Der er to årsager til jeg vil tale om kropspositivisme her på bloggen. Den ene årsag tager udgangspunkt i mig selv. Det er nemlig ikke nødvendigvis altid fedt at være tynd, for jeg har hele mit liv hørt for min størrelse og været meget opmærksom på den, selvom den egentlig ikke burde være specielt vigtig, når det kommer til mig som person. I folkeskolen fik jeg at vide af en veninde at jeg var for tynd og hun var normal. Lige siden har jeg aldrig følt mig normal, hvad angik kropsstørrelse, jeg har altid været for tynd, og omverdenen har ofte haft travlt med at fortælle mig det. Jeg gik på et sykursus, hvor jeg, da jeg skulle tage mål til min bukse-linning fik at vide hvor tynd jeg bare var. Da der skulle snakkes om hvordan man skulle klæde sig i forhold til kropsformen, argumenterede jeg for at man sagtens, uanset størrelse, kunne gå med en A-formet nederdel, der fremhævede taljen og dermed fik hofterne til at syne bredere end taljen. Der fik jeg at vide, at
det kunne jeg sagtens sige, for jeg var jo tynd i forvejen – og så var min mening tilsyneladende upassende og irrelevant i denne samtale. Der har næsten altid været stor fokus på hvor stor min krop var og
konsensus om at det har været helt okay at tale om min krop, hvorimod det ville have været tabu, hvis jeg omtalte nogen hvis kroppe var større end mig, på samme måde. Jeg har altid følt mig en smule skyldig, fordi jeg var tynd, og det var de andre ikke nødvendigvis. Skyldig fordi jeg var for lille til kollektionsstørrelserne, skyldig fordi jeg havde samme størrelse som pigerne i reklamerne og skyldig fordi der blev snakket så meget om hvor smal min krop var i forhold til andres. Haft dårlig samvittighed, når jeg ville låne veninder tøj, men det viste sig at være for småt til dem.
Når vi har talt om diversitet i reklame-billeder på min uddannelsen er det som regel også den klassisk attraktive hvide, slanke kvinde der ses ned på – diskursen omkring den slanke, hvide kvinde bliver nærmest at hun skal fjernes til fordel for andre former, størrelser og farver. Jeg er absolut også af den mening at kroppe og personer der fremstilles i medierne skal spænde meget bredere inden for alle de muligheder som kroppens form og farve har, uden tvivl, men samtidigt går jeg tit fra de her klassediskussioner med en følelse af at være forkert – skurken i krops-spillet. Til en dameblads-kvinde-dag, jeg engang var til ude på Aller, blev der både holdt talks og åbne debatter omkring kropsidealer i magasinerne og der var en stor konsensus om at der skulle blive vist mange flere kvinder i forskellige størrelser i magasinerne. Debatten mundede ud i mange spørgsmål fra publikum og snakke om hvor forkert det var at vise slanke kvinder i magasinerne, og jeg husker at jeg tog fra arrangementet(som jeg ellers havde glædet mig til) nærmest grædefærdig, med en knude i maven og en følelse af ultimativ forkerthed – her var der ikke plads til min krop.
Og nu skal indlægget her ikke blive en omgang klynkeri fra min side, men derimod en invitation til at tale om at der skal være plads til alle kroppe – uanset hvordan de er udformede. Pudsigt nok har jeg ikke altid følt at der var plads til min, selvom den har passet ind i det der hvide, slanke skønhedsideal. Kropspositivisme burde inkludere alle kroppe, ikke sandt?
Der findes absolut også problematikker som folk, der har andre kroppe end min, oplever, hvilket jeg absolut ikke vil negligere. Der er så meget jeg ikke ved, og ikke kender til, fordi jeg er som jeg er og andre er anderledes, så lige i slutningen af snakken her om mine egne oplevelser med at have min krop, vil jeg lige sørge for at anderkende at der også er mange oplevelser i forhold til kroppen, som jeg er udenforstående i forhold til.
