Kategorier

Eftersom der er sket en god portion ting over det seneste halve år, har jeg bestemt mig for at bakse en lille omgang indlæg sammen under titlen Livsstatus. Som i: hvordan står det så til nu?

Jo, i det her første indlæg lægger vi ud med noget, der har givet mig en hel del ro i livet, nemlig det faktum at jeg har fået mig en fast bolig. Det er så mega optur!
Efter at have flyttet 5 gange på to år(Østerbro, Gothersgade, Islands Brygge, Ydre Nørrebro og nu Indre Nørrebro) har jeg haft så meget brug for at have en base, hvor jeg ved at jeg ikke skal pakke alt mit lort ned igen om 4 måneder og så videre til et nyt hjem.

Jeg har jo ikke skrevet så forfærdeligt meget om min nye boligsituation siden jeg flyttede ind for snart to måneder siden. Jeg skal lige helt på plads først – nu har jeg jo ekstra tid til at finde de helt rigtige møbler til værelset og det tager altså tid. Blandt andet er de eneste stole jag har pt. en fra gangen i kollektivet og en jeg fandt i min baggård. Men en roomtour får I snart – og så når det kommer opdateringer på værelses-interiørfronten, så kommer der små-indlæg hen ad vejen.

Men ja, status på boligsituationen er som følger: Jeg er flyttet i kollektiv! Som I ægte kollektiv med fælles mad i køleskabet, fællesspisning 5 gange om ugen, en stue med et partyhjørne, diskokugle og pladespiller. Kæmpe(ej okay, men stort) køkken med lænestol og kompost og et badeværelse med mindst 9 planter og vaskemaskine.
Udover de fysiske ting som er alt, hvad jeg har drømt om, kom der naturligvis også fire skønne roomies med oven i hatten, og allesammen mega søde og inspirerende mennesker. To start-up-gutter, en arkitekt og en kommende yoga-lærer. Den største forskel der er på mig og mine nye roomies er alderen; jeg er babyen i lejligheden og så er de andre ellers mellem 5-11 år ældre end mig. Jeg er så mega glad for at de lod mig, som jeg tror var den yngste i ansøgnings-samtalepuljen, få værelset – var ellers ret sikker på at min alder kunne fælde mig, men nej!

Kunne I tænke jer et indlæg om hvordan det er at bo i kollektiv egentlig? Så sig endelig til!
I næste livsstatus-indlæg tager vi temperaturen på skole-situationen – hvordan det har været at gå i skole i Sverige, hvad jeg har lært og hvad der skal ske fremover?

DRESS: & OTHER STORIES, SHOES: VAGABOND

Nu er det blevet tid til noget, jeg teasede for dengang, jeg optog podcast med pigerne fra Fries before Guys. Det er ikke det med Tinder – det må komme på et andet tidspunkt, for først skal vi lige igennem et andet, men ret så relateret emne!

Farveladefabrikken

Det er noget, som jeg har været meget bevidst om en ret stor del af mit liv, hvis ikke hele livet. Da jeg var barn, måtte jeg ikke klæde mig selv på, da min mor synes jeg så kom til at ligne en farveladefabrik, som hun kaldte det. Og det er her bevidstheden omkring netop det her emne opstår. Det med at klæde sig tosset eller farverigt eller bare en smule anderledes end alle de andre.

Det er nemlig noget, der altid har været en kæmpe glæde for mig – både at kigge på tøj, men også det med at klæde mig ud. Det er så mega sjovt og da jeg endelig fik lov til at klæde mig selv på blev jeg igen en omvandrende farveladefabrik(efter en kortere emo-periode, men den snakke vi ikke om). Det fede ved det her er, at jeg selv synes det er helt fantastisk at have stærke farver på. I ved, der hvor man virkelig føler sig som sig selv, helt tilpas og glad i hvordan man ser ud. Det med at kigge ned af sig selv og blive helt glad af at se på de farver og det tøj man har taget på. Det er en del af det, jeg skulle kalde essensen af mig selv. Når jeg prøver at efterligne hvordan mindre farverige og tossede folk klæder sig, bliver jeg altid selv lidt underligt til mode.

