Som et lille titelbillede til modeugens dag 2, får I her mit outfit skudt i de fineste omgivelser efter jeg havde sundet mig lidt i løbet af dagen. Modeugens anden dag begyndte nemlig for mig med massive tømmermænd efter Vibskov-festen aftenen før og en 6 kilometers cykeltur til Amager.
Jeg havde nemlig fået fingrene i en invitation til Mark Tan showet i forbindelse med et projekt, som I snart får mere at høre om. Det var et show, man ikke bare kunne skippe på grund af tømmermænd, da invitationer til Mark Tan er noget nær umulige for almindelige døde at få fingrene i og showet var også derefter. Holdt på en udendørs location med højt til loftet og med enkle, ret så æteriske looks og en god blanding af meget forskelligartede modeller.
Efter Mark Tan tog jeg endnu en 6 kilomenters cykeltur hjem til Nørrebro for at sumpe videre med mine tømmermænd på sengen, gennemgå en fyldt e-mail-indbakke og snakke i telefonen med nogen fra TV(uuuh, det får I snart mere at høre om!).
Jeg var hoppet i en vidunderlig kjole fra Baum und Pferdgarten, som jeg havde lånt til dagen. Jeg synes den virkede lidt “Det Lille Hus på Prærien-agtig” og eftersom jeg lignede Laura Ingalls ret meget som barn med et enormt overbid, gik kjolen og jeg ret godt i spænd. Den gik heldigvis godt med dagens vigtigste accessory, min dejlige(flade) damecykel og mine vidunderlige røde læder-mules, jeg købte i Rumænien.
Mit andet show på dagen var, meget passende, Baum und Pferdgarten. Det var virkelig fint, lyserødt og mere eklektisk end det plejer. Som det eneste show under modeugen, havde jeg ikke en siddeplads til Baum, hvilket først irriterede mig så gevaldigt(mest fordi det så var svært at få gode billeder af tøjet). Efterfølgende kom jeg i tanker om hvor snobbet man kan gå hen at blive over sådan noget; hvis jeg for fem år siden havde vidst at jeg ville have siddepladser – og for det meste på første og anden række – til 10 shows under modeugen, ville jeg være ved at gå ud af mit gode skind. Tænk sig som man kan blive forvænt, hva?
Efter Baum drog jeg et kort smut på Glyptoteket for at kigge på skulpturer. Det næste show, Lovechild 1979, afholdtes nemlig i Glyptotekets have, så det var det perfekte sted at holde mellem-shows-pause. Lovechilds show var simpelthen så fint og æterisk og med blomster og et enormt og luftigt showvenue. Jeg er virkelig imponeret over hvor meget den københavnske modeuge pt opper sig hvad angår oplevelsen, de giver én under et show, når de vælger den rigtige venue.
Efter Lovechild drog jeg et smut på Ravage til en cocktail og en bid mad med de skønne damer fra Veras, hvorefter vi fulgtes videre til det næste show.
Dagens sidste show var Asger Juel Larsen på Børsen. Her havde jeg taget en veninde med til showet så hun kunne få lov at opleve hvordan det er at komme til rigtigt modeshow – det var en super oplevelse at have en udefrastående med og vise hende hele modeshows-trummerummen. Dog var jeg en tand skuffet over kollektionen der blev vist. Jeg synes at Asger virkelig plejer at kunne noget med prints, hvilket ikke helt kom til sin ret. Men taget i betragtning at han fik et helt show op at stå, efter hans studie brændte ned i foråret, var det egentlig en formidabel bedrift.
Har I nogle spørgsmål I kunne tænke jer at stille omkring det at gå til modeuge? Så fyr endelig løs!