Ok, så er det tid til noget pænt sjældent: et personligt indlæg. Hvis jeg var jer, ville jeg nemlig undre mig en del over hvordan søren jeg havde penge til at rejse til diverse modeuger, når jeg stort set kun lever på en SU. Jo, her er historien: i dag, for præcis ni år siden havde jeg og en lastbil nemlig et sammenstød, hvor mit ene ben og min cykel blev mast under det ene hjul. Ud af den hændelse kom der heldigvis ingen brækkede ben eller fødder(jeg går ud fra at jeg har ualmindeligt bøjelige knogler), men et stort ar på mit venstre skinneben, som skal være der til evig tid. Da jeg så blev atten år gammel og for længst havde fået konstateret varigt mén, fik jeg en klat penge i erstatning. Eftersom min drøm altid har været at arbejde med mode, har jeg ikke tvivlet på, at det var modeugerejserne, pengene skulle bruges på. Jeg tænker næsten ikke på mit ar mere og da man kan sige jeg har fået en masse ud af de muligheder min erstatning har givet mig, kan man vel kalde den ubehagelige oplevelse held i uheld – selvom det bestemt ikke er noget jeg vil prøve igen, uha! Måske virker jeg lidt “loose” omkring ulykken, men jeg har bestemt mig for, at når jeg ikke kan gøre noget ved det, må jeg lære at leve med arret. Er der nogen af jer der også har været ude for sådanne slemme ulykker?
Ok, it’s time for something pretty rare: a personal blog post. If I was you, I would wonder how I’m able to afford traveling around to various fashion weeks, when I don’t even have a job to make a living. Well, well, here’s the story: today it is exactly nine years ago that I was part of a traffic accident involving a big truck, in which one of my legs and my bike was run over by the giant wheels. From that incident, I came out with no broken legs or feet(I assume my bones are incredibly bendy), but a big scar on my left leg, which is going to stay there for ever. Then, when I turned eighteen and had had the scar determined as a permanent injury, I got a sum of money as compensation. Since my dream has always been working in fashion, I never doubted that the money should be spent on going to fashion weeks. Fortunately, I almost never think about my scar anymore and since I’ve gotten a lot of great opportunities from what I’ve been able to do with the compensation-money, I guess you can call the very unpleasant incident a blessing in disguise – even though it is something I would definately not like the experience again! I might seem a bit “loose” about the whole accident-thing, but I decided, that since I can’t do anything about it, I’ll just have to live with that scar on my leg. Did any of you ever experience such a bad accident?