Den anden årsag til at jeg vil tale om kropspositivisme er nemlig det med at give plads til alle kroppe. Både til mig og min krop og alle andre og deres kroppe. Jeg havde for ikke særlig længe siden en oplevelse, da frustrerede mig hvad netop angik at give plads til alle slags kroppe. Jeg fulgtes under en modeuge med en kvinde der arbejder i modebranchen og som i princippet har en vis magt i forhold til at påvirke skønhedsidealer. Da vi gik ned af gaden, kom en kvinde gående imod os med en lårkort nederdel i frostgrader og strømpebukser der var gledet ned mellem lårene. Jeg kunne ikke lade være med at reagere på hvordan hun så ud, men tænkte samtidigt at det ikke var mit bord at dømme hendes udseende. Så jeg fik ytret, nu jeg havde åbnet for at der skulle tales om kvinden, at hun vel måtte fryse og at det måtte være røv-irriterende at have de strømpebukser hængende nede mellem lårene. Hende jeg fulgtes med sagde
“Ja, og så med de lår!” “De lår?” spurgte jeg, “Ja, altså, vi kan jo ikke alle være tynde, men hun skal da ikke gå med en så kort nederdel, når hun har så tykke lår!”. Jeg blev mundlam. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var slet ikke klar på at den type af kommentar ville komme og kunne slet ikke nå at reagere. Jeg fik lukket samtalen af med “Jeg synes bare det ser meget koldt ud”. Sagen er nemlig den at fucking jo, hvor skal alle have lov til at tage lårkorte skørter på hvis det er det de vil. Og der skal være plads til at putte alle i al slags tøj, både på gaden, men også alle andre steder såsom i reklamer, film, modemagasiner. I Chris Pedersens program
“Skønhedens Magt” på DR udtalte en redaktør på Elle at hun tænkte at folk sikkert gerne ville se noget uopnåeligt de kunne drømme om, da hun blev spurgt hvorfor magasinet ikke havde brugt modeller der var større end kollektionsprøverne.
Netop som jeg troede at mode- og reklame-verdenen var på vej i en mere divers og rummelig retning kropsmæssigt(selvom det er nogle meget små skridt, der bliver taget), fik jeg en følelse af at der er så forfærdeligt langt igen, hvis det er denne holdning den etablerede modebranche har.
Det her meget u-rummelige kropsideal i den branche jeg altid har drøm om at arbejde i, er blevet normalt. Det gør at det, at bruge modeller, der ikke passer til de mål der er blevet standard i branchen, er anderledes og et “sats” af en art. For det er ikke normalt at vise kvinder, der ikke passer ind i de mål. Jeg kan mærke at det absolut også har haft en effekt på mig, i forhold til hvad jeg dømmer som pænt og ikke pænt i forhold til hvornår tøj sidder flot på en krop. Det er gået op for mig over det seneste stykke tid at jeg selv også har været fordømmende, muligvis som et resultat af “standard”-kroppen i medierne og modebranchen. På den ene side er det en smule skamfuldt at jeg ved jeg har set på folk, der har haft større kroppe end jeg og tænkt at det ikke var pænt og at de ikke skulle gå med crop tops for eksempel. På den anden side synes jeg det er enormt vigtigt at være opmærksom på at jeg har tænkt sådan før, at jeg ikke synes det var okay og at vide at det er noget jeg vil ændre på. Både i mig selv, men også, forhåbentlig hos andre mennesker i kraft af drømmen med at kunne være med til at ændre den her snæversynethed i modebranchen.
Jeg starter også med spæde skridt mod at arbejde på at skabe plads til alle kroppe – som for eksempel dette indlæg. Som blogger, der fotograferer sig selv, kan jeg på de billeder ikke “promovere” andre kropsformer end min egen, for sådan ser jeg ud. Men jeg vil arbejde på at overveje hvad det er jeg giver ud når det kommer til kropspositivisme og rummelighed.
Hvad er jeres tanker om det her emne – og de ting jeg taler om i indlægget? Kan I genkende jer i mine oplevelser, eller har i oplevet noget helt modsat?
Jeg har udskudt at udgive det her indlæg i et stykke tid, fordi jeg har været nervøs for den respons jeg ville få. Specielt i forhold til folks mening omkring min dømmekraft omkring emnet, eftersom jeg er tynd. Det kommer jeg mere ind på senere – for nu kommer det indlæg, jeg har været så afventende med at udgive.
Kommentarer
0 svar til “Om kropspositivisme og det at være tynd”
Virkelig godt og relevant indlæg! Har det præcis på samme måde som dig, da jeg selv er “tynd” – og er virkelig frustreret over at folk tror det er okay at kommentere på min vægt, bare fordi jeg er tynd og ikke tyk?!
Har fået flere kommentarer omkring at jeg er “SÅ” tynd, ikke skal tabe mig mere og at jeg er skind og ben. Det er ikke særlig fedt at få at vide, og jeg tror simpelthen ikke at folk tænker over det, desværre. Derfor virkelig fedt at du bringer emnet på banen, for der skal være plads til alle størrelser!
