CREATIVE MINDS #4: MatMakesStuff

Hvem er du?
Jeg hedder Matilde. Jeg er 36 – jeg bor og arbejder på Nørrebro og til hverdag laver jeg illustration og keramik.

 

Hvordan begyndte du med at arbejde kreativt?
Jeg lavede mange kreative ting med min far som var maler, så jeg har lavet krea-ting så længe jeg kan huske – men begyndte først på det professionelt for ca. 6 år siden.

 

Hvorfor begyndte du?
Jeg har altid malet og tegnet, men jeg kunne ikke se en direkte vej til at gøre det til min levevej. Da jeg uddannede mig, anede jeg ikke at man kunne blive illustrator. Så jeg tog en masse omveje. Men man kan vel sige at jeg begyndte fordi jeg ikke kunne lade være.

Hvilket medie arbejder du mest i?
Jeg arbejder med tegning og keramik primært, men laver også pins og patches og på det seneste er jeg begyndt at lave vægmalerier. Det er virkelig sjovt og udfordrende.

Hvad er det særlige ved at arbejde i det medie?
Keramikken er meget umiddelbar – efter jeg er begyndt på keramik er jeg blevet bedre til at tegne. Jeg er blevet bedre til at lytte til min intuition – for når jeg maler på keramik har jeg kun én chance – så de fejl der opstår bliver en del af værket. På papir har jeg jo viskelæder hvis jeg laver fejl, men jeg er i gang med at vænne mig af med at bruge det.

 

Hvad inspirerer dig, når du laver kunst og kreative projekter?
Jeg bliver inspireret af mange ting. Jeg ser ret dårligt, og sommetider oplever jeg, at når jeg ser noget uden mine briller på, så forestiller de former jeg ser noget andet end de er – og sommetider bliver de ting til tegninger eller skulpturer. Men jeg er også inspireret af internettet, og gamle filmplakater, musik, og dyr især!

Hvordan er din kreative proces?
Jeg sidder bare med leret og så kommer figurerne ud af det, det er ikke en særlig bevidst process – altså mit hoved er ikke specielt involveret – det er bare mine hænder der tager over. Når jeg maler vægmalerier kommer motivet også bare ud gennem mine hænder… Det er svært at forklare. Nogen gange får jeg en konkret idé som jeg tegner i min notesbog – og som jeg så laver senere. Jeg synes det er vigtigt at skitse forskellige løsninger på en opgave i stedet for at sætte sig fast på én løsning fra starten af.

 

Hvad drømmer du om at kunne komme til at lave med din kunst?
Jeg har planer om at rejse rundt i Sydamerika og male vægmalerier!

 

Hvad har været dit sjoveste kreative projekt?
Jeg har lige lavet et label til en Ginger Beer – det har været rigtig sjovt at lave – jeg elsker at arbejde med visuelle identiteter til upcoming brands, og her har jeg fået stort set frie hænder. Det giver et godt resultat.

 


Hvad har været dit mest krævende kreative projekt?

Det er et projekt jeg endnu ikke er færdig med. Jeg bliver ved med at vende tilbage til ideen om at lave en graphic novel og pt. er jeg i gang med en 3-øjet kat der lige er blevet skilt og blaffer Island rundt. Men det er svært for mig at skrive historier og tegningerne tager så lang tid, så jeg ved ikke om jeg nogensinde gør den færdig.

 

Hvad har været dit mest underlige kreative projekt?
Jeg har lavet t-shirt designs til et pladeselskab i New York – det var udfordrende fordi det ligger lidt udenfor det jeg plejer at lave og stilen skulle være lidt mere street end jeg er vant til, men jeg blev glad for det jeg endte med at lave alligevel. Jeg tror at hvert projekt jeg laver er med til at gøre mig bedre. Især de underlige!

 

Hvilke andre kreative synes du er spændende lige nu?
Marina Abramovic(aktuel med udstilling på Louisiana lige nu, red.) er helt fantastisk synes jeg. Og ellers er jeg vild med mange af de kunstnere der arbejder med popsurrealisme som fx Andrea Wan, Yeye Weller, Henning Wagenbreth og Saddo.

 

Er der noget mere du gerne vil fortælle om det du laver? 
Jeg har lagt mærke til at folk ser noget meget forskellige i mine porcelænsdyr – de er som små spejle, så det man der i dem faktisk er det man selv indeholder. Det kan jeg godt li.

Kan man købe din kunst?
Ja! Både i min butik “Disken” på Møllegade på Nørrebro og i min webshop.

Følg Mathilde på INSTAGRAM og FACEBOOK. 

 

flere indlæg i serien

CREATIVE MINDS #1: Helga Askehave

CREATIVE MINDS #2: Line Rossau 

CREATIVE MINDS #3: Juliane Holmstrøm