[show_lookbook_widget id=”132898″]
Åh, den der forelskelse. Der der tiltrækning. Den der følelse af ikke at kunne leve uden dig. Følelsen af glæde, hver gang du popper op i mit hovede og jeg ser hvor vidunderlig du er. Følelsen af “Jeg må bare have dig!”. Følelsen af ikke at kunne slå dig ud af hovedet. Åh, hvornår bliver du mon min, kære Kenzo-t-shirt med “No Fish No Nothing”-sloganet? Hvornår bliver jeg rig nok til at kunne iføre mig dit bløde bomuld? Hvornår for jeg lov til at pryde mig i dit fantastiske, blå print med et budskab om ikke at overfiske i havene?
Jeg må have dig! Fortvivl ej, kære Kenzo-t-shirt med fiskeprint, for selvom mit hjerte(og mit budget) mestendels ligger hos genbrugsbutikkerne, vil min passion for mode aldrig gøre mig i stand til ikke at kunne elske dig alligevel. Jeg skal nok få dig! En dag vil vi to gå ned af gaden sammen og du vil ikke være alene. Dig, kære Kenzo-t-shirt med fiskeprint, mig, en hvid lædernederdel, sorte sandaler og en rød læbestift. Sikken drøm!
Dog må jeg skuffe dig en smule, kære Kenzo-t-shirt med fiskeprint. Nu må du ikke blive fornærmet. Selvom du er i mit hjerte, kan jeg ikke glemme min fortid. Min kærlighed har også vandret andetsteds end til dit fiskeprintede bomuld. Jeg må indrømme, at der har været andre før dig og så meget som du fylder i mit sind, kan jeg umuligt lægge mine drømme om paillet-Coca Cola-toppen fra Ashish på hylden.
De skinnende og tiltrækkende pailletter. Det 90’er-agtige design prydet med mit yndlingsmateriale. Jeg kunne ikke andet end at blive forført! Jeg må indrømme, kære Kenzo-t-shirt med fiskeprint, at jeg har drømt om den, som jeg har drømt om dig. Du var ikke den første. Jeg har længtes efter den, som jeg længtes efter dig. Og jeg gør det stadig. Længes efter en pailletdækket top med Coca Cola print på min krop. Følelsen af pailletternes vægt, der tynger mine skuldre. Drømmen om hvordan jeg ville gå ned af gaden med pailletter på overkroppen, en plisseret nederdel på underkroppen og snøresko på fødderne. Ja, Kenzo-t-shirt med fiskeprint, jeg har andre drømme end den om dig. Og andre drømme end den om Coca Cola-toppen.
Jeg har også længe drømt om andet bomuld end dig. Nu må du ikke føle dig forrådt! Men ligesom jeg ikke kan glemme min fortid, hvad angår pailletter, kan jeg heller ikke glemme det bomuld, der, ligesom dig og ligesom Coca Cola-toppen, har forført mig med sit fantastiske print og fine former.
Min kærlighed har også tilhørt Henrik Vibskovs “Fung”-printede bukser. Siden jeg mødte dem første gang backstage til SS14-showet har jeg ikke kunnet slå dem ud af hovedet. Ja, sådan som jeg føler om dig nu, kære Kenzo-t-shirt med fiskeprint, sådan har jeg følt for andet bomuld. Uden fiskeprint. Jeg drømmer også om de “Fung”-printede bukser, ligesom jeg drømmer om dig. Det vidunderlige sort-hvide print med røde, orange, blå og grønne farver. Den høje talje. De løse bukseben, der let og luftigt styger hen over mine bare ben, når jeg går. Ja, jeg drømmer også om at gå med dem. Gå med dem på gaden, på samme måde som jeg drømmer om at vise dig frem. Jeg drømmer om dem med en højhalset, hvid crop top, fletninger i håret og orange læber.
Så, kære Kenzo-t-shirt med fiskeprint, selvom du er en ener. Selvom du er den jeg vil have lige nu. Selvom du er den jeg længes efter. Så er du ikke alene. Jeg håber du vil tilgive mig for min løsagtighed hvad angår printet bomuld og pailletter. Og sidst, men ikke desto mindre vigtigst: jeg håber at du en dag vil flytte ind hos mig.
Jeg har en tom bøjle i min garderobe med dit navn på.