photos: Jesper Rais
Som jeg har haft teaset for en smule på bloggens facebook og instagram, så var jeg i lørdags taget et smut til Aarhus for at være smart og bloggeragtig. Jeg havde nemlig, som en del af NOTE Magazine, hos hvem jeg også er modeassistent, fået smidt et event sammen i Bruuns Galleri, hvor den stod på bloggersnak med Marie, Lærke og jeg samt et kig på et par af VIA Design(tidligere Teko)s afgangsdesigneres kollektioner. Jeg havde naturligvis taget Agurk med, og Marie og Lærke havde valgt de hamrendes dygtige Léa Dupuy og Mette Assarson.
Dagen gik med at Lærke, Marie og jeg fik stukket mikrofoner i hænderne og to gange i løbet af dagen stillede op til en snak omkring blogging og alt hvad det måtte indebære – sponsorater, samarbejder, bloggings udvikling i Danmark og Skandinavien, det at skabe karriere indenfor blogging, inspiration, læsere, mode og hvorfor vi alle tre blogger.
Til alles store overraskelse, var jeg forresten også hoppet i jeans. Efter jeg vaskede mine holografiske jeans ihjel(det var tre lykkelige måneder vi havde sammen) har jeg for første gang følt en trang til at eje et par jeans – nemme at hoppe i og med en god pasform. Så jeg smuttede i Monki i fredags og købte mig et par mom-jeans i modellen Kimomo, som jeg selv synes gik perfekt med en hvid crop top og Agurks farverige kåbe.
Og sidst, men ikke mindst, stod dagen jo også på at møde jer, skønne læsere – det var så dejligt når I lige kom og og hilste på! Hvis I kom forbi, men ikke kom op og hilste, må I endelig også gerne skrive hvad I synes om eventet her!