugeren overhovedet er relevant mere… Og hvis dette er tilfældet – at moderedaktøren, som eksempel er ved at gå af mode, giver det ganske god mening at mange af modens insidere, der tidligere har slået sig fast på talent og evne til at formidle moden, nu springer ud som it-girls og street style stars. For at være helt ærlige, kender vi ikke snart bedre diverse redaktører bedre på deres udskejelser på street style-scenen, end på hvilken feature i hvilket magasin de står bag?
At modebranchen er ved at dø ved hånden af demokratiseringen, tror jeg faktisk ikke. Modebranchen står midt i et hamskifte, hvor vi lige så stille bliver nødsaget til at acceptere at elitismen falder bort og alle må tage til nye midler. Modebranchens fremtid ligger i hænderne på forbrugeren og masserne mere end nogensinde og nu er tiden til at finde ud af hvordan en ny modeindustri skal udformes derudfra, mens vi stadig kan holde hånd i hanke med kunstnerisk integritet, tradition og kvalitet.
Hvad synes I? Hvor er moden på vej hen?