Hvor er det et godt indlæg, og åh hvor har du dog ret! Det er skønt med en lidt anden indgangsvinkel, da langt det meste jeg har set og læst om kropspositivitet er fra mere eller mindre tykke mennesker – det er også godt at høre noget fra “den anden side” 🙂 For du har jo helt ret i, at kropspositivisme skal gælde for alle, både de tykke OG de tynde (og dem midt imellem). Godt du valget at udgive indlægget alligevel 🙂
Åh, hvor er det bare et fantastisk godt indlæg Marie! Jeg er kæmpe fan 🙂
Jeg har selv været undervægtig indtil jeg var 23 år. Ikke noget jeg kunne gøre noget ved, for det var ikke pga min mad – eller mangel på det – at jeg var tynd. Jeg har hørt mange grimme ting om min krop, men det værste er næsten dem der insisterer på at jeg bør spise mere fordi jeg jo kan tåle det.
Det kunne være så rart, hvis folk talte pænt om andre. Det er ikke perfekt at være tynd. Jeg elsker at der skal være flere af alle krops størrelser i mode billedet, men der skal også være plads til de tynde. De skal ikke være den nye fjende!
Sidder ofte tilbage med samme følelse som en, der er alt for tynd og bare burde ta’ og tage nogle kilo på… Specielt når jeg hører at “rigtige kvinder har kurver” for at promovere større kvinder, hvilket efterlader mig med følelsen af, at jeg så ikke er en “rigtig kvinde”.
Tak for et godt, og tiltrængt, indspark i debatten om den “rigtige” krop. Det er virkelig en debat, hvor jeg kan mærke, at selv om jeg synes jeg er ret åben, så skal jeg stadig tage mig sammen og udfordre de fordomme jeg har. For jeg har dem. Ikke kun over for andre, men også overfor mig selv. Jeg har ofte tænkt “åh hvor er hun heldig, at hun kan bære det, når hun er så tynd” når jeg ser på dine billeder, og samtidig tænkt “det kan jeg ikke – jeg er for småtyk til det”. Det er jo dobbelt op på den forkerte konto! Du ser vidunderlig ud, og er en inspiration – og jeg skal jo tage inspirationen uden at idealisere at du er tynd, og nedgøre min egen krop (og min højde – jeg er godt over gennemsnittet) nu jeg er i gang. Udgangspunktet er inspiration og visuel interesse i din stil og dit udtryk. Det burde aldrig være en sammenligning hvor jeg sætter fokus på det, der i mit hoved bliver negativt. Det er dét jeg skal udfordre, og dét jeg ikke skal finde mig i. Det skal i hvert fald aldrig være samfundet der fortæller os om vi er “i orden” eller ej.
Godt brølt, Marie.
Ja, netop! Man kan nemlig bære alt – og det er også dét jeg som oftest tænker. Jeg klæder mig som oftest også som jeg vil, og udfordrer mig selv på silhuetter, farver og teksturer dagligt – og du er bestemt en inspirationskilde. Jeg elsker legen i det visuelle! Jeg ser det faktisk som en del af lærergerningen (jeg underviser på et gymnasium) at være stolt af hvem jeg er og hvordan jeg klæder mig, og jeg får respons på det … men den der lille, dumme kropsnedladenhed jeg stadig har i mig, desværre, den vil jeg tage mere ved hornene. Og jeg vil se den mere i øjnene når dens grimme ansigt viser sig.
Virkelig en godt og relevant indlæg. Jeg har altid været tynd, og som teenager var jeg ifølge min BMI undervægtig selvom jeg spiste meget og hvad jeg havde lyst til. Jeg har hørt så mange gange at “åh du er heldig at du kan spise havd du vil” eller “du er også så tynd”. Jeg har aldrig været ked af min krop, men jeg har følt at jeg ikke kunne gå i fx stramt tøj tøj pga jeg ville se for tynd ud. Jeg trænede i en periode i et fitness center og jeg tænkte ofte på hvad mon de større piger tænkte om mig – “mon de tænker at jeg er forkælet med en tynd krop”, “mon de tænker hvad jeg laver til fitness når jeg er tynd”… Men jeg lod det ikke gå mig på, for jeg vidste at jeg ikke tænkte dårligt om dem, og de sikkert heller ikke tænkte dårligt om mig. Bodyshaming skal stoppe! Alle kroppe er forskellige og der skal være plads til dem alle sammen!
