For halvandet år siden stoppede jeg med at fotografere street style efter 3 år – 6 sæsoner – på bagen. Det første bekendtskab jeg stiftede med street style var via Stockholm Street Style, der fotograferede enkle billeder i fuld figur af personer med god stil, ikke nødvendigvis særligt kendte ansigter, bare ganske almindelig dokumentation af god stil.
Med det, som mit udgangspunkt for street style begyndte jeg også selv at fotografere til modeuger – enkle billeder af folk, jeg synes havde god stil, billeder af folk, jeg vendte mig om efter på gaden og som inspirerede mig stilmæssigt. Som mit arbejde med street style langsomt udviklede sig, og jeg begyndte at fotografere for kunder som Cover, Elle og NastyGal begyndte jeg at spore mig ind på hvilke personer, jeg burde skyde for mine kunder. Efter en eller to sæsoner med kunder, hvis stil, jeg skulle holde mig indenfor, begyndte de at sende mig lister over dem, de gerne ville have fotos af. Hos NastyGal var Chloe Nørgaard en pige, jeg skulle have in mente, når jeg skød, mens Pernille Teisbæk, skandinavisk stil og cool modeller var essentielle for Elle. Jeg endte med at kunne navne på hver og én af de vigtige piger på gaden, som jeg vidste mine kunder ville have billeder af og som var ved at gå hen og blive “street style-stjerner”. Og kendte man designerne på det tøj, de havde på – og var det et Moschino-look, der havde gået ned af catwalken dagen før, som Moschino havde betalt dem for at hoppe i – var det endnu bedre.
Og det var her, jeg stoppede op og spurgte mig selv, hvad jeg lavede. For det første, gik det op for mig at drømmen ikke var at blive fotograf eller at rejse rundt tre uger i træk og kæmpe om den bedste plads for at få fotos af modeller, hvis stil jeg ikke fandt særligt interessant. For det andet, nu hvor jeg alligevel rejste rundt som fotograf, gik det op for mig at jeg fotograferede folk på en helt anden måde, end jeg egentlig kunne lide. Jeg fotograferede street style-stjernerne, de cooleste trends på gaden, de rigtige Prada-sko, som jeg alligevel ikke havde råd til, og overså komplet de ukendte piger, med fed stil, som virkelig inspirerede mig. Og så stoppede jeg.
Hvordan street style har udviklet sig i løbet af de seneste år, har frustreret mig og jeg føler at luften er gået ud af ballonen modemæssigt. Kigger du hos Vogue, Style Du Monde, The Cut, Elle og Costume er chancerne for at finde én eller måske endda to piger, der hverken er model, hører under kategorien “street style-stjerne” eller har de seneste Gucci-sko eller den smarte nye Prada-frakke på, minimal. Og hvad jeg egentlig gerne vil se billeder af – ligesom mange af jer også har givet udtryk for – er mennesker, der har god stil, uanset om de er kendte redaktører og modeller eller ej, uanset om de er til modeuge eller ej, og uanset om deres tøj er dyrt eller ej. Dem, der inspirerer, netop fordi de kan vise hvem de er gennem deres beklædning, uden det nødvendigvis skal være et par Saint Laurent-støvler.
Jeg talte for nylig med den toneangivende street style-fotograf Adam Katz Sinding omkring udviklingen af street style siden både han og jeg startede til de europæiske modeuger i 2012, da han er en fotograf, jeg selv har set som en af dem, der var med til at skabe denne nye bølge indenfor street style-fotografi. En bølge, der fokuserer “money shots” – billeder der sælger, såsom dem af netop modellerne, street style-stjernerne og Gucci-skoene, som fotografernes billed-redaktører beder om og som sælger godt ved foto-bureauerne.
Til min store overraskelse var han lige så skeptisk overfor den nye retning som jeg og sagde “There are so many street style photographers out there taking the same photos of all these famous people. They don’t really look for uniqueness, details, people who are creative (…) I only shoot something if I really like it.“. Og da jeg prøvede at fiske ud af ham, hvem han hellere ville fotografere – en komplet ukendt pige eller en af de store street style stjerne, fortalte han at “my favorite subject to shoot is actually this completely infamous girl” og han, i modsætning til mange andre fotografer, har for vane at skære sine fotos, således ansigtet ikke kommer med, så netop tøjet kommer i fokus, uanset hvilket mærke det er.
