#ifrigginproducedthis: Min debut som producer

Efter et par dages falden ned efter min debut som show-producer for Nicholas Nybro er det blevet tid til at give jer en lille update på hvordan det gik og hvad det egentlig er en producer er. Jeg har tænkt mig at gøre det i en slags time-dagbog fra i onsdags, som var den store dag – forestil jer lige en masse timers forberedelse til den her dag også. Jeg har ekstremt få billeder fra dagen, da nerverne hang udenpå tøjet og arbejdsbyrden fyldte mere end min trang til at dokumentere hvad der skete.

 

06:00
Jeg bliver vækket af mit telefon og er lysvågen. Hjertet banker og jeg kommer ud af sengen med det samme. Tasken til dagen blev pakket i går aftes så jeg ikke skal huske på alle mulige ting her til morgen. Jeg forsøger at meditere lidt, sminker mig, hopper i mit enkle show-outfit: de her jeans(der desværre er udsolgt), et par genbrugs-sko og dagens show-t-shirt fra Nicholas Nybro. jeg skal have mit hår sat af Morroccan Oils stylister hos pr-bureauet, 9pr, der har fashion week-lounge under modeugen.

07:00
Jeg ankommer hos 9pr og kommer direkte i frisørstolen, hvor stylisten og jeg bliver enige om en frisure. Jeg kan ikke stoppe med at snakke om mine nerver og hvad jeg skal bruge dagen på, og heldigvis er alle søde og hjælper mig med at sige at det hele nok skal gå – det skal det helt sikkert også, for jeg har styr på det hele. Heldigvis.

08:00
Jeg sidder og får lagt neglelak, da klokken slår 8 og jeg ved at der er en time til at vi alle skal møde ind til showet og min store tjans som boss træder i kraft. 08:20 beder jeg manicuristen om at stoppe, da jeg ikke kan sidde stille mere og har brug for at få lidt mad før jeg skal afsted. Jeg ringer også lige til ham, der skal levere vores bænke og beder ham bekræfte vores aftale og dulme mine nerver(citat mig: Hej, det er Marie, eller, det er mine nerver, der ringer), da tanken om at bænkene ikke kommer, er den mest skræmmende i verden. Så stikker jeg afsted, køber en madpakke på vejen og cykler hen til vores show-venue.

09:00
Jeg kommer til showlocation og møder allerede to af mine frivillige piger, der skal hjælpe til på showet. Folk begynder lige så stille at møde ind og vores kontakt på Kongernes Lapidarium, hvor showet holdtes, lukker os ind og viser os hvor de forskellige ting står. Jeg sætter gang i at få stillet backstage op, mens jeg tjekker op på hvem der er kommet. Bænkene kommer kort efter(halleluja!) og mine frivillige hjælpere bærer dem ind og jeg dirigerer hvor de skal stilles og hvor mange der skal være hvor, sammen med Lene fra pr-bureauet, som arbejder med os på showet.
Nicholas og hans hold med alt tøj, make-up-artister, teknikeren, hår-stylister og den første gruppe modeller begynder at møde ind, mens vi sætter bænke op og jeg holder regnskab over hvad vi mangler og hvem, der er mødt ind.

09:45
Tæppet til den ene catwalk bliver rullet ud og det går op for mig(og alle andre) at jeg ved en fejl har bestilt 15 meter for lidt tæppe ved en misforståelse mellem mig og vores tæppeleverandør. Hvis ikke vi kan få de sidste 15 meter er vi ret meget på røven, så jeg får ringet op til leverandøren og heldigvis(selvom de er i Jylland) har de nok tæppe på lager i København, som de kan bringe os før gæsterne kommer. Pyha! Samtidigt får jeg et opkald fra en model, der er 20 minutter forsinket, der siger at hun er på vej.

10:00
Vi begynder at have sat alle bænke op og pr-bureaue-pigerne begynder at placere plads-sedler på bænkene til dem der skal sidde. Vi har lavet nogle fejl i vores plantegninger af bænkenes placering og begynder at få fikset de bænke, der skal omrokeres. Vores andet hold af modeller møder ind og jeg går og krydser af og forsøger at ringe til dem, der er sent på den. Vores video-fotograf Thomas kommer og begynder at sætte op til at filme – vi har aftalt før dagen hvordan videoen skal udformes og hvad han skal filme – heldigvis, for jeg bliver trukket i fra så mange retninger, at jeg aldrig når at tage en 5-minutters snak med ham om planen for dagen.