Det var som at læse mine egent tanker og oplevelser. Jeg har fået lignende kommentarer om min krop, og jeg følte nærmest, det ikke var min krop længere, fordi alle tilsyneladende havde en mening om den. Og meningen var, at den var forkert og usund. Så jeg kan fuldt ud forstå, hvordan du har haft det. Jeg er meget enig i dine holdninger og synes, det er fedt, at du ser indad og arbejder på dit kropssyn. Mega applaus! Så godt skrevet og gennemtænkt <3
Jeg har faktisk selv skrevet om noget lignende 😉
https://feministiskfoelelsesaevl.com/2016/12/21/min-krop-er-min/
Jeg vil selv meget gerne arbejde i modebranchen. Dog er jeg buttet og derfor frygter jeg at jeg aldrig vil blive accepteret eller respekteret. Derfor vil jeg gerne tabe mig, mest fordi medierne og modebranchen fortæller mig at jeg ikke er okay som jeg ser ud. I virkeligheden burde jeg slå i gennem som jeg ser ud, og skabe en større forskellighed i branchen. Dog magter jeg ikke at være frontløber på den, da jeg tror det bliver en lang og sej kamp. Jeg vil dog støtte den person som måske en dag gør det muligt for alle at føle sig tilpas i en større krop end den som ofte vises i medierne 🙂
Nyder virkelig altid at læse dine indlæg! Jeg kan også selv huske for nogle år tilbage, at jeg har kommenteret eller tænkt: “hvorfor fortæller hendes venner ikke at hun ikke kan have den slags tætsiddende kjoler på” eller lignende, men det fandt jeg hurtigt ud af med mig selv, at det er en noget for firkantet og hård måde at tænke på (også overfor en selv). Gennerelt synes jeg at det er et rigtigt svært emne, da det ofte bliver drejet om til, at det er “deres egen skyld”, at de er tynde/tykke og det er usundt. Men! Jeg ved at man sagtens kan være sund og tynd og sund og tyk. Jeg glæder mig over alle de uretoucherede billeder, som man ser rundt omkring ved forskellige mærker, og jeg håber at vi om nogle år vil se det som fuldstændigt normalt med stor diversitet i modebranchen. <3
BRAVO! Veltalt (og velskrevet)!
– Jeg er af nøjagtig samme mening! Jeg er selv en str. 36 +/-, selvom jeg er og altid har været muskuløs og med et lille håndtag ude på siden og med et meget lille thigh gap trods muskuløse lår. Med andre ord, ret alm. af bygning i den slanke kategori. Det sjove er, at jeg, da jeg gik i gymnasiet var en str 38 og mere bred. Ikke tykkere, men det fedt jeg havde på kroppen var fordelt anderledes, og mine muskler var mere svulmende, hvilket fik mig til at se bredere ud. Efter jeg mødte min kæreste som 19årig og hormonerne begyndte at fise rundt, omrokerede alt det her imidlertid og har givet mig en meget slankere krop i dag, som jeg da også må arbejde for at vedligeholde med regelmæssig motion og bevægelse, som egentlig også bare er for sundt og for et godt velvære. MEN hold op hvor har jeg også følt at jeg måtte gå på listesko for ikke at træde nogen over tæerne. Jeg har bla veninder som er større end mig/har en anden kropsform og jeg har meget tit følt at de måtte brokke sig over, når de følte sig utilstrækkelige udseendesmæsig – som alle kvinder jo gør og har brug for en gang i mellem – men det måtte jeg ikke, og det gav mig nøjagtigt samme følelse som dig; af at være forkert eller “ondsindet”, og det har jeg altid følt var virkelig unfair, at jeg sku stemples som “den onde/politisk ukorrekte” ved ikke at være konstant tilfreds med hvad jeg har eller i det hele taget bare se sådan ud. Det er så super ærgerligt at alle medier svømmer over af protester og kampagner mod fatshaming, men som mange gange går over i skinnyshaming i stedet. Hvorfor shame overhovedet? Det er så ærgerligt da vi jo som kvinder burde favne alle kropstyperne og støtte hinanden, komplimentere en go stor rumpet når vi ser den, nogle dejlige fyldige bryster eller en flot strømlinet talje eller tonede arme. I det hele taget bare lærer at se æstetikken i alle kropstyper og det smukke i diversitet 🙂
Synes det er så super lækkert at du belyser debatten fra denne side også, det føler jeg virkelig der har manglet.