Der er to årsager til jeg vil tale om kropspositivisme her på bloggen. Den ene årsag tager udgangspunkt i mig selv. Det er nemlig ikke nødvendigvis altid fedt at være tynd, for jeg har hele mit liv hørt for min størrelse og været meget opmærksom på den, selvom den egentlig ikke burde være specielt vigtig, når det kommer til mig som person. I folkeskolen fik jeg at vide af en veninde at jeg var for tynd og hun var normal. Lige siden har jeg aldrig følt mig normal, hvad angik kropsstørrelse, jeg har altid været for tynd, og omverdenen har ofte haft travlt med at fortælle mig det. Jeg gik på et sykursus, hvor jeg, da jeg skulle tage mål til min bukse-linning fik at vide hvor tynd jeg bare var. Da der skulle snakkes om hvordan man skulle klæde sig i forhold til kropsformen, argumenterede jeg for at man sagtens, uanset størrelse, kunne gå med en A-formet nederdel, der fremhævede taljen og dermed fik hofterne til at syne bredere end taljen. Der fik jeg at vide, at
det kunne jeg sagtens sige, for jeg var jo tynd i forvejen – og så var min mening tilsyneladende upassende og irrelevant i denne samtale. Der har næsten altid været stor fokus på hvor stor min krop var og
konsensus om at det har været helt okay at tale om min krop, hvorimod det ville have været tabu, hvis jeg omtalte nogen hvis kroppe var større end mig, på samme måde. Jeg har altid følt mig en smule skyldig, fordi jeg var tynd, og det var de andre ikke nødvendigvis. Skyldig fordi jeg var for lille til kollektionsstørrelserne, skyldig fordi jeg havde samme størrelse som pigerne i reklamerne og skyldig fordi der blev snakket så meget om hvor smal min krop var i forhold til andres. Haft dårlig samvittighed, når jeg ville låne veninder tøj, men det viste sig at være for småt til dem.
Når vi har talt om diversitet i reklame-billeder på min uddannelsen er det som regel også den klassisk attraktive hvide, slanke kvinde der ses ned på – diskursen omkring den slanke, hvide kvinde bliver nærmest at hun skal fjernes til fordel for andre former, størrelser og farver. Jeg er absolut også af den mening at kroppe og personer der fremstilles i medierne skal spænde meget bredere inden for alle de muligheder som kroppens form og farve har, uden tvivl, men samtidigt går jeg tit fra de her klassediskussioner med en følelse af at være forkert – skurken i krops-spillet. Til en dameblads-kvinde-dag, jeg engang var til ude på Aller, blev der både holdt talks og åbne debatter omkring kropsidealer i magasinerne og der var en stor konsensus om at der skulle blive vist mange flere kvinder i forskellige størrelser i magasinerne. Debatten mundede ud i mange spørgsmål fra publikum og snakke om hvor forkert det var at vise slanke kvinder i magasinerne, og jeg husker at jeg tog fra arrangementet(som jeg ellers havde glædet mig til) nærmest grædefærdig, med en knude i maven og en følelse af ultimativ forkerthed – her var der ikke plads til min krop.
Og nu skal indlægget her ikke blive en omgang klynkeri fra min side, men derimod en invitation til at tale om at der skal være plads til alle kroppe – uanset hvordan de er udformede. Pudsigt nok har jeg ikke altid følt at der var plads til min, selvom den har passet ind i det der hvide, slanke skønhedsideal. Kropspositivisme burde inkludere alle kroppe, ikke sandt?
Der findes absolut også problematikker som folk, der har andre kroppe end min, oplever, hvilket jeg absolut ikke vil negligere. Der er så meget jeg ikke ved, og ikke kender til, fordi jeg er som jeg er og andre er anderledes, så lige i slutningen af snakken her om mine egne oplevelser med at have min krop, vil jeg lige sørge for at anderkende at der også er mange oplevelser i forhold til kroppen, som jeg er udenforstående i forhold til.