Det med at hoppe i noget der er gråt eller i ”bare” at have en neutral bluse, jeans og et par sneaks på. Pyha, jeg bliver helt nervøs bare ved tanken. Grå og sort. Pyh for en tanke.

Da jeg var sammen med min seneste kæreste, som synes jeg så godt ud i sort og mindre spraglet tøj, forsøgte jeg mig en enkelt gang med at køre all black. Jeg havde det som om jeg havde klædt mig ud som en helt anden. Og lidt som om jeg skulle til begravese. Det funkede simpelthen ikke! (hvad man ikke gør for kærligheden – men det snakker vi mere om længere nede i indlægget)

begravelses-outfittet – JUMPER: ASHISH, JEANS: ASOS

Jeg prøver tit at forklare folk, hvad det gør ved mig at ikke klæde mig som en farveladefabrik, for jeg har prøvet det et par gange, hvilket var super underligt. Min forklaringsmodel lyder således(vi skal huske at vi taler til nogen, for hvem det, at have farver på er helt uforståeligt): Forestil dig at du går ned af gaden i udelukkende pink tøj. Pink sko, pink nederdel og en pink sweater. Og forestil dig så hvordan du føler at alle kigger underligt på dig. Og hvordan du føler at du ligner en helt anden person end hvem du er. Som om du lyver lidt for hele omverden. Sådan er neutralt tøj for mig.
Det er egentlig lidt sjovt, at man skal forklare sig omkring hvorfor man går klædt som man gør, når man har farver og mønstre på. Der er jo sjældent nogen der spørger folk i jeans og sneaks hvorfor de tager det på, eller hvordan det egentlig er.

Ups & Downs

Det er lidt derfor jeg skriver det her indlæg. For det der med at klæde sig ”anderledes” synes jeg helt klart jeg har mærket har gjort noget ved hvordan jeg bliver opfattet – både positivt og negativt.
JUMPER: WEEKDAY, JEANS: MONKI, BAG: MARIMEKKO, SCARF: SECOND HAND

På den positive side finder vi punkter som komplimenter og beundring. Hammerfedt! Fordi det ikke er alle der kan forstå hvordan det er så legende let for mig at smække pink jeans og en pink sweater på uden at tænke videre over det, er der mange der ser det som et modigt træk, som de beundrer. Det er en enormt lækker følelse, fordi man selv ikke tænker så meget over det med modet, men bare er på den måde, hvilket tilsyneladende så er beundringsværdigt. Optur!

Og den der ”hvor bliver man bare glad af at se på dit tøj, Marie” er helt sikkert også noget af det bedste, der kommer med!

På den negative side kommer der nogle ting, som nemt kan frustrere mig lidt. For når man klæder sig på en måde, så andre bliver glade, klæder man sig tilsyneladende også på en måde, hvor folk ikke synes man er specielt seriøs eller voksen – indtil man åbner munden og siger noget sejt, that is. Men jeg synes det er så ærgerligt at man lidt skal sørge lidt ekstra for at gøre op for det faktum at man kun har taget gult på den dag, end dem der kommer i sort skal. Det er ikke altid det sker, naturligvis, men det er dog hændt at jeg har følt at det, der gør mig mig, mit visuelle udtryk som fylder enormt meget for mit selvværd og min selvopfattelse, spænder ben for mig, fordi det ikke virker lige så voksent som andres smarte tøj.