11:00
Jeg får et opkald fra én, jeg ikke ved hvem er – det viser sig at være ham, der leverer is til de cocktails, der skal serveres i gården før showet, og jeg får gelejdet ham ind, så han kan sætte tønderne af. En fotograf fra Berlinske ringer til mig, og kan ikke finde vejen ind til showet. Han skal følge den model, der skulle komme kl. 9:30, men som stadig ikke er kommet og skrev for 20 minutter siden at hun ville være der om 10 minutter. I mellemtiden har det vist sig at hun ringede mig fra en vens telefon og at hun nu er smuttet fra ham og nu ingen telefon har. Jeg beder fotografen vente på modellen udenfor, så han kan vise hende ind, når hun engang forhåbentlig kommer. Vores ekstra catwalk-tæppe kommer og vi får det lagt ud. First crisis averted.
Når jeg vender tilbage til vores baggård, kommer et filmhold med to lidt indianer-lignende mænd og to kameraer gående. Jeg har på det her tidspunkt glemt at vi får besøg af DR der laver et program om noget silke, der er fundet på havets bund og at dykkerne, der fandt det, nu skal med på showdagen, hvor de kan se hvad stoffet kan blive til. Jeg bliver ret forvirret og går direkte til dem og spørger hvad de laver her og hvem de har haft kontakt med – da jeg får fat i Nicholas, går det op for mig hvem de er. Hvis vi er heldige, fik de også filmet mig lidt, mens jeg står og råber ude backstage. Jeg går en runde med pr-Lene og tjekker hvem der sidder hvor, flytter rundt på navnesedler og får et overblik over seating-situationen. De sidste modeller ankommer – inklusiv hende uden telefon, der nu er 2 timer forsinket – og 11:55 stiller vi op til gangprøve på showet og jeg får sat musikken op sammen med vores teknikfyr.

12:00
Vi har gangprøve på showet, hvor alle modeller går turen rundt på catwalken og vi finder ud af de få ting, der skal ændres og hvordan vi får det til at fungere med musikken. I mellemtiden er Absolut kommet og er begyndt at lave cocktails ude i gården og fra 12:30 begynder gæsterne at ankomme. Pr-pigerne har instrueret et par af mine frivillige hjælpere i at vise folk til deres pladser. Imens render jeg fra backstage til baggården til ude på gaden, og holder øje med om alt funker som det skal. Får opkald fra pressebussen, der er 15 minutter forsinket og får sludret lidt med koreografen og Nicholas’ assistenter, der siger at jeg måske skal holde pause i et par minutter.

13:00
Jeg begynder at genne vores gæster i baggården ind til deres pladser og så er det showtime! Eller.. Vi er en del forsinkede af pressebussens sene ankomst og venten på gæster, der ikke er ankommet.


13:32
Alle er lukket ind og vi må hellere komme i gang. Vi får fyldt de pladser ud, hvor de uankomne gæster skulle sidde og går i gang. Mit hjerte banker og jeg kan slet ikke forestille mig gruen, hvis jeg skulle komme til at sætte den forkerte musik på.

13:37
SHOWSTART. Jeg sætter musikken på og showet kommer i gang. Jeg både nyder showet, får slappet en lille smule af og frygter at jeg skulle komme til at ramme en forkert knap på computeren så der pludselig kom en ny eller forkert sang på. Da jeg sætter finale-sangen på føles min krop helt flad og livløs. Indtil videre har jeg kørt på en lille smule chia-grød, nerver og adrenalin. Jeg er glad og vildt træt. Det er gået godt. Jeg har ikke kunnet gøre det bedre, det er jeg ret sikker på, og resten af hele holdet bag showet har gjort det rigtig godt. Jeg er faktisk rigtig stolt, og får krammet min veninde, Cecilie, som er med på hjælper-holdet godt og grundigt. Nu er det kun oprydningen, der er tilbage.

13:50
Vores gæster er på vej videre og jeg får instrueret hjælperne i hvordan de skal stable bænke og rydde op omkring catwalken, mens jeg selv holder dagens første pause. Jeg har pakket en grøn smoothie i et marmeladeglas og sætter mig ud på en bagtrappe og drikker den, mens gæsterne drikker cocktails, hjælperne rydder op, modellerne kommer i deres eget tøj. Jeg er nærmest ved at begynde at tude, selvom jeg intet har at tude over. Min krop er fuldstændigt udmattet og en håndfuld andre fra holdet har tvunget mig til at sætte mig ned og få lidt i maven, før jeg begynder at køre hårdt på med oprydningen. Jeg tvinger mig selv til at bunde hele min smoothie, før jeg begynder at klø på med resten.

14:00
Da jeg kommer ind er de frivillige begyndt at bære bænke ud på de paller, de blev leveret på og rulle tæppet sammen. Jeg begynder at organisere noget oprydning af backstage-lokalet. Det går ret hurtigt med at få clearet hele show-området og da hjælperne kommer ud backstage og hjælper til med oprydningen går det kvikt med at få lokalerne til at ligne sig selv, før de kom. Vi begynder at rydde op ved cocktailbordene udenfor og rydde skrald op og komme af med det hele.

Bænke-manden kommer og henter vores bænke igen og jeg takker de frivillige for deres hårde arbejde – tænk, hvis ikke vi havde dem med til at hjælpe!

14:57
Vi har fået at vide at vi skal være ude af lokalerne kl 15:00 og netop nu bærer vi det sidste tøj ud af backstage-området.
Jeg får hilst på Nicholas’ familie som er de sidste der er blevet tilbage, får sagt tak og farvel til Nicholas’ assistenter og Nicholas og tager mig sammen til at smutte videre.

15:15
Jeg kommer tilbage til 9pr, hvor jeg dumper alle mine tasker fra dagen og nærmest falder sammen med ondt i min skæve ryg og tæt på nul mad i maven. Heldigvis har de cola og lækre sandwich. Efter en lang pause i loungen med en ny omgang hårstyling, og en kjole på, der ikke er fyldt med sved, i modsætning til mit show-tøj, er jeg klar igen. Jeg droppet mit første show kl 16 ud af udmattelse og cykler 16:30 ud til Stine Goya showet i Nordhavn, hvorefter en vanlig modeugedag fortsætter.