Når jeg klæder mig på: Farveladefabrikken, professionalismen, det med kærligheden og alle de andre

DRESS: & OTHER STORIES, SHOES: VAGABOND

Nu er det blevet tid til noget, jeg teasede for dengang, jeg optog podcast med pigerne fra Fries before Guys. Det er ikke det med Tinder – det må komme på et andet tidspunkt, for først skal vi lige igennem et andet, men ret så relateret emne!

Farveladefabrikken

Det er noget, som jeg har været meget bevidst om en ret stor del af mit liv, hvis ikke hele livet. Da jeg var barn, måtte jeg ikke klæde mig selv på, da min mor synes jeg så kom til at ligne en farveladefabrik, som hun kaldte det. Og det er her bevidstheden omkring netop det her emne opstår. Det med at klæde sig tosset eller farverigt eller bare en smule anderledes end alle de andre.

Det er nemlig noget, der altid har været en kæmpe glæde for mig – både at kigge på tøj, men også det med at klæde mig ud. Det er så mega sjovt og da jeg endelig fik lov til at klæde mig selv på blev jeg igen en omvandrende farveladefabrik(efter en kortere emo-periode, men den snakke vi ikke om). Det fede ved det her er, at jeg selv synes det er helt fantastisk at have stærke farver på. I ved, der hvor man virkelig føler sig som sig selv, helt tilpas og glad i hvordan man ser ud. Det med at kigge ned af sig selv og blive helt glad af at se på de farver og det tøj man har taget på. Det er en del af det, jeg skulle kalde essensen af mig selv. Når jeg prøver at efterligne hvordan mindre farverige og tossede folk klæder sig, bliver jeg altid selv lidt underligt til mode.

Det med at hoppe i noget der er gråt eller i ”bare” at have en neutral bluse, jeans og et par sneaks på. Pyha, jeg bliver helt nervøs bare ved tanken. Grå og sort. Pyh for en tanke.

Da jeg var sammen med min seneste kæreste, som synes jeg så godt ud i sort og mindre spraglet tøj, forsøgte jeg mig en enkelt gang med at køre all black. Jeg havde det som om jeg havde klædt mig ud som en helt anden. Og lidt som om jeg skulle til begravese. Det funkede simpelthen ikke! (hvad man ikke gør for kærligheden – men det snakker vi mere om længere nede i indlægget)

begravelses-outfittet – JUMPER: ASHISH, JEANS: ASOS

Jeg prøver tit at forklare folk, hvad det gør ved mig at ikke klæde mig som en farveladefabrik, for jeg har prøvet det et par gange, hvilket var super underligt. Min forklaringsmodel lyder således(vi skal huske at vi taler til nogen, for hvem det, at have farver på er helt uforståeligt): Forestil dig at du går ned af gaden i udelukkende pink tøj. Pink sko, pink nederdel og en pink sweater. Og forestil dig så hvordan du føler at alle kigger underligt på dig. Og hvordan du føler at du ligner en helt anden person end hvem du er. Som om du lyver lidt for hele omverden. Sådan er neutralt tøj for mig.
Det er egentlig lidt sjovt, at man skal forklare sig omkring hvorfor man går klædt som man gør, når man har farver og mønstre på. Der er jo sjældent nogen der spørger folk i jeans og sneaks hvorfor de tager det på, eller hvordan det egentlig er.

Ups & Downs

Det er lidt derfor jeg skriver det her indlæg. For det der med at klæde sig ”anderledes” synes jeg helt klart jeg har mærket har gjort noget ved hvordan jeg bliver opfattet – både positivt og negativt.
JUMPER: WEEKDAY, JEANS: MONKI, BAG: MARIMEKKO, SCARF: SECOND HAND

På den positive side finder vi punkter som komplimenter og beundring. Hammerfedt! Fordi det ikke er alle der kan forstå hvordan det er så legende let for mig at smække pink jeans og en pink sweater på uden at tænke videre over det, er der mange der ser det som et modigt træk, som de beundrer. Det er en enormt lækker følelse, fordi man selv ikke tænker så meget over det med modet, men bare er på den måde, hvilket tilsyneladende så er beundringsværdigt. Optur!

Og den der ”hvor bliver man bare glad af at se på dit tøj, Marie” er helt sikkert også noget af det bedste, der kommer med!

På den negative side kommer der nogle ting, som nemt kan frustrere mig lidt. For når man klæder sig på en måde, så andre bliver glade, klæder man sig tilsyneladende også på en måde, hvor folk ikke synes man er specielt seriøs eller voksen – indtil man åbner munden og siger noget sejt, that is. Men jeg synes det er så ærgerligt at man lidt skal sørge lidt ekstra for at gøre op for det faktum at man kun har taget gult på den dag, end dem der kommer i sort skal. Det er ikke altid det sker, naturligvis, men det er dog hændt at jeg har følt at det, der gør mig mig, mit visuelle udtryk som fylder enormt meget for mit selvværd og min selvopfattelse, spænder ben for mig, fordi det ikke virker lige så voksent som andres smarte tøj.