TOP: MONKI, SKIRT: SECOND HAND

Pippi og professionalismen

Er det egentlig bare en forudsætning, man må lære at leve med, det med at hvis man vil tages seriøst, så må man klæde sig i mørke farver og uden for meget spragl? Eller er det værd at forsøge sig med at kæmpe en lille kamp for de farverige? Jeg har selv tænkt meget over om jeg skulle konformere når jeg har skullet til møder. Med bloggen, har jeg ikke gjort det – potentielle kunder hyrer jo en på baggrund af ens visuelle udtryk med bloggen – men for eksempel skal jeg muligvis være konsulent for et brand, som ikke bruger mig på grund af bloggen. Er det et møde med gult tøj eller er det et med sort? Skal man bare køre fuld Pippi og stå fast på pink hår og gule skørter og så lige bruge den ekstra bid energi til at overbevise folk om éns professionalisme?
Jeg har haft lange samtaler med min søster, som arbejder på kontor-kontor, I ved, mænd i blazere, om hvorvidt hun kunne komme på arbejde i en printet oversize skjorte. Det er jo hendes stil. I ugerne op til hun begyndte på jobbet, brugte vi en del tid på at finde ud af hvad arbejdsgarderobe var og hvor meget hun måtte ændre i sin egen stil for at passe ind på arbejdspladsen.

Måske er det bare mig, der er sippet, men er det ikke lidt trist, at man ikke må klæde sig som sig selv i hverdagen?

Jeg bliver lidt forarget nogle gange, når jeg hører om de her kontor-jobs med indbygget skjorte og slips for at man skulle kunne tage folk seriøst på jobbet. Så man ikke skal tage stilling til dem som individ, som person, når man sidder til et møde. Er det så inkarneret, at man ikke kan give folk den frihed at klæde sig som de vil uden at føle at det er uprofessionelt? Eller er det bare mig, der formodentlig aldrig bevæger mig ud af de kreative brancher og derfor ikke har nogen forudsætning for at forstå kontor-uniforms-konventionen?

EARRINGS: LINE ROSSAU, TOP: SECOND HAND, JEANS: DR. DENIM

Det med kærligheden

Går vi lidt videre i teksten, kommer jo også det med kærligheden, som også er noget, jeg har funderet meget over i forbindelse med min beklædning. Eller kærligheden og kærligheden. Dating måske mere. For når jeg ved hvordan folk kan opfatte en som en useriøs type med lyserødt hår og gule skørter, så tvivler jeg nogen gange også lidt på det med… I ved… Ligner jeg en nogen har lyst til at kysse på og holde i hånd mens man går ned af Nørrebrogade, eller er jeg bare for fjollet? Det er et emne, jeg ikke har taget op så meget her på bloggen før, men som egentlig har fyldt meget. Når jeg går til fest, for eksempel, så klæder jeg mig tit i mindre spraglede ting, fordi man kunne tænke at de der drenge hellere bare ville have en lækker tøs med stramt, sort tøj, end en gakket én med alle regnbuens farver på på en gang. Hm.. Måske er det en tosset tanke, men der er jo en grund til at jeg tænker den – der findes jo konventioner om hvordan man ser lækker og “almindelig” ud og jeg er ikke altid lige god til at være fuldstændigt ligeglad med dem. Underligt nok. Det skulle man egentlig tro, ikke? .
Da jeg farvede mit hår pink for en måned siden, var jeg for eksempel helt oppe at køre over den nye hårfarve, men da jeg, to dage efter, skulle på bodega med en veninde slog det mig: kan man overhovedet score med pink hår, egentlig? Det kan man nok godt. Men hvor vildt er det at man kan have alle de her overvejelser omkring ens største komfortzone, det farverige tøj og visuelle udtryk, så snart man vil imponere nogen? Og er det egentlig bare mig og min hjerne der måske er lidt for reflekteret i forhold til min egen eksistens?

Har nogle af jer har samme tanker? Eller har I oplevet at tænke på en speciel måde om nogen på grund af deres tøj? Hvad synes I om det hele? Og kan I score med pink hår(eller blåt)?

P.S.: Forresten, så går jeg snart så vidt som at følge op på datinglivet her på bloggen – dog, som det hør og bør sig for en ægte fashionblogger: i outfit-øjemed, naturligvis! Stay tuned!