Den anden årsag til at jeg vil tale om kropspositivisme er nemlig det med at give plads til alle kroppe. Både til mig og min krop og alle andre og deres kroppe. Jeg havde for ikke særlig længe siden en oplevelse, da frustrerede mig hvad netop angik at give plads til alle slags kroppe. Jeg fulgtes under en modeuge med en kvinde der arbejder i modebranchen og som i princippet har en vis magt i forhold til at påvirke skønhedsidealer. Da vi gik ned af gaden, kom en kvinde gående imod os med en lårkort nederdel i frostgrader og strømpebukser der var gledet ned mellem lårene. Jeg kunne ikke lade være med at reagere på hvordan hun så ud, men tænkte samtidigt at det ikke var mit bord at dømme hendes udseende. Så jeg fik ytret, nu jeg havde åbnet for at der skulle tales om kvinden, at hun vel måtte fryse og at det måtte være røv-irriterende at have de strømpebukser hængende nede mellem lårene. Hende jeg fulgtes med sagde
“Ja, og så med de lår!” “De lår?” spurgte jeg, “Ja, altså, vi kan jo ikke alle være tynde, men hun skal da ikke gå med en så kort nederdel, når hun har så tykke lår!”. Jeg blev mundlam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var slet ikke klar på at den type af kommentar ville komme og kunne slet ikke nå at reagere. Jeg fik lukket samtalen af med “Jeg synes bare det ser meget koldt ud”. Sagen er nemlig den at fucking jo, hvor skal alle have lov til at tage lårkorte skørter på hvis det er det de vil. Og der skal være plads til at putte alle i al slags tøj, både på gaden, men også alle andre steder såsom i reklamer, film, modemagasiner. I Chris Pedersens program
“Skønhedens Magt” på DR udtalte en redaktør på Elle at hun tænkte at folk sikkert gerne ville se noget uopnåeligt de kunne drømme om, da hun blev spurgt hvorfor magasinet ikke havde brugt modeller der var større end kollektionsprøverne.
Netop som jeg troede at mode- og reklame-verdenen var på vej i en mere divers og rummelig retning kropsmæssigt(selvom det er nogle meget små skridt, der bliver taget), fik jeg en følelse af at der er så forfærdeligt langt igen, hvis det er denne holdning den etablerede modebranche har.
Det her meget u-rummelige kropsideal i den branche jeg altid har drøm om at arbejde i, er blevet normalt. Det gør at det, at bruge modeller, der ikke passer til de mål der er blevet standard i branchen, er anderledes og et “sats” af en art. For det er ikke normalt at vise kvinder, der ikke passer ind i de mål. Jeg kan mærke at det absolut også har haft en effekt på mig, i forhold til hvad jeg dømmer som pænt og ikke pænt i forhold til hvornår tøj sidder flot på en krop. Det er gået op for mig over det seneste stykke tid at jeg selv også har været fordømmende, muligvis som et resultat af “standard”-kroppen i medierne og modebranchen. På den ene side er det en smule skamfuldt at jeg ved jeg har set på folk, der har haft større kroppe end jeg og tænkt at det ikke var pænt og at de ikke skulle gå med crop tops for eksempel. På den anden side synes jeg det er enormt vigtigt at være opmærksom på at jeg har tænkt sådan før, at jeg ikke synes det var okay og at vide at det er noget jeg vil ændre på. Både i mig selv, men også, forhåbentlig hos andre mennesker i kraft af drømmen med at kunne være med til at ændre den her snæversynethed i modebranchen.
Jeg starter også med spæde skridt mod at arbejde på at skabe plads til alle kroppe – som for eksempel dette indlæg. Som blogger, der fotograferer sig selv, kan jeg på de billeder ikke “promovere” andre kropsformer end min egen, for sådan ser jeg ud. Men jeg vil arbejde på at overveje hvad det er jeg giver ud når det kommer til kropspositivisme og rummelighed.
Hvad er jeres tanker om det her emne – og de ting jeg taler om i indlægget? Kan I genkende jer i mine oplevelser, eller har i oplevet noget helt modsat?
Jeg har udskudt at udgive det her indlæg i et stykke tid, fordi jeg har været nervøs for den respons jeg ville få. Specielt i forhold til folks mening omkring min dømmekraft omkring emnet, eftersom jeg er tynd. Det kommer jeg mere ind på senere – for nu kommer det indlæg, jeg har været så afventende med at udgive.