I dag har jeg studeret knap 3 måneder på Visuel Kommunikation på Malmö Högskola og har nu en nogenlunde fornemmelse af stedet, uddannelsen og hvordan jeg selv synes det er at gå der.
Derfor har jeg smækket en lille Q&A med mig selv sammen om hvordan det er at studere i Sverige for de af jer, der synes det ville være spændende at vide noget om min hverdag på skolen og mit studie.
Hvad læser du?
Jeg læser Visuel Kommunikation på Malmö Högskola(det samme som et universitet i DK). Det er en halvt akademisk, halvt praktisk uddannelse, hvor vi lærer at bruge tegning, foto og video som kommunikation. Vi bruger det første år på grundkurser i de tre medier – for eksempel er jeg lige startet på tegnekurset. Andet år bruger vi på teori og på at specialisere os i det medie, vi bedst kan lide og det sidste år bruger vi på praktik og bachelor-projekt.
Hvad kan du blive når du er færdiguddannet?
Når man er færdiguddannet har man en bachelor og kan kalde sig Art Director. Man kommer til at have et ret bredt felt at kunne arbejde indenfor, da vi lærer så mange aspekter af visuel kommunikation. Jeg drømmer om at bruge uddannelsen blive Art Director/Creative Director og arbejde med kampagne-produktion i modebranchen – altså at lave de reklamer du ser forrest i modemagasinerne.
Er der noget bemærkelsesværdigt ved at læse Visuell Kommunikation i Malmö?
Efter at have læst på Københavns Universitet i et år, blev jeg meget overrasket over hvor meget vi bliver holdt i hånden på denne uddannelse. På KU mødte man bare op og sad bagerst i lokalet mens en forelæser snakkede i tre timer og vi fik ingen obligatorisk hjælp til opgaverne. På min uddannelse er der få klassiske forelæsninger. Det meste er klasseundervisning med praktiske indslag og med hjælp fra læreren, hvis vi behøver det. Hvad angår opgaveskrivningen havde vi en hel lektion om at skrive opgave, masser af vejledning fra vores lærer samt et opponerings-seminar, hvor vi gennemgik hinandens opgaver før aflevering, så alle kunne rette til og gøre bedre.
Derudover er der ingen rusuge som på danske universiteter, så jeg har endnu ikke festet med mine klassekammerater. Underligt!
Hvorfor læser du i Sverige?
Jeg søgte først ind på Danmarks Medie og Journalist-højskole på Kreativ Kommunikation, men kom desværre ikke ind. Så opdagede jeg uddannelsen i Malmö og synes at den lød enormt spændende. Jeg satsede og tænkte, at hvis jeg skulle læse i Sverige for at få den uddannelse jeg drømmer om, måtte det være sådan.
Er det træls at pendle til Sverige hver dag?
Det er først efter 3 måneder på uddannelsen at jeg er begyndt at ønske at have lidt kortere til skole. Jeg har nydt uddannelsen så meget indtil videre, at jeg intet har haft imod de 75 minutters cykel-metro-og-tog-tur hver morgen. Så konklusionen er: det er ok, man kan sove i toget og pas-kontrollørerne er søde.
Er der andre danskere på dit studie?
På studiets andre årgange, ja, men på min årgang er jeg alene dansker.
Hvilket sprog er undervisningen på?
Undervisningen er på engelsk og svensk. Vores programleder og tegnelærer er amerikaner, så hun taler engelsk. Resten af uddannelsen foregår på svensk.
Er det svært at starte en uddannelse på et andet sprog?
Ja. Heldigvis er jeg meget entusiastisk omkring sprog, så jeg sørgede for at lære lidt svensk før første skoledag. Og jeg har bedt folk om at snakke svensk til mig og gjort hvad jeg kunne for kun at tale svensk i skolen, hvilket har gjort at jeg nu næsten taler flydende svensk(synes jeg i hvert fald selv). Der er ofte ord jeg ikke kender eller forstår, og så spørger jeg som regel folk hvad det betyder eller sidder og Google Translater i timen.
Når man går på en uddannelse i de nordiske lande har man ret til at skrive opgaver på hvilket som helst nordisk sprog, så jeg kan sagtens skrive mine opgaver og eksaminer på dansk, hvis jeg vil.
Er det svært at få nye venner på uddannelsen, når alle taler svensk?
Det tror jeg kommer an på din indstilling. Jeg var fast besluttet på at lære svensk, da jeg startede, så jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få snakket med folk. Selvfølgelig gik samtalerne med mig lidt langsommere, da mit svenske ikke var specielt veludviklet, men folk var søde til at hjælpe mig og jeg har fundet en håndfuld søde venner.
Det er dog en smule svært hvad angår fritiden – når jeg har fri vil jeg tit gerne hjem til København(og få togturen overstået), så det er ikke meget jeg får set til mine klassekammerater udover når vi er på skolen, da de alle bor i Malmö eller længere væk i Sverige.
Hvilke negative sider er der til din uddannelse?
Hvad angår negative sider, har jeg ikke nogen der vejer særlig tungt. Den første er nok det geografiske, pendleriet og venner der bor på de anden side af sundet.
Den anden var noget, jeg mest oplevede på introduktionskurset, som er et resultat af mit arbejde med bloggen. Efter at have arbejdet indenfor fotografi, formidling og kommunikation med bloggen 6 år, har jeg en gang i mellem overvejet om jeg havde for meget erfaring i forhold til uddannelsen. Mange på min uddannelse har ikke lige så meget erfaring med freelance-arbejde eller havde studeret og skrevet akademiske opgaver før, så nogle gange følte jeg mig lidt for overlegen – kunne jeg lære nok af den her uddannelse? Jeg vil nemlig gerne udfordres meget, før jeg synes noget er spændende.
Heldigvis er den overlegenhed gjort til skamme på kurset, der begyndte for tre uger siden – tegning. Her er det mig det kæmper med lektierne og rækker hånden op og siger til min lærer “but it’s so hard!” – altså kan jeg lære en hel masse på den her uddannelse!
Er der nogle ting I gerne kunne tænke jer at vide om min uddannelse, mine kurser eller hverdagen på skolen? Skyd løs om det hele!
Mit næste indlæg om min uddannelse kommer til at handle om tegnekurset jeg har de næste to måneder, da det er det medie, jeg har arbejdet mindst med før. Det er enormt spændende og jeg lærer utroligt meget! Sig til hvis I har spørgsmål til det også.