lifesituation # 3: school

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

THIS POST IS ONLY AVAILABLE IN DANISH. WANT IT TRANSLATED?

 

 

Så er det tid til endnu en status – læs de to første om bolig og karriere her og her. Vi er gået ind i august, sidste måned af min latterligt lange, 3-måneders sommerferie(for sådan gør de i Sverige) og så er det tid til at vende tilbage til pendlerlivet som Malmö Högskola-studerende. 

 

Det er lidt sjovt. Jeg har, siden jeg kom ind på uddannelsen vidst, at jeg ville tage den helt færdig i modsætning til mit kun ene år på kunsthistorie. Og jeg skal gøre det… Men pyyh, hvor har jeg haft mange “second thoughts”. Det underlige er, at det ikke nødvendigvis er skolen og uddannelsen selv, der har gjort at jeg har overvejet om jeg igen skulle sige stop efter det første år, men mere en rastløshed og en længsel efter en form for frihed.

 

Efter 3 sabbatår og et enkelt år på ét studie virker det ikke så farligt at skulle hoppe fra på nummer to, selvom det er drømme-uddannelsen. Jeg er jo vant til ikke at være bundet til noget i specielt lang tid ad gangen, men nu har jeg tænkt mig at gøre det.
En af de ting, der satte en rigtig tvivl hos mig var i vinters, da vi begyndte foto-kursus. Mit udgangspunkt for at tage uddannelsen var jo at specialisere mig i foto, som jeg har arbejdet med i mange år efterhånden. Men det skulle vise sig at vores underviser, som kommer til at være lærer på foto-specialiseringen, og jeg ikke var det bedste match. Jeg blev enormt ked af det, da jeg fandt ud af, at jeg ikke havde lyst til foto-specialiseringen alligevel – det havde jo været planen hele tiden! 

 

Det gjorde at jeg straks klikkede mig ind på DMJX’s hjemmeside for at tjekke Kreativ Kommunikation ud – en uddannelse jeg søgte sidste år, men ikke kom ind på. Jeg blev helt i tvivl. Skulle jeg søge det en gang til – tage kun ét år på Malmö for at droppe ud og begynde på en ny skole for tredje år i træk?

 

Heldigvis kom der noget i vejen for det og jeg endte med at holde mig til mit oprindelige valg, for da vi begyndte på video-produktion kom lysten til skolen tilbage. Vi havde meget intensive projekter, hvor vi lærte en hel masse nyt på meget kort tid – at filme, klipning, farveredigering på film, lydredigering og to slags animation. Alt sammen af en af de mest passionerede lærere jeg har haft – én af dem, der har arbejdet en hel masse professionelt inden for visuel kommunikation ifht video og animation, som havde passion, erfaring og en enormt smittende glæde og god måde at give kritik på. Så valget bliver ret klart når jeg begynder min specialisering i januar – jeg skal lave video.

 

Et valg som alle, jeg har snakket med, har været positive overfor – video er det nye, siger de allesammen. Og at blive bedre til videoproduktion er jo heller ingen dårlig ting ifht bloggen… Og skal jeg være producer eller art director er det kun en fordel at kunne have overblik på en video-produktion, der har så mange facetter – for så bliver fotoproduktion let som en leg! Hvorfor ikke bare lære det sværeste til at starte med?

Jeg glæder mig helt vildt meget til at lære mere. Jeg har fået en hel masse mere skole-glæde ud af valget om at lære mere om video – noget jeg f.eks også kan bruge i forbindelse med arbejde i modebranchen, som f.x. den her video, som min gruppe og jeg producerede i foråret som et led i et dokumentarforløb. Jeg har blod på tanden. Juhu!

 

Hvad skal I efter sommerferien er ovre? Begynder I nyt studie/dropper ud/forsætter på det gamle og har I også haft tvivl i forbindelse med jeres uddannelser?