TOP: MONKI, SKIRT: SECOND HAND

Pippi og professionalismen

Er det egentlig bare en forudsætning, man må lære at leve med, det med at hvis man vil tages seriøst, så må man klæde sig i mørke farver og uden for meget spragl? Eller er det værd at forsøge sig med at kæmpe en lille kamp for de farverige? Jeg har selv tænkt meget over om jeg skulle konformere når jeg har skullet til møder. Med bloggen, har jeg ikke gjort det – potentielle kunder hyrer jo en på baggrund af ens visuelle udtryk med bloggen – men for eksempel skal jeg muligvis være konsulent for et brand, som ikke bruger mig på grund af bloggen. Er det et møde med gult tøj eller er det et med sort? Skal man bare køre fuld Pippi og stå fast på pink hår og gule skørter og så lige bruge den ekstra bid energi til at overbevise folk om éns professionalisme?
Jeg har haft lange samtaler med min søster, som arbejder på kontor-kontor, I ved, mænd i blazere, om hvorvidt hun kunne komme på arbejde i en printet oversize skjorte. Det er jo hendes stil. I ugerne op til hun begyndte på jobbet, brugte vi en del tid på at finde ud af hvad arbejdsgarderobe var og hvor meget hun måtte ændre i sin egen stil for at passe ind på arbejdspladsen.

Måske er det bare mig, der er sippet, men er det ikke lidt trist, at man ikke må klæde sig som sig selv i hverdagen?

Jeg bliver lidt forarget nogle gange, når jeg hører om de her kontor-jobs med indbygget skjorte og slips for at man skulle kunne tage folk seriøst på jobbet. Så man ikke skal tage stilling til dem som individ, som person, når man sidder til et møde. Er det så inkarneret, at man ikke kan give folk den frihed at klæde sig som de vil uden at føle at det er uprofessionelt? Eller er det bare mig, der formodentlig aldrig bevæger mig ud af de kreative brancher og derfor ikke har nogen forudsætning for at forstå kontor-uniforms-konventionen?

EARRINGS: LINE ROSSAU, TOP: SECOND HAND, JEANS: DR. DENIM

Det med kærligheden

Går vi lidt videre i teksten, kommer jo også det med kærligheden, som også er noget, jeg har funderet meget over i forbindelse med min beklædning. Eller kærligheden og kærligheden. Dating måske mere. For når jeg ved hvordan folk kan opfatte en som en useriøs type med lyserødt hår og gule skørter, så tvivler jeg nogen gange også lidt på det med… I ved… Ligner jeg en nogen har lyst til at kysse på og holde i hånd mens man går ned af Nørrebrogade, eller er jeg bare for fjollet? Det er et emne, jeg ikke har taget op så meget her på bloggen før, men som egentlig har fyldt meget. Når jeg går til fest, for eksempel, så klæder jeg mig tit i mindre spraglede ting, fordi man kunne tænke at de der drenge hellere bare ville have en lækker tøs med stramt, sort tøj, end en gakket én med alle regnbuens farver på på en gang. Hm.. Måske er det en tosset tanke, men der er jo en grund til at jeg tænker den – der findes jo konventioner om hvordan man ser lækker og “almindelig” ud og jeg er ikke altid lige god til at være fuldstændigt ligeglad med dem. Underligt nok. Det skulle man egentlig tro, ikke? .
Da jeg farvede mit hår pink for en måned siden, var jeg for eksempel helt oppe at køre over den nye hårfarve, men da jeg, to dage efter, skulle på bodega med en veninde slog det mig: kan man overhovedet score med pink hår, egentlig? Det kan man nok godt. Men hvor vildt er det at man kan have alle de her overvejelser omkring ens største komfortzone, det farverige tøj og visuelle udtryk, så snart man vil imponere nogen? Og er det egentlig bare mig og min hjerne der måske er lidt for reflekteret i forhold til min egen eksistens?

Har nogle af jer har samme tanker? Eller har I oplevet at tænke på en speciel måde om nogen på grund af deres tøj? Hvad synes I om det hele? Og kan I score med pink hår(eller blåt)?

P.S.: Forresten, så går jeg snart så vidt som at følge op på datinglivet her på bloggen – dog, som det hør og bør sig for en ægte fashionblogger: i outfit-øjemed, naturligvis! Stay tuned!