Jaaaa, så oprandt dagen, hvor jeg blev 25! Jeg er stadig lige begejstret for fødselsdage som jeg plejer og i dag fejrer jeg den med et enormt og personligt indlæg. Jeg har nemlig lavet en af de der lister, som jeg har overvejet at lave før men som jeg samtidigt til tider synes kan være en smule tomt blog-indhold i forhold til de andre ting jeg udgiver. Så i dag udkommer det, nu da jeg har fødselsdag og må gøre hvad jeg vil!

Derfor får I i dag, sammen med et fødselsdagsfarvet outfit, listen over 25 ting, I ikke vidste om mig. Smid endelig kommentarer hvis I kan genkende nogle af tingene hos jer selv!

1. Da jeg var teenager var jeg kæmpe fan af Tokio Hotel. Det havde den heldige sideeffekt at jeg var den bedste til tysk i klassen.
2. Jeg havde en emo-periode som teenager, gik med sort eyeliner og købte en Kurt Cobain-t-shirt hvor der stod “I hate myself and want to die”. Det måtte have været betryggende for mine forældre.
3. Jeg er vild med oldtidens Grækenland og Egypten og hvis jeg skulle være noget andet i livet, skulle jeg være arkæolog.
4. Da jeg var barn ville jeg gerne være forfatter og var bl.a. begyndt på en bog om slanger.
5. Mine favoritdyr som barn var slanger og hajer og jeg ønskede mig flere gange en kongepyton i fødselsdagsgave.
6. Mit absolutte hadedyr er knæleren. Det ulækreste dyr i hele verden! Det ligner en glubsk og klam alien-udgave af et menneske i insekt-størrelse. Jeg ved ikke hvad der skulle ske, hvis jeg pludselig var i samme rum som en knæler. Wow, jeg er så bange for dem!
7. Jeg lever af kartoffelmadder med mayo og ristede løg for tiden. Mums, hvor er det bare lækkert!
8. De første tre måneder af 2017 har min mest afspillede sang på Spotify været Bossy med Kelis.
9. Var jeg kommet til eksamen i musik i gymnasiet, skulle jeg have spillet Bachs Brandenburger concerto 2, stk. 2 på en alt-blokfløjte, der ikke altid stemte, i duet med en trompet. Gud ske tak og lov for at det aldrig skete!
10. Da jeg var 14 begyndte jeg at spille ungdomsteater. Ikke så meget fordi jeg ville være skuespiller, men mest fordi jeg gerne ville være kendt og var for kort til at blive model.
11. Da en lærer på min efterskole engang var syg, overtog jeg drama-undervisningen en enkelt gang.
12. Bloggens første navn var Life Outside of Town, eftersom jeg boede 10km udenfor Aalborg da jeg startede den.
13. I bloggens levetid har jeg haft 3 kærester, som jeg mestendels har undgået at skrive om på bloggen fordi jeg har villet holde mit privatliv seperat fra bloggen.
14. Når jeg kigger efter fyre, kigger jeg altid mest efter dem med tynde ben. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg finder det mest tiltrækkende, men jeg tror aldrig jeg har haft en kæreste med tykkere ben end mig selv.
15. Jeg begyndte at rejse rundt til modeuger i forhåbninger om at Anna Wintour ville spotte mig på gaden, tage mig under sin vinge og lære mig op. Det skete ikke, men hey, jeg var på listen over Vogue US’ Best dressed i 2014!
16. Som teenager var jeg lidt rebel og så mig selv en gang i mellem som familiens sorte får. Nu ser jeg måske mere mig selv som familiens lyserøde får. Jeg skiller mig stadig ud, men på en positiv måde.
17. Jeg er en gang blevet hypnotiseret for generthed. Det var en vild oplevelse og uanset om det faktisk virkede eller var placebo, så har det haft en ret positiv effekt på mit liv sidenhen.
18. Nogle gange tæller jeg mine modersmærker. Pt står det således til: 35 på venstre arm, 42 på højre arm, 39 på højre ben og fod, 39 på venstre ben og fod
19. Jeg elsker reality tv. Og tv generelt. Jeg ser aldrig serier, men foretrækker absolut Luksusfælden, Say Yes to the Dress og Paradise i stedet.
20. Jeg har en liste over ting, jeg har overhørt folk på gaden, i toget eller i bussen sige. Klassikere på listen er bl.a:
    “Hvad er dit navn?” “Dan!” “Er det med Z eller hvad?”
    Og “Vi bliver nødt til at kunne kigge på hinandens boller og være okay med det”
21. Jeg holder også en liste over kiksede ting, der står på fremmede folks t-shirts. På listen finder vi for eksempel:
    Love your selfie 
    Too hot for heaven, too cool for hell 
    The roads of excess leads to the palace of wisdom
    Made for erhvervslivet 
22. Da jeg var barn var jeg super kræsen. Det er jeg ikke så meget mere, lige udover på slik fronten. Jeg kan ikke lide andet slik end vingummibamse/pesetos-vingummi, piratos-lakrids, de der sure bånd, snørebånd og bolsjer. Skumslik: føj!
23. Jeg kan til altid spise pommes, chips eller brød med smør, uanset hvor sulten jeg er.
24. Jeg vil sygt gerne bo på husbåd.
25. Jeg har reelt virkelig optur over at blive 25. Jeg føler mig enormt tilpas i lige netop den alder lige nu, hvilket er den skønneste følelse.