Så måske er der håb forude for street style når en af de største fotografer anonymiserer, de mennesker, han har på sine billeder, selvom de utvivlsomt ville sælge bedre med ansigt på? Jeg havde netop dømt street style død på grund af den manglende interesse for reel stil og voksende interesse i at fotografere dem, der har flest instagram-følgere, eller dem, hvis billede sælger bedst. Da jeg spurgte Adam hvad hvor han synes street style var på vej hen svarede han “How street style is progressing? It’s digressing!“.
Spot on. Det bliver spændende at se hvor street style er på vej hen, om og hvor det ender og om de ukendtes stil kommer tilbage på mode engang.
Hvad synes I om udviklingen af street style? Hvad er god street style for jer?
Diskutér endelig videre i kommentarfeltet!
Kommentarer
0 svar til “Hvor er street style på vej hen?”
Super velskrevet! Jeg kiggede før i tiden ofte streetstyle billeder for at finde inspiration, men jeg synes det er blevet for ensformigt. Som du skriver ved man nemlig hvilke piger, der dukker op på billederne og hvilket tøj de har på fra hvilket mærke, og det bliver virkelig kedeligt i længden. Jeg vil gerne se flere billeder af folk der tør tage chancer og forny modebilledet en smule.
Tak skal du have, Mathilde! Det er ærgerligt at fokus på de her bestemte piger og bestemte super-dyre items er kommet så meget i fokus at også jer, der ikke er infiltreret i street style-verdenen også kan se det nu – jeg var nemlig usikker på hvorvidt man kunne se mønstret, når man ikke selv havde været en del af cirkuset. Men så er det da ved at gå for vidt. Der kommer forresten snart et street style-indlæg fra min hånd med fotos af almindelige mennesker med hammersej stil! 🙂
God street style for mig, er når personen skiller sig ud. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal have en skrigpink jakke på eller neon grøn taske i hånden, det kan også sagtens være en tekstur eller en silhuet i sort/hvid. Noget, hvor kreativitet og passion skinner igennem frem for hvilket mærker man går i, om det så er Gucci eller genbrug:)
Det vil jeg give dig ret i! Jeg er vild med når man virkelig kan mærke en person på deres udståling og attitude i forhold til hvad de har på – det er dér det bliver spændende! 🙂
Spot on! Kan ikke sige mere til det, fordi du har netop beskrevet det jeg tænker – super godt skrevet og formuleret. Jeg plejede at søge efter street style billederne til hver modeuge, og glædede mig til de kom. Men den glæde er lige så stille forsvundet i takt med alt det du nævner!
Sindssygt godt emne at tage op, tak!!
Tak skal du have, Eline! 🙂 Jeg er helt enig med dig – jeg plejede nemlig også at sidde og kigge efter street style hver sæson, men efterhånden er min tro på at jeg finder noget spændende og inspirerende så lille at jeg ikke mere gider følge med på street style-scenen.. Ret trist, hva’?
That’s exactly how I feel, that’s why I like pictures of Japanese street style instead where they dress however they want and it’s always new and interesting and makes sense to us mere mortals. Too much minimal expensive fashion for my liking, anyone can dress basic, where’s the personal style? I was thinking of writing on this topic recently and you’ve hit the nail on the head
Yup, there’s also a site called hel-looks with Finnish street style of real people – super inspiring and fun! And thank you!
I’ll have a look. Also, I think this is exactly the same with Lookbook in the last few years. All of the popular people get featured even with the most boring outfits and because they are so sponsored, their looks have become boring. Their looks were 10 times better when they were less known and thrifting garments. I’m linking your article on my blog as part of a link roundup because I couldn’t agree with you more
So true about lookbook, too!
[…] Babe, my favourite fashion blogger has a few words to say on the quality of street fashion nowadays, something which I’ve thought for a few years now […]