Som I nok har spottet, har jeg de seneste uger hængt ud med nogle ret seje damer. Og i næste uge fortsætter jeg. Det er nemlig sådan at jeg pt. sidder med et ret stort skoleprojekt i hænderne. Et projekt, hvor jeg måske er lidt mere(måske for) ambitiøs end mine klassekammerater, men ikke desto mindre et sjovt projekt, som jeg virkelig glæder mig til at udgive. Jeg skal nemlig lave en lille serie af 3 videoer om super iværksætter-seje kvinder, der har startet eget firma op for at arbejde med deres passion. I de to foregående uger, har jeg filmet med Sofie Sol og Thilde fra PoppyKalas og i næste uge skal jeg filme med søde Mathilde fra MyRainbowTee.
Som jeg tror, jeg har fortalt jer, er jeg midst i specialiseringsdelen af min uddannelse, hvor jeg har valgt video – eller rörlig bild, som det hedder på svensk, hvilket måske også er mere sigende, da vi også arbejder med animation. Lige nu er vi nået dertil hvor alt det skriftlige er slut og den står på praktisk arbejde en masse. I skrivende stund har jeg følgende opgaver med deadline start/midt maj hængende over hovedet: en 1 minut lang animation(det er super meget når man ikke er vant til at animere), en manuskript-skiveopgave og medieproduktionen som jeg skrev om herover – som viser sig lige at være lidt mere tidskrævende end jeg havde troet.
Derudover har jeg også bloggen at holde gang i med indlæg et par gange om ugen, min instagram dagligt samt den genbrugstøj-talk jeg skal lave på SustainDailys fordybelsesdag som skal forberedes. Der er også en masse pressedage for tiden, hvor det er smart at komme ud og drikke hvidvin i små fancy glas mens man spiser petit fours og mingler med alle mulige og kan få nye kontakter i netværket.
Jeg kan mærke at jeg stresser ret meget over arbejde med bloggen og alt det netværkeri for tiden, fordi der nu kun er et år til jeg bliver færdig i skolen og gerne skal du og have noget fuldtids-halløj. Jeg vil sygt gerne tæske igennem på arbejdsfronten så der også kan tikke lidt flere penge ind på firmakontoen hver måned, da det jo er min eneste indtægt udover SU. Men samtidigt lærer jeg sygt meget i skolen lige nu, som vil være nyttigt for fremtidigt arbejde, så jeg lægger stort set al min tid der. Åh, altså, venner.
Det er sjovt, for jeg føler mig enormt stresset for tiden, samtidigt med at jeg har det godt. Laver nogle fede projekter, møder spændende og søde mennesker, solen skinner og min kreativitet er på toppen. Samtidigt har mit hoved og især min krop brug for at tage to ugers fri fra det hele og lade op. På grund af at der har været så meget gang i skoleprojekterne og pressedage er min krop ikke endnu kommet af med en trælst vedholdende hoste(da jeg købte tulipaner i går sagde blomsterhandleren “hold da op, du må da hellere komme hjem i seng”) selvom det er 2-3 uger siden jeg var ægte syg.
Det er så forvirrende at føle at der er så meget at lave, som er mega fedt, samtidigt med at det stresser mig og i virkeligheden har jeg måske ikke overskud til det. Tja. Det var måske en stor omgang pylren, men måske er der også lige lidt brug for det, så man kan konstatere at selvom min instagram flyder over med blomster, humørfyldte “get dressed with me”-stories og smukke kjoler, er end ikke jeg et supermenneske. Jeg er egentlig bare lidt træt.