Glædelig 19. april til alle jer derude og husk at nyde dagen. Det vil jeg i hvert fald gøre!

MESH DRESS: HERE, PEACH POSTER: HERE, FACE CREAM: HERE, YELLOW DRESS: HERE, JEANS: HERE, SALAMI JUMPER: HERE

Om 4 dage runder jeg det der hjørne mange af mine venner går og frygter lige nu. De der 25 år. Så er man gammel og alle har en eller anden idé om at når man rammer 25, så har man styr på sit liv. Bolig, kæreste, uddannelse og planer for fremtiden. Det skal bare køre, når man er 25. Heldigvis har jeg ikke haft lige så mange planer, som de føromtalte venner og på en eller anden måde har jeg ret optur over at runde det kvarte århundrede.

Jeg føler mig på ingen måde gammel, selvom jeg er begyndt at spotte de første begyndende rynker i panden(really?), men kan mærke at jeg planlægger at omfavne den forandring, der sker når man bliver ældre. Så jeg har farvet mit hår lyserødt. Hvorfor ikke gå ind i voksenlivet med pastelfarvet hår?  Men samtidigt tænker jeg at det, at runde 25-års hjørnet også gerne må føre nogle mindre ungdomsagtige ting med sig. Som for eksempel at begynde for evigt at bruge dagscreme med solfaktor og at spare op til at købe Henrik Vibskov tøj. Den der Salami sweater er jo major wardrobe goal! Jeg tror den er et fint symbol på min idé om at blive 25 – ung og underlig, men samtidigt er det jo Vibskov, hvilket koster en god håndfuld skejser, så det symboliserer en form for voksenhed at købe sådan en sag!

Jeg tror jeg har været lidt heldig i forhold til det med at fylde 25 år uden kvaler. Jeg har en omgangskreds, med kreative mennesker der skøjter lige så meget rundt i livet som jeg, hvad angår at finde ud af hvad fremtiden egentlig skal være. Og så er jeg lige flyttet i kollektiv med fire søde mennesker, der er mellem 5-11 år ældre end mig. Så jeg føler mig stadig ung og vild og sådan noget og føler intet pres for at på styr på livet(hvornår får man også nogensinde det?) eller stoppe med at gå i lyserød. Jeg fandt det der quote i collagen på pinterest i dag og synes det var ret passende for min følelse omkring at blive 25, selvom jeg tit synes at quotes er lidt cheesy. Men hey, det er også sandt, right?

Don’t waste your youth growing up! For 25 er da stadig ungt, ikke?

Hvordan havde I det/har I det med at runde de 25?