street style photo via Scandinavia Standard
JACKET: SECOND HAND, JUMPER & TROUSERS: HENRIK VIBSKOV, SHOES: BIANCO, SCARF: MONKI
Det her er det eneste billede, jeg har fundet af mit favorit-outfit fra Københavns modeuge, hvortil jeg havde lånt en kæmpe strik med pølsebords-tema og et par trestjernet-prikkede bukser af favorit-Vibskov. Pølse-tema-outfit-love! Jeg mødte Oh Land på toilettet på D’Angleterre, som sagde, i det hun så mig “Er det et pølsebord?” – lækker kommentar at få fra sit idol, haha. På blog-fronten, synes jeg det er ærgerligt at der ikke blev taget flere billeder af mig, men under modeugen kunne jeg ikke have været mere ligeglad.
Jeg kan mærke at min lyst til at “strutte sit stuff” for street style-fotograferne ligger så langt væk fra noget, jeg har vil engagere mig i, at jeg er stoppet med at give nogen fucks for at blive fotograferet. Måske er det en ting, der er kommet i forbindelse med at jeg lige har været igennem en omgang øv på privatfronten, så jeg var lidt hidsig under hele modeugen.
Da det ovenstående billede er en løgn. Det blev taget, var jeg lige ankommet til Baum-showet, hvor jeg gik direkte mod indgangen i hastigt tempo. En fotograf(ikke hende, der tog dette billede) spurgte om han måtte tage et billede, og jeg stoppede op og sagde ok. “Can you walk?” spurgte han. Efter at have begyndt at læse tekster omkring fotografisk virkelighed og “posed reality” i skolen, blev jeg ret trodsig. Det bliver jo et usandt billede, der lader som om det viser en ægte situation. En løgn som folk vil tro er et dokumentaristisk foto. Men jeg gjorde det, selvom det føltes falsk og underligt. Jeg gik mod indgangen, men fotografen kom til mig igen og sagde “one more time please!”. Jeg sagde “We’ll do it after” og smuttede ind I håb om at han ikke ville spørge igen. Da jeg kom ud, fik jeg spørgsmålet igen og endte med at nægte at ville gå for kameraet.
Jeg ved ikke hvordan ændringen er kommet i forhold til at starte med at være street style-fotograf og at hungre efter at blive fotograferet – at ville posere på alle mulige måder – til at egentlig ikke gide nogen af delene og ikke at stoppe for billeder. På den ene side føles det super underligt, men samtidigt er det at have droppet forventningerne og forhåbningerne om at blive fotograferet og bare gå direkte mod show-indgangen uden at prøve at se sej ud, enormt befriende. Måske er jeg blevet voksen og måske er jeg i gang med at oprør mod mit teenage-selv.
I løbet af næste uge eller ugen efter udkommer en video, jeg og mine video-venner har produceret for Stine Goya og jeg kan mærke at det er der, jeg vil lægge min energi i forhold til arbejde i modebranchen. Jeg vil hellere lave kreative koncepter og fede produktioner, end at vise mig frem på street style-måden.
Sikken lang smøre! Hvad synes I om mit pølse-outfit og alt det street style-halløj?
[show_shopthepost_widget id=”2418179″]