Så er det en uge siden det sidste program af “Besat af Skønhed” blev udsendt – endnu et program, hvor jeg stak fjæset frem og var med. Det var det andet ud af 3 afsnit, jeg er med i, i programserien og denne gang følger man mig og min dejlige blogger-kompis Stine på en outfit-skydning til bloggen.
Det er lidt sjovt at se programmet, når jeg ved hvor meget der er blevet optaget, hvordan og hvornår det, der blev sagt var ægte og hvornår det var tilrettelæggerens ord i min mund. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg siger noget, jeg ikke selv bestemmer.. Men de antal gange tilrettelæggeren, der sidder ved siden af kameraet og interviewer en, siger “okay, kan du ikke sige “Da det begynder at regne tænker jeg..”, husk at det er som om det lige er sket!” kan ikke tælles på hænder og tæer!
Som udgangspunkt viser afsnittet et ret fint billede af hvordan sådanne shoots foregår – med en smule action i form af vejr-udfordringer, som kameraholdet var vilde med. Derudover har jeg fundet ud af at mine jyske lyd og mit(i følge mig selv) kæmpe-overbid er meget tydeligere, end jeg troede, men hey, det er vel det, der bringer charmen, ikke? Jeg fik forleden dag en besked fra en fremmed mand på facebook, der ville kommentere på det, han så som en fantastisk personlighed, så jeg har en idé om at jeg fremstår ret sympatisk på skærmen(er det det jyske?), hvilket jeg er ret så glad for!
Næste afsnit med mig bliver sendt engang i oktober, og jeg skal nok huske at smække en reminder på bloggen når tiden er inde! I kan se det seneste afsnit HER!