Min praktik hos Darling Creative Studio

Andreea Bogdan_Marie_CPHFW-8
mig med dresserne under Lala Berlin-showet

I start-januar begyndte jeg som praktikant hos Darling Creative Studio, Uffe Buchards kreative bureau – et rent scoop at kunne få en tredive dage lang praktik hos så prestigiøst et sted, synes jeg selv. Og nu, hvor jeg er færdig, kan jeg godt forstå, hvorfår Darling som regel kun tager praktikanter ind i 3 måneder eller længere – man skal vide en hel masse om hvordan alt foregår og hvem at kontakte i stort set alle henseender, og det er først efter min én-månedlange praktik at jeg føler at jeg nogenlunde ved hvordan det foregår.

Jeg vidste godt hvilke ting, der skulle arbejdes på, da jeg begyndte: Lala Berlin-show, Mark Tan-show, B&O Play-event, Beauty-event for en håndfuld indflydelsesrige damer på kontoret og Dansk-middagen. Altsammen skulle foregå under modeugen, så ikke nok med at vi skulle forberede fem events på en måned(i hvert fald fra da jeg var med), så skulle det hele løbe af stablen på fire dage.

Jeg havde en idé om at jeg ville få ansvar, men hvor stort en ansvar havde jeg ingen idé om – praktikken var ikke en almindelig hent-kaffe-og-frokost-og-gør-rent-praktik, næ nej: Min første opgave blev at finde et råt lokale på mindst 100m2 med gulv-til-loft-vinduer i København K til B&O-eventet og det med at hitte ud af hvordan man griber en sådan opgave an tog et stykke tid og efter en masse mails og opkald til diverse erhvervslokale-udlejere fik vi et lokale. Nu kommer jeg ikke til at gå så meget i detalje med alle mine opgaver hos Darling, men jeg synes min find-et-enormt-lokale-opgaven beskriver ret godt hvad jeg blev kastet udi fra dag ét – og det ansvar og initiativ, der skulle tages for at udføre de opgaver, jeg fik.

 

Andreea Bogdan_Marie_CPHFW-11jeg sætter smykker på modellen Aia under Lala Berlin-showet

Jeg fik en e-mail-signatur med teksten “Marie Myrhøj Jensen, Project Coordinator, Darling Creative Studio”, som jeg selv var ret oppe at køre over og så tog arbejdsopgaverne ellers fart. Jeg fik i løbet af min første halvanden uge ansvar for at arrangere modelcasting til de to shows, vi skulle lave, og efter castingen skulle jeg så i gang med at forhandle priser med modelbureauerne, så vi kunne få de piger, vi ville have på vores shows. Derudover lavede jeg beauty-moodboard til Lala Berlin-showet, sendt på jagt efter et barok-bord i Nørrebros genbrugsbutikker og på shopping til forberedelse af fitting til de to shows. Jeg fik ansvar for at sørge for at alt kom til tiden til vores umanérligt store goodiebags til beauty-eventet: klistrede 600 klistermærker på 300 manila-mærker og bandt de 300 manila-mærker på 300-stofposer, der skulle fyldes med de rigtige produkter. Jeg fik en masse af mine dejlige følgere med som dressere på Lala Berlin-showet og et par af dem med til at lave setup og pakke sammen til Mark Tan showet – så fedt I ville være med, også selvom jeg var så stresset at jeg glemte jeres navne!

Overordnet set, er jeg enormt glad for at have taget min forlængede juleferie i praktik hos Darling – jeg har lært så enormt meget om en masse sider af shows, events og creative direction, jeg ikke vidste fandtes og er blevet kastet udi nogle situationer, hvor jeg har stået alene med et ansvar, som jeg måtte tage og få opgaven løst før deadline. Jeg har mødt og mailed med en masse mennesker i branchen og naturligvis fået lov til at arbejde med Uffe, Jens, Jeppe og Line inde fra Darling-kontoret, der er nogle skønne mennesker, som jeg håber på at arbejde mere med i fremtiden.
Jeg har også lært en del af min praktik omkring mig selv og mine egne grænser – havde jeg ikke mediteret hver morgen, ville jeg måske ikke have klaret den igennem praktikken, da man skal kunne lære at overskue mange ting samtidigt, sammen med et pres fra sig selv og de andre, der er involveret i det arbejde, man kastes udi. En flig eller to af stress har absolut kigget frem under min praktik, men heldigvis har mine skønne venner og min meditation givet mig overskud til at håndtere det – og efter min praktik tror jeg at jeg vil kunne endnu mere, hvis jeg kastes udi en sådan situation igen.

 

 

All photos by Andreea Bogdan