Det er gået op for mig, at jeg i stresset over NN-showet og den efterfølgende ferie aldrig har fået skrevet meget om showet – udover altså min oplevelse med producer-debuten.
Nicholas’ show i år var nemlig et, der fortjener spalteplads, fordi det adresserede et emne, der fylder en del. Både i modebranchen, i livstilsbranchen, trendmæssigt i store dele af verden og sidst men ikke mindst, inde i mit hoved og sandsynligvis også i dit.
Det var et show, som tog et ansvar, som jeg beundrer enormt meget og som jeg har fundet ud af at jeg faktisk skal lære af, selvom jeg troede at jeg havde det ret afslappet på det punkt.
Som I nok har spottet i medierne, så handlede showet om kroppen. Dens forskellige måder at se ud på, dens forskellige farver, former og det at ikke være så forskrækket for den. Tøjet tog altsammen udgangspunkt i forskellige ting fra kroppen – hængehud, muskler, de forskellige farver og størrelser. Vi havde kun streetcastede modeller – altså ingen “rigtige” fashion-modeller, men folk med forskellige former, farver og aldre, hvilket jeg synes var så spændende at se på. Hvis I ser videoen fra showet synes jeg at en af de ting, der gør den spændende, er, at man ikke ved hvad man skal forvente efter den ene model er gået forbi – både tøjmæssigt og modelmæssigt og det gav en hel masse interessant til showet. En anden spænding end ved et almindeligt modeshow, hvor de fleste modeller ligner hinanden på en prik – i al fald kropsmæssigt.
Efter Nybros show har det stået soleklart for mig, at ingen kroppe er dårlige kroppe – alle har deres at byde ind med. Forskellige ting den kan, forskellige, spændende måder at se ud på og uanset størrelse, absolut ret til at være der og have hvad som helst på.
Så da en veninde for nyligt spurgte mig om jeg synes det var voldsomt når hun gik i stramt tøj efter hun havde taget en smule på, blev jeg sur. På en måde på hende, men også på et kropsideal og en samfundskonsensus om at man kun skal vise kroppen frem hvis den er fashion-model-formet. Jeg sagde at jeg for det første ikke havde overvejet den vinkel, men også at hun aldrig måtte tænke sådan: at hendes krop ikke måtte vises frem, fordi den ikke var lige så smal, som den engang havde været. Alle kroppe er gode kroppe, som Nanna og Josephine så fint sagde det engang.
Og det er nu vi kommer hen til et punkt, hvor jeg så selv fejler. For efter Nybros show har jeg været så kropspositiv over for alle mulige slags kroppe og preachet enormt meget, hvor vigtigt det er at se bort fra modens kropsidealer og fortalt om de smukke og interessante kroppe vi havde til vores show. Samtidigt er jeg blevet hårdere mod min egen krop. Og det er egentlig her hele humlen med den her kropssnak ligger, fordi nu kommer vi til at tale om et ansvar, jeg har fundet ud af, at man må have – at jeg må tage! – når man snakker om og tænker på kroppe. Også sin egen.
For ikke så længe siden sad jeg på kanten af min seng og kiggede på mine lår. I ved, sådan som lår ser ud, når de splatter ud. Og jeg tænkte, “gud, Marie, de lår er jo for store”. Samtidigt med at jeg har haft komplekser over den gode gamle mavedelle som har sneget sig tilbage på det seneste.
Et par dage efter, snakkede jeg med en veninde om de tanker, jeg var begyndt at have om min egen krop. Komplekser over at jeg synes den så større ud end den plejede. Og her fik jeg en af de bedste kommentarer, man kan få, når man siger sådan noget om sin egen krop – en ting der virkelig kan gøre, at man genovervejer hvad det er, der får en til at tænke sådan om sin krop, og hvad det kan gøre ved andre, at jeg har de tanker.
Hun sagde “Marie, hvis du siger til mig at du tænker så dårligt om din krop, hvordan skal jeg så tænke om min?”. Min veninde er en størrelse eller to større end mig og den her kommentar gav mig virkelig stof til eftertanke og dårlig samvittighed. Hvis jeg tænker sådan om mig selv, opildner jeg så også hende til at tænke sådan om sig selv, når vi snakker om vores kroppe? Hvis jeg er usikker omkring min krop, burde hun så også være det? Absolut ikke!
Og det er her ansvaret kommer ind. Et ansvar som Nicholas tog da han lavede et show, der brød med modens kropskonventioner og som i større grad var et statement, end noget han kommer til at tjene penge på. Et offer som er så fucking vigtigt at gøre – et ansvar vi må tage, når vi snakker om alle kroppe – både andres og vores egne. For hvis vi snakker dårligt om én slags krop, eller siger at kun én slags krop er rigtig, opildner det så ikke til dårlig snak og usikkerheder omkring alle mulige andre kroppe?
Hvis man har svært ved at tænke positivt om sin egen krop for sin egen skyld, så kan man i det mindste forsøge at tage det ansvar overfor andre. Ikke at snakke dårligt om sin krop, uanset hvad det er man har usikkerheder omkring. Det tror jeg i hvert fald jeg skal gøre. Hvis vi får stoppet det her med at snakke negativt om vores egne kroppe kan det være vi kan skabe en generel positiv diskurs hvad angår kropssnakken.
For det, vi siger til vores venner(og følgere), kan også påvirke hvordan de ser sig selv, og hvem har nogensinde haft lyst til at give en god veninde dårligt selvværd omkring hendes krop?
